Efter lang tids fertilitetsbehandling var der endelig en positiv test. Jeg skulle scannes på klinikken, da jeg var i 8. uge. Vi vidste, der var god chance for tvillinger, da der var to æg ved insemineringstidspunktet.
Lægen scannede vaginalt, og vi så hurtigt, at der var to. Så kom beskeden: Der er tre, der er også fire. Han fjernede scanneren, så jeg så kun de tre. Vi var i chok, og med benene i bøjlerne begyndte jeg at tude. Hvad søren skulle vi dog gøre?
Lægen fortalte os meget hurtigt om muligheden for fosterreduktion, dvs. fjerne to fostre, så vi skulle have tvillinger. Han tilbød os en scanning to uger efter. Hvis vi valgte reduktionen, skulle den foregå om fire uger.
Vi talte frem og tilbage, og han gav os et rigtig godt råd: Lad være med at fortælle det til nogen. Det er jeres beslutning, og andre kan ikke tage den for jer. Hvis I fortæller, der er fire, og at I skal igennem fosterreduktion, vil I møde mange fordomme, bekymringer osv.
Først tænkte jeg, at han måtte være åndssvag. Hvordan skulle jeg kunne lade være med at fortælle det til nogen? Set i bakspejlet var det et rigtig godt råd, som jeg ville give til andre, hvis nogen spurgte mig, hvad de skulle gøre.
I bilen hjem besluttede vi os for ikke at fortælle noget og ikke at læse noget om fosterreduktion endnu - det kunne jo være, at naturen gik sin gang og tog beslutningen for os.
Det var to uger med en mærkelig ventetid. Vi fortalte familien, at vi skulle have tvillinger, og mødte mange bemærkninger om vi nu var sikre på, at der ikke var tre. Vi ved, de mente det for sjov, men det var ikke sjov.
Ved den næste scanning var der stadig fire levende fostre. Så henvisningen til hospitalet var en realitet. Brevet om hvornår og hvordan kom hurtigt - og så var der igen to ugers ventetid.
Disse to uger brugte vi på at lede med lys og lygte efter oplysninger på nettet, og vi fandt kun en dansk side, hvor vi kunne læse ikke kun om selve indgrebet men også om andres tanker. Da der kun foregår ca. 20 fosterreduktioner om året i Danmark, og at det primært er trillingegraviditeter, der bliver reduceret, var undersøgelserne amerikanske men stadig brugbare.
Blandt andet læste vi om, hvordan forskellige par tacklede det, om de fortalte det til nogen, skyldfølelse osv. En udtalelse rørte mig: Hun var blevet spurgt, om hun virkelig mente, hun kunne lege Gud og bestemme, hvem der skulle leve, og hvem der ikke skulle. Til det havde hun svaret, at det havde hun jo allerede gjort ved at vælge fertilitetsbehandling.
Da vi skulle på hospitalet, var det med blandede følelser. Vi startede på ultralydklinikken, hvor overlægen skulle scanne for at se, om der stadig var fire og måle nakkefolden. Det var en lang scanning og meget hårdt at se alle fire fostre hygge sig og slå kolbøtter. De tre havde en lav risiko og den sidste en lidt højere, men ingen der sprang markant ud.
Hun fortalte senere, at hvis alle fostrene har det fint, og der ikke er en, der skiller sig markant ud, så tager de de øverste, da de skal tænke på den væv, der efterfølgende opstår. Det er ikke godt, at den ligger foran livmoderhalsmunden.
Efter scanningen havde vi en lang snak, hvor hun fortalte os nogle fakta om den meget forhøjede risiko for at miste alle fire fostre og for tidlig fødsel, hvis vi valgte at gennemføre firlingegraviditeten. Gennemsnitlig bliver firlinger født i 29. uge, og det er søreme alt for tidligt.
Det er ikke ofte, at der i Danmark er firlinger, så derfor ser de på amerikanske erfaringer, hvor fertilitetsbehandlingen er mere aggressiv, og der oftere opstår mangelinger. Der siger erfaringerne, at jo flere fostre der er før indgrebet, og jo flere fostre der er efter indgrebet, jo højere er risikoen for, at det kan gå galt for de resterende fostre.
Dvs. fra firlinger til tvillinger stiger risikoen fra 5,6 (som den er fra trillinger til tvillinger) til ca. 8,2. Jeg tror, den ville være lidt lavere, hvis vi valgte kun at have en tilbage, men det var fuldstændigt utænkeligt.
Vi havde sådan set besluttet os inden, og samtalen bekræftede os i, at det var det rigtige, vi havde valgt.
Jeg var udmattet, da jeg kom hjem, og sov et par timer. Jeg troede ikke, jeg ville kunne sove om aftenen, men jeg gik ud som et lys.
I bilen næste morgen talte vi meget om, hvad det var, vi skulle igennem. Vores hjerner er fuldstændig afklaret med, at det er den rigtige beslutning. Hjerterne følger dog ikke med, og vi snakkede og snakkede - nærmest som om vi skulle overbevise os selv om og om igen om, at det er det rigtige, vi gør. Jeg blev ked af det og syntes lige pludselig, det var meget uoverskueligt, og alligevel "glædede" jeg mig til, det var overstået.
På gynækologisk klinik fik jeg en seng, og så måtte vi bare vente, indtil de havde tid på klinikken. Vi lå sammen i den lille seng og slappede af. Det var jo ikke til at vide, hvor lang tid vi skulle vente. Pludselig kom sygeplejersken og sagde, at nu havde de pludselig fået et hul i programmet, og det skulle gå stærkt. Jeg fik sygehustøj på, et par beroligende piller og skulle have lagt et drop. Så kom portøren, og turen gik mod ultralydklinikken.
Her kom overlægen, en ny læge og en sygeplejerske og tog imod os. Jeg lå i sengen på gangen lidt, og der kunne jeg slet ikke tænke. Jeg græd, og det hele var bare for mærkeligt. Jeg fik noget mere beroligende, og jeg var meget groggy. Heldigvis var der ikke noget fjernsyn, så vi kunne ikke følge med i indgrebet. Det ønskede ingen af os heller ikke.
Jeg syntes, lægerne gjorde det godt. Hun sagde, når hun stak, og ellers var det meget få ord, vi hørte. Jeg lå for det meste med lukkede øjne og græd. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle holde øje oppefra. Jeg oplevede indgrebet som hurtigt overstået, og de fortalte, at det gik som planlagt. Fire var nu blevet til to.
Bagefter var jeg helt tom. Jeg skulle ligge et par timer inden en ny scanning. Jeg prøvede at sove, da jeg stadig var groggy og træt, men jeg kunne slet ikke tømme hovedet for tanker, så jeg kunne slappe af. Alligevel kan jeg i skrivende stund ikke huske, hvad jeg tænkte - jeg var bare tom.
Den næste scanning viste, at indgrebet var gået som planlagt, og fire var stadig blevet til to. Jeg kunne tage hjem, når jeg var klar. Jeg fik en tid til scanning to uger efter og en sygemelding i to uger. Desuden måtte jeg ikke lave noget, og jeg skulle slappe af de næste to uger.
Den efterfølgende scanning viste to levende fostre. Resten af graviditeten var en almindelig tvillingegraviditet, og jeg har i dag to raske drenge. Vi har stadig ikke fortalt dette til nogen, og vi holder fast i vores beslutning. Vi tænker ikke så meget over det, men når vi kommer i tanke om det, er vi stadig enige om, at det var det rigtige, vi gjorde.
Vores drenge er raske, og vi ville for alt i verden aldrig undvære dem. Om vi skal have flere børn, har vi endnu ikke besluttet, at vejen igen vil være fertilitetsbehandling, og vi vil ikke igennem forløbet igen - det er hårdt!
Grunden til, at jeg vælger at fortælle min historie, er for at belyse bagsiden af fertilitetsbehandlingen. Jeg prøver ikke at formane nogen noget, jeg vil bare, at der måske kommer mere opmærksomhed på emnet og de svære valg, man kan komme til at stå overfor, når der gøres så meget for, at vi kan blive gravide.
Desuden for at andre, der står overfor denne beslutning, kan læse om vores forløb, og forhåbentlig hjælpe dem med at træffe den rigtige beslutning for dem. For jeg manglede VIRKELIG læsestof, da vi skulle beslutte os.
20-12-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025