Skrevet af Ann
Mine forældre fik mig sent. Min mor var 40, min far 55, og jeg var bestemt ikke planlagt. Min mor kaldte mig engang et heldigt uheld, hvilket nok beskriver det meget godt.
Det, at mine forældre var "gamle", gjorde, at jeg ret tidligt var klar over, jeg nok ikke havde dem, især min far, så længe som andre børn, men jeg havde nu regnet med at have bare en af dem lidt længere.
Jeg mødte min mand, da jeg var 18 år gammel. Efter et år begyndte vi på "projekt baby". Det viste sig ikke at være så let. Jeg var meget opslugt af temperaturskemaer, hormoner og håbet hver måned.
Cirka samtidig med begyndte min mor at have ondt i ryggen. Ikke helt unaturligt, eftersom hun havde været hjemmehjælper i 25 år. Hun kom til læge, blev henvist til kiropraktor og fysioterapeut, men ingen af dem turde røre hende, da hun havde utroligt mange smerter.
Min mor lå i sengen stort set hele tiden. Hun skreg af smerte på trods af morfin. Hun blev hjemme fra sine børnebørns (mine brødres børn) fødselsdage. Den eneste gang hun i løbet af sommeren tog nogle steder hen, var på min 20 års fødselsdag. Vi havde lige købt lejlighed, og den ville hun se. Hun lå på min sofa hele dagen.
Hendes kollegaer fik under et meget stort pres hendes læge til at tage en blodprøve, for det kunne umuligt være kun et hold i ryggen. Så snart han havde svaret, kørte han ned til mine forældres hus fulgt af en ambulance. Min mor blev indlagt en søndag i midten af august. Hun blev undersøgt på kryds og tværs, og et par dage efter blev hele familien indkaldt til møde på sygehuset for at få at vide, hvad udsigten var.
Hun havde kræft i nyrene. Behandlingsmulighederne var gode. Et par dage efter skulle hun til et andet sygehus for at hører nærmere. Jeg valgte at mødes med mine forældre der, da jeg boede tæt på. Den dag blev jeg voksen - en kliche, men...
Efter lang tids venten blev vi ført ind i et lille bitte lokale uden vinduer. Vi ventede i en evighed mere. Min fars mave rumlede. Min mor begyndte at have ondt, da hun ikke havde fået morfin med fra hendes eget sygehus. En fremmed fortravlet læge kom ind. "Ja fru..." (tjek i papirene efter hendes navn) "Olesen. Det ser jo ikke alt for godt ud. Vi kan desværre ikke tilbyde andet end smertelindring! Har I nogle spørgsmål?".
Ja, omkring en milliard, men vi var for omtumlet til at få nogle formuleret. Han fik snakket lidt om spredning osv., og at min mor ville få besked om resten af den læge, der var på hendes eget sygehus.
Så blev hun kørt ud på gangen, fordi rummet skulle bruges til en anden patient. Der blev ringet efter en sengeambulance, da min mor havde for mange smerter til at kunne transporteres på en båre, for slet ikke at tale om at sidde op.
Der er i det amt 3 sengeambulancer, så ventetiden var lang. Min mors smertestillende virkede slet ikke mere, men mine forældre kunne ikke drømme om at bede om noget. Jeg kunne til sidst ikke holde ud at se hende lide, så jeg fandt en sygeplejerske og bad om noget morfin. Jeg fik at vide, at der ikke var en læge på afdelingen længere, men hun kunne da få et par panodiler.
NEJ! Det kunne hun ikke bruge til noget, så jeg bad hende om at få en læge ringet ned, ringe til hendes eget sygehus, hvad som helst. Hun kiggede ned til min mor, som på det tidspunkt lå og hulkede ned i puden af smerter, og styrtede efter en læge. Derefter gik det mere effektivt, og de fik endda lidt at spise.
Sengeambulancen kom endelig, og jeg tog hjem. Da jeg kom hjem, ville jeg tømme opvaskemaskinen, og mine tallerkener måtte lade livet. Hvordan i alverden skal man reagere på beskeden om, at ens mor skal dø? Hvordan skal man reagere på, at ens forældre bryder grædende sammen? På at ringe til sine søskende og give den besked videre?
Og på frustrationen over, hun ikke kunne have fået den besked på eget sygehus med os alle sammen omkring hende og af personale, der kendte hende? Det fik vi alle senere mange gange en undskylning for af hendes egne læger. Der var ikke blevet talt ordenligt sammen.
Min mor havde på det tidspunkt været indlagt i 2 uger. Vi samledes igen hos hende for at få at vide, hvor slemt det så ud. Kræften havde spredt sig fra nyrene til rygmarven og hoftetebenet. Kræfttypen var den mest aggressive og den mest smertefulde. Den sad omrking en bunke nerver, så det var ikke uden grund, min mor havde skreget af smerter.
I midten af september var min mor ret afklaret. Hun ville gerne have styr på alt det praktiske, rengøring hjemme, at min far spiste, forsikring osv. Vi regnede alle med, hun havde et par måneder. Hun regnede med som minimum at se de 2 nye børnebørn, der kom i starten af november, men...
Den 21/9-1999 var det slut. Min mands 25 års fødselsdag. Jeg var inde på et andet hospital til fortjek for en knæoperation. Min bror ringede til min mand på hans job. Min mand kom ind og hentede mig på ambulatoriet for at fortælle mig, at min mor var død.
Min far var ikke nået derud, hvilket han aldrig tilgav sig selv. De næste par dage var meget hektiske. Begravelsen skulle planlægges, og min far skulle ikke være alene. Jeg flyttede hjem et par dage, men efter begravelsen ville han gerne være alene.
Min far blev 10 år ældre i den tid. Min mor blev 60 i juli, hvor hun døde i september. De havde så mange planer om, hvad de skulle, når hun kom på efterløn. Min far var slet ikke gearet til at være alene. Når man gifter sig med en 15 år yngre kvinde, burde man være sikret at dø først, sagde han igen og igen. Det var også det, de havde planlagt efter. Min mor vidste helt præcist, hvad hun ville lave for at holde sig i gang som enke. For min far var det et granatchok.
I november havde jeg endelig en positiv graviditetstest. Vi jublede og mente virkelig, jeg havde fortjent noget godt efter at miste min mor. Det holdt desværre ikke. Den 30/12 aborterede jeg.
De næste 6 måneder kan jeg ikke huske. Jeg gik helt i sort. Jeg klarede det, der skulle klares, men var ikke tilstede. I forsommeren kørte min mand mig til læge, som henviste mig til den psykiatriske skadestue. Jeg ville ikke have medicin, da vi stadig prøvede på at få et barn, så jeg kom i samtalebehandling, hvilket bestemt også hjalp.
I sommeren 2000 blev jeg 21. Vi blev enige om at blive gift, da vi begge havde prøvet at miste en forælder. Vi ville gerne have det let papirmæssigt i tilfælde af... Plus, at hvis vi skulle ende med ikke at kunne få børn selv, ville vi have overholdt den 3 års ægteskabsgrænse, nogle lande har, når jeg blev 25 og dermed gammel nok til at adoptere.
Datoen til bryllup blev midt i oktober. Ugen før kom en meget overraskende positiv test. Vi jublede lidt mere forsigtigt med god grund. 4 dage før brylluppet den 8/10 begyndte jeg at bløde kraftigt. Det viste sig, at fosteret sad uden for livmoderen, og jeg var heldig selv at bløde alt ud uden at miste en æggeleder.
Jeg mistede en del blod og var nok verdens blegeste brud, men gift blev jeg. Min far fik konstant noget i øjet - at stå ved, han græd, ville han ikke. Min mor var meget savnet den dag.
Vi tog på bryllupsrejse, og da vi kom hjem, var min morbror død og begravet af samme (ikke genetiske) kræftform som min mor. Da vi tog afsted, vidste vi, han havde kræft, men ikke hvor meget.
Da vi kom hjem fra bryllupsrejse, knækkede jeg sammen. Min mand ville ikke længere forsøge selv at få barn, da det sidst havde været for tæt på at gå helt galt. Han ville ikke risikere mit helbred, men tanken om ikke at skulle få barn knækkede mig.
Heldigvis er p-piller et stykke tid om at virke 100%, ihvertfald for mig, så en positiv test mere, og den her gang holdt det. Den 30/12-2001, 2 år efter første gang det gik galt for os, fik vi en dejlig dreng. Så begyndte det endelig at lysne. Jeg var så overlykkelig over ham, og kunne slet ikke forestille mig, hvad der kunne ødelægge den lyserøde sky, men...
Jeg var 22, min søn var 2 måneder, jeg sad og ammede ham, telefonen ringer, har sat mig uden for dens rækkevide. Min mand tager den og siger, at det er min bror. Hmm sært, det er ikke hver dag, han ringer. Han plejer at få sin kone til det, da han hader telefonen.
"Øhh, Fatter sku gå hen og dø i nat", sagde han. "HVAD!?", sagde jeg. "Det kan han ikke, han var her i aftes, og der havde han det fint".
Min far havde fået en blodprop, mens han gjorde sig klar til at gå i seng. Vi tog derud. Da vi kom, var min far stadig på badeværelset. Bedemanden havde ikke været der endnu. Jeg tænkte ikke over det, da min dreng skulle skiftes, så jeg gik bare ud for at hente et håndklæde. Hvor min mor lignede sig selv og så fredfyldt ud, var min far det stik modsatte. Han havde haft hovedet ned ad, fra han faldt, til min bror fandt ham dagen efter. Han lignede slet ikke sig selv.
Min fars død og begravelse var mere hektisk end min mors, både fordi jeg havde min dreng, planlagde dåb osv. hjemme, og fordi mine brødre og jeg selv stod med det hele. Da jeg "bare" gik hjemme, hang meget på mig.
At få tømt deres hus, sorteret alting, få det solgt, skifteretten, opsigelse af diverse abonnementer, urnenedsættelse osv.
Jeg fik konstant brystbetændelse, da vi tømte hus i weekenden. Varmen var slukket i hverdagene, så det passede med, når vi var kørt derud, var min søn sulten. Det var hundekoldt. At amme i bilen slog mig ikke.
Efter min fars død blev jeg bange for at miste flere. Så bange, at jeg udviklede angst. Den kunne jeg kontrollere, så længe jeg gik på barsel, men da min barsel sluttede, kollapsede jeg. Jeg burde vel med tiden havde lært mig selv så godt at kende, at jeg kunne reagere, før jeg gik helt ned, men nej.
Jeg blev sygemeldt, kom ind i revalideringssystemet og var godt igang med at lægge en plan, da jeg noget overraskende fandt ud af, jeg var graivd igen. Jeg havde menstruation en gang. Vi havde aftalt ikke at gøre noget for at undgå et barn mere, men vi regnede slet ikke med, det kunne ske så hurtigt.
Den 8/10-2003 fik jeg min lille prinsesse. Endnu en gang på årsdagen for en abort. Da var det kun 4 år siden, min mor døde. Så på 4 år mistede jeg begge mine forældre, fik 2 skønne unger og blev gift.
Efter vi fik vores datter, mente jeg, det var tid til, der ikke skete noget epokegørende i et par år.
Ud over 2 flytninger, 1 meget uventet fyring (mandens), sønnens svære astma, en ikke bestået uddanelse (pga. sønnens astma), en totalskadet bil efter møde med grøften samt en sygemelding med stress, har det også været ret almindeligt ;-)
Jeg har udviklet en lidt sær humor og har udviklet et forhold til min lidt for overaktive skæbne-engel. Jeg tror, hun ser for mange TV-serier. Men hvis alternativet er diverse reality-serier, er det vel det bedste alternativ? ;-)
23-12-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025