Skrevet af Janne
Tiden op til fødslen
Tiden går, og vi nærmer os stille og roligt terminen den 22. december 2005 og dermed også julen. Jeg har det godt med min graviditet. Det er lidt hårdt, når jeg også har en pige med gang i på knap 3 år, men det går nu rimeligt.
Jeg er begyndt at tænke meget på den forestående fødsel. Min første fødsel gik stærkt. Rikke er født på 1 time og 57 minutter fra første ve. Vi nåede mirakuløst ind på sygehuset, og hun var født 12 minutter efter, at jeg ankom til fødegangen.
Jeg bekymrer mig over, hvornår fødslen mon går i gang. Bliver det, mens jeg ikke er hjemme, eller måske er hjemme alene, og i værste fald hjemme alene med Rikke? Jeg håber, den går i gang sent om aftenen eller om natten, hvor Rikke sover, og far er hjemme.
Jeg er bange for at gå i panik, når den voldsomme smerte kommer. Smerten ved min første fødsel var meget voldsom og intensiv, og jeg var, under fødslen den gang, meget bange, da jeg ingen forventninger og anelser havde om, at det kunne gå så stærkt. Jeg husker smerten, som var det i går. Måske det egentlig er den første fødsel, jeg tænker mest over.
Jeg tænker meget over, at vi denne gang skal vente på en babysitter, før vi kan tage af sted til fødegangen, og mon jeg så når derop? Vi har en aftale med farmor, der altid kan komme i løbet af 15 minutter.
Jeg ville ikke være rigtig glad for at føde hjemme. Jeg har simpelthen for mange oplevelser fra mit arbejde som neonatalsygeplejerske, så jeg er at betegne som arbejdsskadet. Jeg har stået med mange nyfødte, for hvem det ville have forværret deres situation, hvis de var blevet født hjemme.
Jeg håber, at jeg denne gang vil få bare nogle små tegn på, at fødslen så småt er gået i gang, så jeg er forberedt, når det går løs. Jordemødrene, jeg har snakket med, mener alle, at jeg også denne gang vil føde hurtigt - måske endda hurtigere end sidst.
Men jeg er også ved at være lidt "utålmodig". Med termin så tæt på jul ville jeg virkelig gerne føde før. Min første blev født 9 dage før termin, så det ville være perfekt, hvis det kunne ske igen.
Den kommende far, Henrik, har denne gang budt på, at det bliver den 10. december. Da vi ventede vores første, havde han måneder forinden budt på en dag, og han fik ret, så jeg burde nok tro på ham.
Min første nat på en fødegang
Natten mellem den 7. og 8. december får jeg regelmæssige veer. Jeg er ret sikker på, at det er veer, men alligevel er jeg lidt i tvivl. Regelmæssigheden og længden samt placeringen af smerten gør det til veer, men smerten er ikke meget slem.
Nu har jeg jo desværre ingen erfaring med normale veer, da jeg ved første fødsel kun nåede at have ganske få meget meget kraftige veer, inden jeg fik vestorm og presseveer. De veer, jeg har denne nat, er ikke særlig lange og som sagt ikke specielt smertefulde. Jeg trækker da vejret langsomt og dybt, men det er slet ikke uudholdeligt på nogen måde.
Vi kører som aftalt med min konsultationsjordemoder på første ve, dvs. efter farmor var kommet. På fødegangen undersøges jeg ved ankomst, ca. 1 time efter første ve, og hun skønner mig til at være i fødsel ud fra, at jeg har regelmæssige veer hvert 5. minut og er 3-4 cm åben med kun ½ cm tilbage af min livmoderhals. Jeg er meget moden til at føde.
Henrik og jeg tænker selvfølgelig, at det bliver nu denne nat, og jeg får måske en næsten normal fødsel, for indtil videre går det jo stille og roligt. Alt for stille og roligt, for efter 5½ time med veer hvert 5. minut går det hele i stå. Jeg går rundt for at se, om det kan sætte det lidt i gang igen, og de giver mig lavement for at provokere til yderligere veer. Men nej - det er til vores store overraskelse gået i stå.
I mellemtiden er der mødt en anden jordemoder ind til dagvagten. Hun undersøger mig, og der er intet sket, siden jeg blev undersøgt første gang. Jeg er moden, åben og klar til at gå i fødsel, men det er gået i stå. Jordemoderen kan ikke sige, om det går i gang i dag eller om 1 uge. Jeg kan gå og være så moden og åben, som jeg er, uden der nødvendigvis sker noget foreløbig.
Hun forklarer, at de veer, jeg har haft, simpelthen ikke er gode, lange og stærke nok til at sætte fødslen i gang, så jeg skal komme igen, når jeg få gode veer (kraftigere og længere veer), eller når vandet går. Den besked viser sig senere at få stor betydning for min fødsel - ja den fik store konsekvenser.
Jordemoderen er ikke i tvivl om, at når jeg får "rigtige" gode veer, eller vandet går, så vil fødslen gå hurtigt. Jeg vælger at køre hjem, da vi bor tæt på og hurtigt kan komme tilbage.
Zoneterapi, hindbærbladte, støvsugning og sex
Jeg er lidt utryg ved at gå og være så moden og klar til at føde, som jeg er. Nu, hvor jeg ved, hvor åben og moden jeg faktisk går og er, er jeg endnu mere bange for, at fødslen går i gang på et tidspunkt, hvor Henrik ikke er hjemme. Vil han så overhovedet kunne nå hjem fra arbejde?
Ved min første fødsel åbnede jeg mig 10 cm på mindre end 1 time, og nu mangler jeg jo faktisk kun 7 cm i at være fuldt udvidet. Det ville nu være rart at få sat lidt gang i det hele, når nu jeg er så klar til at føde.
Jeg tager til julefrokost med arbejdet fredag den 9. december og har en skøn og sjov aften.
Lørdag middag har jeg aftalt zoneterapi hos en bekendt for at se, om vi kan sætte lidt skub i tingene. Hun giver mig ca. ½ times behandling. Så går jeg en rask tur på 20 minutter og herefter yderligere ½ times zoneterapi på de områder, som kan modne og stimulere en forestående fødsel.
Der er under denne seance ingen tegn overhovedet på bare den mindste plukkeve, så nu må jeg vente og se. Har denne behandling en effekt, vil det vise sig indenfor 24 timer, så det er blot at vente i spænding. Jeg kører hjem, spiser frokost, drikker en kop hindbærbladte (det bliver den eneste kop, jeg når at drikke) og sover til middag.
Mens Henrik tager på legeplads med den kommende storesøster, støvsuger jeg huset grundigt. Andre havde foreslået, at jeg kunne gøre hovedrent i køkkenet for at sætte fødslen i gang, men det er nu lidt for meget energi at bruge, så jeg vælger støvsugningen.
Så er det tid til aftensmad, og den store bliver puttet. Vi slapper af, og jeg falder i søvn og sover 1 time på sofaen. Vi går i seng og giver vores sidste bud på at sætte fødslen i gang med lidt stille og rolig sex. Herefter falder jeg i søvn og når at sove 1½ time.
Min uplanlagte hjemmefødsel
Det er nu blevet den 11. december, så Henrik fik altså ikke ret denne gang med hensyn til datoen.
Jeg vågner kl. 02.30 med smerter svarende til dem, jeg havde forleden nat. Smerten går og kommer, så jeg er klar over, at jeg nu igen har veer. Da de hverken er lange eller specielt smertefulde, er det jo blot som mine snydeveer forleden og altså ikke noget, jeg skal køre på, og heller ikke noget, jeg føder af. De kommer kun hvert 15.-30. minut og kræver ingen speciel koncentration eller vejrtrækning, og jeg når uden problemer at falde i søvn imellem.
Sådan bliver det ved, indtil klokken bliver 05.00. Jeg er på toilettet næsten efter hver ve, men der er ingen andre tegn på en eventuel forestående fødsel - ikke engang en smule tegnblødning - end disse veer, der jo ifølge jordemoderen forleden ikke er hverken kraftige eller lange nok.
Fra kl. 05.00 kommer veerne nu med 5-10 minutter imellem, men smerten er ikke anderledes. Det gør ikke rigtig ondt, blot en let smerte i lænden. De er dog regelmæssige nu, men det var de i høj grad også forleden. Jeg er atter oppe og stå og gå rundt flere gange, men det ændrer intet.
Kl. 05.30 skifter veerne styrke fra den ene ve til den næste. De kommer nu hvert 5. minut og er lange og kraftige. Nu skal jeg virkelig bruge energi på at trække vejret rigtigt for at takle smerten. Jeg ligger kort og tænker, at nu må det være nu, for ellers ved jeg virkelig ikke, hvornår jeg skal køre, og hvordan rigtige gode veer føles.
Mens jeg tænker og venter på Henrik, når jeg at have yderligere 4 gode veer, og da den 5. ve kommer, må jeg tage fat i Henrik (der lige er kommet tilbage inde fra storesøsters værelse) og holde godt fast i hans hånd, for den er virkelig kraftig og lang. Jeg trækker vejret, alt det bedste jeg har lært, og han ved nu, hvad der er på vej til at ske.
Klokken er nu 05.55, og jeg fortæller ham i ve-pausen kort om, hvordan natten indtil nu er forløbet, og vi står op. Herefter går det virkelig stærkt, og de næste 45 minutter er de vildeste i mit liv.
Henrik ringer til farmor, der skal komme hurtigt og være hos vores store pige Rikke på knap 3 år. Jeg kalder fra toilettet. Han må komme, da der atter kommer en ve, og jeg må have noget at holde mig til, mens jeg sidder ned. Tilbage på værelset kommer veerne nu med 2-3 minutters mellemrum og er virkelig kraftige. De er lange og meget smertefulde.
I pauserne er der fortsat smerter, men jeg må tage mig sammen og komme videre. Lidt tøj skal jeg jo have på. Jeg får bluse på, og bukserne hjælper Henrik med. Det er over flere gange, for veerne vælter ned over mig. Henrik må ringe til fødegangen, det er jeg simpelthen ikke i stand til, og bortset fra det, vil jeg bruge for meget tid på det. Tid jeg skal bruge på at komme ud af døren. Han ringer til dem ca. kl. 6.10.
Det går nu virkelig op for mig, at jeg atter får en ekstrem hurtig og meget smertefuld fødsel, og jeg bliver for en kort stund bange. Veerne kommer nu uden pause, og jeg står lænet op ad vasken på badeværelset.
Jeg ser nu, at Rikke står i døren ud til badeværelset. Da hun ser mig, fyldes hendes ansigt med angst, og hun ser meget bange og forskrækket ud. Hun løber tilbage til sit værelse og græder. Jeg mister koncentrationen og bliver ked af det. Henrik, der nu føler sig noget splittet, går ind for at trøste hende og kommer tilbage med hende på armen. Hun er nu rolig med en sut og klamrer sig til sin far. Bare farmor snart kommer, for jeg ønsker ikke, at min pige skal opleve noget af det her.
Klokken er 06.15. Pludselig kommer pressetrangen, og jeg må konstatere, at jeg ikke er i stand til at flytte mig bare en meter længere. Jeg skiftevis gisper og trækker vejret, så roligt jeg nu kan. Jeg siger til Henrik, at jeg ikke på nogen måde kan komme ud til bilen. Han må atter ringe til fødegangen og melde, at vi ikke kommer længere. Jordemoderen bliver i røret og bestiller en ambulance ud til os.
Farmor kommer ind af døren og tager Rikke til sig. Hun græder kort, men hun falder hurtigt til ro, og de leger på hendes værelse ved siden af badeværelset. Farmor har siden fortalt, til min store trøst, at Rikke uanfægtet legede videre trods lydene, der kom fra badeværelset.
Klokken er 06.20, og Henrik og jeg må se i øjnene, at dette bliver en hjemmefødsel. Det går virkelig stærkt, og jeg kan mærke, at jeg ikke kan holde igen på pressetrangen, på samme måde som jeg kunne ved min første fødsel. Jeg har konstante presseveer, ingen pauser, bare konstant ekstrem smerte.
Mobilen ligger, så vi kan høre jordemoderen, og hun kan høre os begge to. Ikke at hun kan gøre meget, men psykisk opbakning til mig og lidt vejledning til Henrik er guld værd. Eller også var det bare det at vide, at vi ikke var "alene" om dette. Det var i hvert fald rart. Vi behøver ikke at have telefonen oppe ved øret, og det er godt lige nu, for vi har andet at bruge vores hænder til.
Jordemoderen beder Henrik mærke efter, om han kan mærke hovedet på den lille, så jeg må igen af med de bukser, jeg har brugt så meget energi på at få på. Jeg kan fornemme på Henrik, at han ikke er meget for dette, og han er virkelig meget forsigtig. Jeg prøver selv at mærke efter, og jeg kan mærke den lilles hoved få cm inde i skeden.
Kl. 06.25 går vandet, og pressetrangen bliver mere voldsom. Jeg kan mærke den lille synker længere ned. Jeg står fortsat op. Kan faktisk ikke lige overskue at lægge mig ned. Jeg gisper og gisper og gisper. Prøver at modstå trangen til at presse, men jeg må give efter og presser ganske lidt et par gange. Dette giver herefter korte pauser mellem presseveerne, vi taler sekunder, og jeg får lagt mig ned. Henrik har allerede lagt lidt på gulvet, så jeg ligger blødt med hovedet og overkroppen. Han har taget det nærmeste, der var - vasketøjet.
Jeg lægger mig ned. Jeg kan mærke den lilles hoved lige indenfor i skeden. Henrik kan faktisk se hovedet. Jeg giver efter for pressetrangen og presser. Det føler jeg, at jeg er nødt til, dvs. når jeg ikke kan klare at gispe mere.
Hovedet kommer langsomt frem, og Henrik fortæller jordemoderen, hvor meget han kan se af den lilles hoved. Hun forklarer ham, hvad han skal gøre, når hovedet kommer, for det ender vist med, at han selv må tage imod sit barn. Ambulancen er endnu ikke kommet. Jeg presser og holder godt fast med den ene hånd i puslebordet. Mine ben ryster. Smerten er ubeskrivelig, men jeg ved, at om lidt er det overstået.
Kl. 06.34 kommer ambulance-mændene og begynder at pakke deres ting ud og gøre klar. Der er ikke meget plads på badeværelset, så den ene sidder i gangen, og den anden får klemt sig ned mellem mig, brusekabine, vasketøjskurv og toilet.
Inden ambulance-mændene er klar, presser jeg hovedet ud, og Henrik tager imod det. Et pres mere, og den lille glider praktisk talt ud i hænderne på den ene ambulance-mand, hvis hænder lige når at skifte plads med Henriks.
Vi bliver senere enige om at notere fødselstidspunktet til 06.38, ud fra hvornår ambulancen var der, og jeg kiggede på mit ur kl. 06.40, og der var den lille født. Der bliver helt stille i rummet. Jeg drager et rystet lettelsens suk. Smerten er væk, det er overstået.
Der er taget nogle håndklæder ned fra væggen, som den lille lægges på og pakkes ind i. Ambulance-mændene tørrer den lille og suger med et sug, hvor han skal bruge munden for at danne undertryk. Den lille er fortsat meget stille, og tiden virker som en evighed.
Jordemoderenm, der fortsat er i telefonen, og som nok kan fornemme stilheden, spørger, hvad vi har fået, hvilket vi ikke har skænket en tanke. Henrik åbner forsigtigt håndklæderne og fortæller, at det blev en pige. Jeg havde sådan ønsket mig en pige mere, hvor er jeg glad. Jeg kan ikke selv se hende og har endnu ikke hørt hende og spørger derfor bekymret, om alt er OK.
Ambulance-mændene fortæller, at hun trækker vejret, og at de er ved at gøre masken klar for at give hende noget luft og ilt til at komme i gang på. Kom nu min lille skat. Sig noget. Jeg løfter forsigtigt overkroppen op og kan mellem håndklæderne se et lille fint ansigt. Hun begynder at græde og lave knirkelyde. Jeg ånder lettet op. Jeg holder Henrik i hånden og fælder en lille tåre.
Der er nu godt styr på lillepigen, og de begynder at gøre navlesnoren klar til at blive klippet. Henrik får lov til at klippe. Jordemoderen i telefonen giver de sidste beskeder til ambulance-mændene og siger farvel. Vi ses om lidt.
Min lille pige pakkes ind i noget staniol-lignende papir og tørre håndklæder for at holde varmen. Henrik henter en hue til hendes lille hoved, så hun ikke bliver kold, når vi skal ud og køre. Jeg får nogle trusser på, kommer op og stå og får et tæppe omkring mig.
Den ene ambulance-mand har vores lille pige på armen, og den anden støtter mig sammen med Henrik. Vi går ud fra badeværelset, og jeg kalder på Rikke og farmor. Jeg ønsker, at min store pige skal se, at mor er OK, ikke længere har ondt og kan smile. Jeg ønsker at sige rigtig farvel. Det sidste billede, hun har af sin mor, var et meget angst- og smertefyldt et.
Rikke kommer ud fra sit værelse på armen af farmor og ser sin lillesøster, da hun er blot 15 minutter gammel. Man kan se, at hun ikke helt forstår det, og hun begynder at græde, da jeg kysser farvel.
Vi kommer ind i ambulancen, og jeg ligger på båren på siden med min lille pige godt pakket ind ved siden af mig. Endnu har jeg kun set hendes ansigt. Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne have fået hende op til mig med det samme efter fødslen, men sådan skulle det altså ikke være.
Jeg har en ambulance-mand ved siden af mig. Han holder godt øje med den lille hele vejen til sygehuset. Henrik sidder foran sammen med den anden ambulance-mand.
Den ene ambulance-mand ringer til skadestuen og fortæller, at vi er på vej. Hende, der tager imod beskeden, er en af vores bekendte, der tilfældigvis lige denne nat er på nattevagt. Det var hun også den nat for knap 3 år siden, da vi også kom ind med ambulance for at føde vores første pige. Det er godt nok lidt for pudsigt. Hun tænker da også sit, da hun hører mit navn. Hun tænker - det er da løgn, de gør det da ikke igen.
Vi vinker til hende, da vi ankommer til sygehuset, og er et par dage senere nede og hilse på. Hun hjælper os med at finde navnene på de to ambulance-mænd. Vores pige skal da vide, hvad hendes "jordemødre" hed.
Vi har heldigvis kun knap 4 km til sygehuset. Vi ankommer til fødegangen kl. 07.05. De sidste papirer bliver udfyldt fra ambulance-mændenes side, og de siger farvel.
Jordemoderen, der hjalp os via telefonen, er på stuen. Det er rart at se hendes ansigt og snakke med hende. Hun pakker vores lille pige ind i nogle varme tæpper, og jeg får hende endelig over til mig. Hvor er det skønt at ligge med hende. Jeg pakker hende lidt ud igen og putter hende helt ind til mig.
Jeg føder moderkagen og får et enkelt sting på en lille rift, der bløder. Jeg var under fødslen bange for at gå i stykker, da det gik så stærkt. Henrik kan jo ikke de tricks, som jordemoderen kan. Men jeg slap endnu engang for at gå i stykker.
Der er meget stille på fødegangen. Der er kun én ud over mig, der er ved at føde. Flere personaler på fødegangen kommer ind og ønsker tillykke. De har lyttet med ved telefonen. Dagvagten møder ind. Vi snakker om forløbet og vores oplevelse. Jeg har virkelig brug for at sætte ord på det skete.
Det er tid til at få ordnet den lille. 2.975 gram og 49 cm. 11 dage før termin. Henrik giver hende ble og lidt tøj på. Hun falder i søvn, og vi lægger os til at hvile sammen på sengen.
Henrik og jeg får lidt morgenmad og ringer rundt til den nærmeste familie. Henrik drager hjem for at hvile lidt og gøre klar til resten af dagen, hvor storesøster samt bedsteforældrene kommer.
Jeg får lov til at blive på fødegangen, til det er frokosttid. Der er fortsat stille her, og der er mere ro end på barselsgangen. Det er ikke meget, jeg får sovet. Jeg ligger og kigger på min pige og tænker over hele forløbet.
Jeg kan slet ikke forstå, at det gik, som det gik, men der er så meget, jeg glæder mig over. Jeg kan mærke, at jeg psykisk trods alt har det bedre end sidst, hvor jeg var totalt uforberedt på, at det kunne gå så stærkt. Men jeg havde virkelig ikke troet, at jeg skulle ende med at føde hjemme.
23-02-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025