Skrevet af Pernille
Jeg synes lige, I skal høre om min weekend for mange måneder siden, fordi den var ikke helt som andre weekender. Jeg var 8+3, den dag det skete.
Lørdag morgen ved 11-tiden havde jeg været i bad og lå på maven i min seng med hænderne som støtte mod hovedet og så fjernsyn. Det var egentligt ikke ret spændende, det jeg så, men jeg gad ikke så meget andet.
Jeg følte mig pludselig våd i skridtet. Jeg tænkte ikke over det, da jeg i min graviditet har haft mere udflåd, end jeg plejer. Pludselig kunne jeg mærke det igen og stak irriteret hånden ned i det våde for at se, hvad det var. Da jeg trak hånden op igen, var den fuld af blod.
Jeg væltede ud af sengen og kaldte på min kæreste. Han kom langsomt ind, da han ikke anede, hvad det drejede sig om, og han var faktisk lidt irriteret over at blive forstyrret mit i sit arbejde på taget (han er ved at lave taget på garagen).
"Jeg bløder, jeg bløder", udbrød jeg med en stor klump i halsen. Jeg havde i mellemtiden taget mine pyjamasbukser af og stod ude på toiletgulvet med let spredte ben og dryppede med frisk blod ned på gulvet uden at tænke over det. Jeg anede faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre. Min hjerne havde slået fra.
Min kærestes blik faldt først på mine bukser med den store blodplet, dernæst på gulvet med blodpletter og så på mig, der stod der og rystede som en forskræmt hundehvalp. Han førte mig over på toilettet og bad mig om at sætte mig der, for så kunne jeg dryppe ned i toilettet, og derefter tog han noget papir og tørrede blodet op fra guvlet.
Han krammede og kyssede mig og sagde, at vi skulle ringe til vagtlægen. Jeg var begyndt at tude, så Michael (min kæreste) ringede. Vagtlægen spurgte, om det var samme mængde som en normal menstruation. Øhhh, jeg gik helt i sort og kunne ikke bedømme det udfra de utallige blik, jeg havde ned i kummen. Jeg sagde halvkvalt, at det vidste jeg ikke. Han sagde derefter, at jeg bare skulle lægge mig ind, når det ikke var værre.
Men, men - der var ikke noget men, vagtlægen havde taget beslutningen om, at det ikke var alvorligt. Jeg rystede stadig og vidste, at noget var galt. Michael blev sur på vagtlægen og ringede igen, efter vi havde kontstateret, at det faktisk strømmede ud.
Jeg tuede og tuede og kunne ikke falde til ro. Den næste vagtlæge, vi fik fat i, var ikke den samme som sidst. Han sagde med det samme, at vi skulle akut på hospitalet, da det var EN ABORT! Jeg troede, at det var umuligt for mig på stående fod at kunne tude mere. Der var jo gået en times tid nu. Men alligevel kunne jeg. Vræææl! "Hvorfor mig?" og 1.000 andre spørgsmål rendte igennem mit hoved.
Vi kom over på hospitalet og blev modtaget af en sygeplejerske, som var så god, som dagen var lang. Hun var urtolig rolig og meget professionel. Hun kunne se på mig, at jeg var helt opløst og rystede, og hendes rolighed smittede lidt af på mig.
"Nu tager vi det stille og roligt. Vi undersøger dig først og scanner dig bagefter, og så tager vi det derfra". Det lød i mine ører meget fair. Hun snakkede noget om, at jeg kunne få en seng med det samme, men så kom lægen. Igen må jeg sige en virkelig sød dame. Rolig og professionel. Jeg fortryder ikke et øjeblik, at jeg valgte det hospital at føde på, selvom jeg ikke kendte det særlig godt.
De undersøgte mig, jeg havde jo ikke ondt. Så skulle de bruge en masse datoer på alt muligt, som jeg aldrig kan huske (og overvejer at skriver ned bag på mit sygesikringskort). Til sidst ville de scanne mig. Det gør man for at se, om barnet er faldet ud, eller om det stadig er deroppe bare dødt, så man skal have en udskrabning (selve ordet kan jeg få kuldegysninger af).
Scanningen gik i gang, og de havde drejet skærmen, så vi slet ikke kunne se den, da de først ville give os besked, når de vidste helt klar besked. Jeg så på deres ansigter. De viste ingen tegn på glad eller ked.
"Svar mig nu", råbte jeg inde i mit hoved. "Vil I se?", spurgte lægen efter en evighed. "Ja, meget gerne". Hun pegede med sin finger på skærmen, vi nu kunne se. "Barnet/fosteret er der stadig - og se der, der slår det lille hjerte. Jeres barn har det rigtig godt og aner ikke, hvad der er sket". Nu tuede jeg igen, men ikke fordi, jeg var ked af det. Jeg var overlykkelig.
De mente, at jeg skulle gå hjem og slappe af i en uges tid og melde mig syg fra arbejde. Fint, og hjem gik vi skide lykkelige. Vi troede, at det var slut, men det var det slet ikke!
Hilsen Pernille, som efter laaang ventetid fødte sin lille Lucas. Verdens dejligste lille fyr.
09-11-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025