Skrevet af Stine
Det startede som en helt almindelig onsdag. Jeg var ved jordemoder om formiddagen. Vi snakkede om, at alt gik godt. Der var ingen tegn på, at fødslen nærmede sig. Vi blev enige om, at fødslen nok skulle sættes i gang i uge 38 (jeg var i uge 34+5). Vi aftalte en ny konsultation 14 dage efter, hvor vi skulle snakke om, hvordan en igangsætning foregår.
Jeg gik til fødselsforberedelse hver onsdag, hvor den første time var undervisning og anden time gymnastik i varmtvandsbassin. Denne onsdag den 7. september skulle den første time foregå ved en rundvisning sammen med fædrene på fødegangen og barselsgangen. Jeg havde derfor min mand med i bilen, da vi mødte en af vores venner. Vi sagde, hvor vi var på vej hen. Han sagde "Nå, skal du ud at føde?", og jeg svarede "Nej, der er lang tid til endnu". Det troede jeg i hvert fald!
Kl. 15.00 havde vi overstået rundvisningen. Mændene var kørt, og vi gravide sad i forhallen for at holde en pause. Da jeg rejste mig efter pausen, var det pludselig som om, jeg tissede i bukserne. Men jeg kunne mærke, at jeg stadig skulle tisse. Det blev ved at løbe ud af mig. Jeg sagde til den undervisende jordemoder, at jeg troede, vandet var gået, og at jeg ikke gik med i bassinet.
Derefter tog jeg elevatoren op til fødegangen og bad dem undersøge mig. Det var fostervandet, som var gået, men jeg var ikke åben, og hovederne sad ikke fast i bækkenet. Jeg ringede til min mand. Han tog den ikke, så jeg sendte en sms med beskeden "Kom til fødegangen NU!". Han kom hurtigt meget forvirret til fødegangen, for vi havde jo lige sagt farvel, uden der var tegn på noget.
Jeg fik noget lækkert hospitalstøj på (mit eget var vådt), og der kom en ambulance. Da jeg var under 37 uger henne, skulle jeg føde på et andet sygehus. På vej i ambulancen begyndte mine veer så småt, men jeg kunne stadig have en hyggelig samtale med den ene ambulancefører.
Jeg ankom til sygehuset kl. 17.45 og blev igen undersøgt. Min mand kom lidt senere med alle mine sager. Da der ikke var tegn på, at noget ville ske foreløbigt, blev jeg kørt på svangreafdelingen med besked på at hvile, for det blev nok en lang nat.
Manden kørte hjem til nogle venner for at sove, og jeg forsøgte at finde ro i min seng. Men jeg fik ingen ro, veerne tog mere og mere til. Dog var de noget uregelmæssige med 4, 6 og 7 minutter i mellem.
Kl. 2.00 syntes jeg, smerterne nev noget, så jeg blev kørt på fødegangen. Jeg var allerede 6 cm åben på trods af uregelmæssige veer. Jeg fik ringet efter manden, og han ankom hurtigt efter.
Tiden gik, og der skete ingenting. Jeg havde veer, men de var ikke kraftige nok, og jeg åbnede mig ikke. Jeg fik et lavement og sad lidt på toilettet. Intet skete.
Så var der vagtskifte kl. 7.00. Den nye jordemoder var lidt mere skrap. Hun gav mig vestimulerende drop, og det satte lidt mere gang i det, men stadig ikke nok. Men for dælen hvor kunne de nive nu. Jeg klamrede mig til min lattergasmaske.
De prikkede hul på den anden fosterhinde. Jeg begyndte så småt at få presseveer, men jordemoderen blev ved at sige: "Du er kun 8-9 cm åben, og hovedet sidder i bækkenet". Jeg måtte ikke presse, men det gjorde frygteligt ondt, og jeg kunne næsten ikke holde mig tilbage.
De kørte hele tiden strimler på babyerne, og da Nanna havde siddet fast i bækkenet i godt 2 timer, begyndte hun at blive stresset og få forhøjet hjertelyd. Jordemoderen sagde til sygeplejersken, at der snart skulle ske noget. Det hørte jeg, så jeg bad om at få kejsersnit. Det kunne hun "sandelig" ikke tage stilling til. Derfor bad jeg hende finde en læge, som kunne. Jeg blev enig med lægen om, at kejsersnit var den bedste løsning, så kl. 11.30 blev jeg kørt til operationsstuen. Herefter gik det stærkt.
Jeg fik lagt en rygmarvsbedøvelse. Ikke nemt at sidde med krum ryg midt i en presseve, men det lykkedes, og efter 2 minutter var alle mine smerter væk. Jeg kunne mærke, at de møflede og trykkede noget på min mave, og kl. 11.46 var lille Freya født med et vræl, og 2 minutter efter kom Nanna til verden.
  Jeg fik lige et lille glimt af mine piger, før faren tog til neonatalafdeling sammen med dem. Jeg var glad for, at det var overstået. Jeg var meget udmattet ovenpå de mange timers anstrengelser, så jeg var egentligt glad for at blive kørt til opvågning. Jeg sov i 3 timer.
Pigerne lå på denne neonatalafdeling i et døgn på en varmeplade til observation efter den stressede fødsel. Vi fik efterfølgende at vide, at Nanna havde siddet meget fast i bækkenet og havde været svær at trække ud, så hun havde fået lidt blå mærker og en lidt trykket næse, som dog har rettet sig igen.
Det var en lang og udmattende fødsel, som desværre endte i kejsersnit, men vi fik de dejligste piger ud af det.
20-03-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025