Skrevet af Sarah
Den 25. september 2005 kl. 6.44 fødte jeg, efter en noget langtrukket opstart, Bror ved en fantastisk hjemmefødsel.
Jeg havde hver nat en hel uge haft "snyde-veer", der hver gang stoppede, når resten af familien begyndte at vågne, og jeg var efterhånden ved at være godt mør på grund af manglende nattesøvn og frustration over, at fødslen ikke ville gå rigtigt i gang.
Jeg havde godt nok først termin den 29. september, og jeg havde det egentlig fint med at være gravid, men hver nat, når jeg sad oppe i stuen med mine uregelmæssige veer, ønskede jeg alligevel, at jeg ville føde snart!
Fredag den 23. september begyndte mine "veer" tidligere, end de havde gjort de andre aftener, og jeg havde tegnblødning. Ved mine andre fødsler har jeg først haft tegnblødning, når jeg har været 4-5 cm åben, så jeg regnede med, at nu var det snart nu! Jeg ringede derfor ind til naboen, der skulle være barnepige for de tre store (Janus på 6, Sif på 4 og Luna på knap 2 år) og bad hende tage telefonen med i seng bare for en sikkerheds skyld.
Hele natten gik med veer, der godt nok bed betydeligt mere, end de havde gjort de foregående nætter, men der aldrig kom i nærheden af at komme regelmæssigt. Så kom der 5 på en time, så måske 15 for derefter måske kun at komme 3 den næste time. Jeg fik dog tiden til at gå med at løse soduko til den helt store guldmedalje, samtidig med jeg selvfølgelig huskede at skrive minuttallet ned for hver gang, jeg fik en ve.
På et tidspunkt tidligt om morgenen lå jeg på sofaen i stuen, og Luna kom hen og ville have en lille ammetår. Jeg skal love for, det satte gang i veerne! Mens jeg ammede hende, kom de med 3 minutter imellem og varede 1½ minut. Jeg forsøgte at komme igennem dem uden at jamre for meget, men da hun så samtidig kom til at puffe mig i maven, blev jeg nødt til at sætte lyd på min vejrtrækning til stor morskab for hende.
Lidt efter ringede min nabo Line. Hun havde været helt sikker på, at jeg ville føde i løbet af natten, så hun havde næsten ikke sovet. To gange havde hun været ude på vejen for at se, om jordemoderens bil mon holdt hos os.
Jeg havde hele graviditeten snakket om, at hvis børnene sov, når fødslen gik i gang, ville vi lade dem sove og først ringe efter barnepigen, hvis de skulle vågne. Line havde været sikker på, at jeg havde besluttet bare at føde uden at have en voksen til børnene (som om jeg kunne finde på det!).
Hun mente, jeg havde brug for ro, og det var derfor, jeg ikke havde født endnu, så da klokken var hen ved 10, kom hun og hentede mine tre børn, så jeg kunne komme i gang med at få nogle rigtige veer! Vi aftalte, at hun jo kunne sende Sif og Luna hjem, når de skulle sove middagslur, for jeg regnede bestemt ikke med, der var sket mere til den tid.
Dagen gik med de samme uregelmæssige veer, dog fik jeg sovet et par timer sidst på formiddagen og blundet et par gange i løbet af eftermiddagen. Flere gange kiggede mine store børn ind, så skulle de hente dyner, eller et stykke legetøj, eller is til vejens børn, og Line var da også i telefonen flere gange. Jeg så dog aldrig nogle børn, der ville sove middagslur!
Janus var lidt bekymret for, om jeg havde ondt, og om babyen havde det godt, men da han så, at jeg hverken skreg eller vred mig i smerte (når han var der), blev bekymringerne skiftet ud med utålmodighed - hvornår kommer babyen?
De meget uregelmæssige veer forvirrede mig meget. Ved mine andre fødsler har jeg kunnet se på et ur og vidst på sekundet, hvornår den næste ve skulle komme. Denne gang var det eneste "system", jeg kunne finde, at når jeg bevægede mig rundt, kom veerne tæt men varede ikke så længe, og når jeg lå ned, varede de noget længere men kom ikke helt så tæt. De nev dog alle godt, og jeg prustede godt, hver gang der kom en ve!
Jeg kunne også mærke, at de "gjorde noget". Der kom mere tegnblødning og slim i løbet af dagen, og da vi nåede aftenen, kunne jeg mærke, at barnet var gledet så langt ned, at det gjorde sindssygt ondt ved skambenet, hvis jeg f.eks. forsøgte at sidde på en spisebordsstol. Jeg havde det absolut bedst liggende på siden på sofaen.
Først på aftenen ringede jeg til fødegangen for at "advare" dem om en snarlig hjemmefødsel og for at fortælle, at jeg ikke har fået ilt og sug leveret endnu. Jeg snakkede med en meget sød jordemoder og forklarede hende, hvor forvirret jeg var over denne meget lange opstart af fødslen, og jeg fortalte, at nu var jeg ved at være træt af det, så jeg havde bestemt mig for at føde i løbet af natten!
Jeg blev spurgt, om jeg gerne ville have en jordemoder ud med det samme, men jeg takkede nej. Jeg kunne slet ikke kende min krop i forhold til de andre fødsler, og jeg havde ingen idé om, hvor langt jeg var.
Jeg ville i hvert fald ikke lokke en jordemoder helt her ud for bare at få at vide, at jeg måske kun var 2 cm åben, eller spilde en jordemoders tid ved, at hun kunne sidde i min stue hele natten, uden der skete mere! Fødegangen ville dog sørge for, at der blev bragt ilt og sug ud med det samme, så det i hvert fald var på plads.
Efter at have snakket med fødegangen hjalp Thomas (min mand) og jeg hinanden med at få fødekaret slæbt ind i stuen (heldigvis var den kommet op af kælderen og havde stået de sidste dage i udestuen, så det var ikke mange meter, det skulle flyttes).
Thomas gik op i seng for lige at få en lille en på øjet, inden det store show skulle begynde, og imens lå jeg på sofaen i stuen kun med en masse stearinlys tændt og Deep Forrest på CD-afspilleren og prustede til mine veer, der stadig kom lige uregelmæssigt.
Hver gang, der kom en ve, forrestillede jeg mig en blomst, der skulle åbne sig, eller en bølge, der kom brusende, og forsøgte at sætte lyd på min vejrtrækning, men frustrationen over ikke at vide, hvornår den næste ve ville komme, eller hvor længe den ville vare, gjorde, at min meditation bare slet ikke virkede, som den "plejer" at gøre, når jeg føder.
På et tidspunkt kom jeg så meget lyd på min vejrtrækning, at Thomas blev vækket. Så mente han, det var tid til at ringe til fødegangen igen! Jeg ville dog stadig gerne vente lidt, så jeg blev liggende på sofaen og prustede videre. Veerne kom nu lidt tættere, 3-10 minutter imellem, og de varede ½-1½ minut. Imens begyndte Thomas at fylde karet, dække gulvet af med plast og finde håndklæder og vasketøjskurven frem, der skulle fungere som skraldespand.
Ved 2-tiden om natten ringede jeg igen til fødegangen. Det eneste, jeg havde lyst til, var at komme i karet. Jeg havde dog læst flere steder, at det varme vand kunne få veerne til at stoppe, hvis man ikke var langt nok i forløbet, og den risiko ville jeg ikke løbe med alle de veer, jeg allerede havde haft!
Jeg havde brug for at blive bekræftet i, at et lavement og et fødekar var på sin plads på nuværende tidspunkt. Jeg fik ikke fat på en jordemoder, men hende jeg snakkede med fik mit telefonnummer og lovede, at "min" jordemoder ville ringe til mig. I Viborg Amt er det den jordemoder, der er på døgnvagt, der bliver kaldt ud til hjemmefødsler.
Der går ikke mange minutter, før hun ringer. Hun siger, jeg skal lytte til min krop, selvom hun ikke synes, jeg lyder som om, jeg er i fødsel (imens jeg taler med fødegangen og bagefter jordemoderen, har jeg ikke skyggen af veer!), men er det karet, jeg trænger til, skal jeg bare hoppe i! Og så er det forresten godt, jeg ringer og vækker hende nu, for hun bor i Nordjylland og har langt at køre.
Jeg bliver enig med mig selv om lige at tage et par veer mere på sofaen. Thomas sætter Beatles på afspilleren og går op for at spille lidt computer.
Ved 3.30-tiden ringer jordemoderen Anna igen. Jeg tager telefonen samtidig med, at der kommer en ve, og det første hun siger er, at "nu pruster jeg da lidt mere". Hun er nu på fødegangen og keder sig lidt, som hun siger, hun er jo kommet ind kun for mig og spørger, om ikke hun må komme ud til os. Er jeg ikke tæt på at føde, kan hun jo bare køre igen.
Kl. 4.20 er hun her. Hun undersøger mig indvendigt, i øvrigt den eneste gang jeg bliver mærket på - hurra for ønskesedlen for fødslen! Jeg er 5 cm åben. Lidt en nedtur, for det troede jeg jo egentlig, jeg allerede var fredag aften. Hun mærker også på maven og skyder baby til ca. 4 kg. Så pakker hun tasken ud, og vi må konstatere, at vi nok kommer til at føde uden ilt og sug i huset, for det er selvfølgelig ikke kommet!
Hun tager sine hjemmesko på, vælger en bog i reolen og sætter sig over i hjørnet af stuen. Så kan vi jo sige til, hvis vi skal have hjælp til noget.
Jeg tager en lille time mere på sofaen og beder så Anna om hjælp til lavementet - jeg vil ikke risikere at forurene vandet i fødekaret, så jeg ikke kan føde deri. Efter en tur på toilet og derefter under bruseren med rigtig mange veer, kan jeg endelig komme i det varme lindrende vand.
Klokken er nu 5.20, og jeg når kun lige at sætte mig, før styrken og længden af veerne bliver skruet op. Heldigvis er det som om, at mine meditationstanker om ting, der åbner sig, pludselig begynder at virke.
Et par gange i løbet af den næste times tid vil Anna høre hjertelyd. Jeg holder selv doptone-lytteren, så hun kan blive siddende i lænestolen. Jeg synes, det er rart, at hun er der uden dog at komme tæt på.
Vi havde under plastikposen i fødekaret lagt to skumunderlag på kryds, så det ikke var så hårdt at sidde i, men jeg får dem hurtigt møffet rundt, og i løbet af ½ time er den ene allerede blevet skubbet op og ud af karet, uden plastikken har taget skade. Det samme gjaldt den skum-rør-isolering, vi havde sat på kanten af karet. Den holdt en ve, og så blev den kylet væk, og i stedet blev et håndklæde lagt over kanten, som jeg så hvilede nakken på.
Kl. 6.30 begynder det at presse, og jeg presser med. Jeg kan huske, jeg tænker: "Hvorfor, hvorfor skulle jeg dog have et barn mere?!". Jeg står på knæ i karet med den ene hånd på bunden og den anden på kanten. På et tidspunkt, mens jeg presser i denne stilling, kigger jeg ud af vinduet. Solen er ikke stået op, men det er så småt begyndt at lysne, og æbletræerne i haven står som sorte silhuetter mod himlen - hvor er jeg glad for at føde hjemme!
Anna tager vandet, og nu gør det rigtig ondt. Jeg prøver at sætte den ene fod på bunden, mens jeg presser, og jeg bruger mund. Jeg skiftevis bander som en havnearbejder og brøler som en brunstig ko! Jeg mærker efter med en finger og kan mærke barnets hoved lige inden for, og selvom det virker opløftende, jamrer jeg flere gange, at jeg slet ikke tror, den kommer ud nogensinde.
Anna foreslår, at jeg skifter stilling. Hun vil have, jeg skal sidde på hug med ryggen mod karets kant, og Thomas skal holde mig under armene, så jeg ikke glider under. Hvordan jeg får mig vendt, ved jeg ikke, men denne stilling virker ret godt, og kl. 6.44 tager jeg selv mit barn op på brystet.
Vi skal da lige se, hvad det blev - en dreng, ligesom jeg havde haft på fornemmelsen. Jeg tror, det er her, Thomas for første gang siger, at han nu er glad for, vi valgte en hjemmefødsel, og at vi bestemt også skal føde hjemme næste gang! Godt så, så behøver jeg ikke tage diskussionen med ham, om vi skal have barn nummer 5!
Vi sidder lidt i karet og sunder os. Anna siger, at det var sjovt at se det lille ansigt komme ud (?) - først forstår jeg slet ikke, hvad hun fabler om, men hun fortæller, at han kom ud som stjernekigger, så hun var den første, der så hans lille rynkede ansigt. Det var sikkert derfor, det gjorde så ondt ved skambenet og i så lang tid!
Jeg får derefter hjælp til at komme ud på den madras, der er blevet lagt på gulvet lige ved siden af karet. Da navlesnoren er stoppet med at pulsere, klipper Thomas den, og der bliver taget blod fra den både til blodtypebestemmelse (jeg er rhesus negativ) og til IgE. Næsten samtidig med, jeg føder moderkagen, træder min konsultationsjordemoder Dorthe ind af døren. Anna har fri kl. 7, og jeg er så heldig, at det er min egen jordemoder, der skal "gøre mig færdig".
Thomas ringer ned til Line for at fortælle, at vores tre dejlige unger har fået en lillebror, og beder dem lige vente en lille times tid med at komme hjem, så vi lige kan nå at få ryddet lidt op, inden de kommer. Anna, der jo har fri, stråler lige så meget som os nybagte forældre. Hun har lige haft sin første hjemmefødsel og sin første vandfødsel! Hun skal i hvert fald hjem og ringe til sin mor, siger hun.
Jeg er gået lidt i stykker og skal syes et par sting, sikkert fordi lillemanden ikke vendte helt, som han skulle, da han skulle ud! Madrassen bliver flyttet op på spisebordet, og jeg bliver lappet sammen af Dorthe. Imens spiser Thomas og Anna morgenmad i køkkenet, og lillemanden sutter lystigt ved mit bryst.
Jeg har det rigtig godt og smutter i bad, straks efter Dorthe er færdig med at sy. Det giver så Thomas en chance for at hilse rigtigt på sin yngste søn. Da jeg kommer ud fra badet, er der næsten ryddet helt op i stuen. Karet mangler som det eneste at blive tømt, og Dorthe er ved at måle og veje babyen; 4.100 gram og 54 cm stor og sund dreng, har vi fået.
Jeg føler pludselig, at jeg er ved at dø af sult! Jeg hælder en masse saftevand, kaffe og resten af de boller, Thomas havde smurt, indenbords, og installerer mig så på sofaen, som er blevet redt op til mig.
Vi bliver enige om, at lillen skal hedde Bror - et af de drengenavne, der har spøgt det meste af graviditeten. Thomas har dog allerede sendt mails med billeder af vores lille ny ud til gud og hver mand med overskriften "Sejrs første dag"! Det må han jo så rode sig ud af senere.
Ved 9-tiden er Dorthe færdig med papirarbejdet, stuen er ryddet op, alle er spist af - også Bror - og hun pakker sammen og tager afsted. Hendes 2CV er kun lige kørt ned af grusvejen, da Line og alle ungerne (mine 3 store og hendes 2) kommer myldrende ind i stuen for at se lille Bror.
Et par minutter er der larm og kaos, men på den gode måde (!). Line smutter igen med sine drenge, og så er vores familie for første gang alene rundt om den lille ny. Jeg sidder midt i sofaen (med de ondeste efterveer) med mine 4 skønne unger rundt om mig. Nu er jeg pludselig ikke længere i tvivl om, hvorfor jeg skulle have et barn mere!
Sarah, nu mor til 4.
24-11-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025