Alma blev født den 18/8-2005 på wc-kummen derhjemme. Det er først i dag, et halvt år efter, at distancen til oplevelsen er så stor, at det har været muligt for mig at beskrive hændelsesforløbet.
I efteråret 2004 besluttede min mand og jeg, at vi ville have vores sidste barn, det tredje.
I begyndelsen af december viste testen positiv. Dejligt!
Graviditeten forløb uden de store komplikationer. Jeg følte mig selvsagt "flodhesteagtig" hen imod slutningen. Og det er forholdsvis besværligt at være træt, når man har to livlige trolde i forvejen.
Jeg havde en vidunderlig sommer, hvor jeg bare gik og glædede mig til at se vores baby. I begyndelsen af graviditeten var jeg helt sikker på, at vi ventede en dreng, men da jeg fik sammenlignet med mavebilleder fra de to foregående graviditeter - en pige og en dreng - blev jeg meget i tvivl om kønnet på maveindholdet. Jeg blev temmelig bred om hofterne og bagen!
En af mine bedste veninder skulle holde bryllup den 13. august, og dette var også datoen for den første udregnede termin. Så igennem sommeren var der lidt ekstra planlægning af bryllup - med eller uden mig og med eller uden mave.
Scanningsterminen endte med at sige den 18. august, og jeg har ikke tidligere født før tid, så jeg regnede da bestemt med at komme til bryllup. Og det kom jeg. Stor og tyk, men jeg var med til langt ud på natten.
I ugen efter bryllupsfesten var både jeg og mand syge. Jeg havde høj feber og bihulebetændelse, og min mand havde lungebetændelse. Altså alt i alt ikke lige et hjem, der var gearet til børn, og da slet ikke til fødsler.
Onsdag den 17. august havde jeg en fantastisk hyggelig sommeraften. Jeg havde fået penicillin dagen før, og den virkede.
Min mand så fodboldkamp på overetagen, og de to unger sov. Jeg drak cafe latte, var på nettet, fik lige renset sofaerne, tørret støv af, drukket en kop hindbærbladte, ordnet planterne og snakket i telefon med gud og hver mand.
Klokken 21 var min faster lige forbi for at hente en DVD-film. Vi skvadrede, og da hun var kørt, tog jeg mit vanlige aftenbad. Hvem har lyst til at komme på hospitalet med stikkende edderkoppeben?
Jeg havde tidligere på dagen en følelse af, at mit ben dinglede og proklamerede da til min mand: "Baby kommer inden de næste 48 timer".
I badet opførte min mave sig lidt mærkeligt. Ikke veer, men lidt længerevarende plukkeveer, som ikke gjorde ondt. Jeg sagde til min mand, da jeg kom ovenpå, at der måske var noget under optræk. De mærkelige plukkeveer kom regelmæssigt, cirka hvert 5. minut, men de gjorde ikke ondt.
Min mor bor i nærheden, og det var hende, der skulle komme og sidde vagt hos de store, hvis vi skulle på hospitalet. Klokken 23 besluttede vi os for at ringe til hende med en advarsel. Vi aftalte i telefonen, at vi skulle ringe sammen ved 7-tiden om morgenen, og at vi ville ringe i løbet af natten, hvis vi måtte af sted. Jeg sagde til hende, at jeg ikke anede, om det blev til noget eller ej. Under samtalen kom der yderligere tre af de mærkelige plukkeveer.
Et eller andet sted imellem klokken 23 og 24 var jeg ikke i tvivl, om det var veer, vi havde med at gøre, og noget før klokken 24 ringede vi til fødegangen og meddelte, at vi nok ville komme i løbet af natten eller tidligt på morgenen. Hvis denne fødsel rent tidsmæssigt mindede om de foregående, ville jeg føde ved 7-tiden.
Jordemoderen sagde, at tredjegangsfødsler kan være meget uforudsigelige, og ofte kan de gå i stå og begynde af flere omgange, så hun beordrede hvile, hvilket min kære syge mand tog ret så bogstaveligt! Han snorksov, alt imens jeg lå og kæmpede med nogle veer, der efter klokken 24 gjorde meget ondt.
Klokken 24 SMS'ede jeg med en veninde og aflyste en planlagt shoppetur den efterfølgende dag, men kunne så i stedet invitere på barselsvisit.
Tidsrummet mellem klokken 24 og 1.30 står temmelig uklart. Jeg var mange gange på toilettet og havde svært ved at ligge stille under veerne. Når jeg bad min mand om lænde-massage, faldt han i søvn efter få minutter. Han havde 40 i feber, så han var undskyldt.
Jeg lå og kæmpede med mine tanker: Jeg havde jo bihulebetændelse og var på penicillin, så jeg var meget i tvivl, om det var det, der gjorde, at veerne føltes så voldsomme.
Efter en heftig diskussion med mig selv blev jeg ca. klokken 1.30-1.45 enig med mig selv om, at jeg måtte på hospitalet. Hvis veer var sådan, så VILLE jeg have en epidural. Jeg måtte leve med, at jeg var en pivskid med influenza.
Jeg vækkede min mand, og vi gik nedenunder. Jeg var klar til at spæne ud i bilen, men vi skulle jo lige have fat i mormor, som bor 5 minutter væk. Da jeg kom nedenunder, havde jeg nogle meget heftige veer, som fik benene til at ryste, og jeg sagde, at jeg vist godt kunne presse babyen ud nu, hvis jeg ville.
Jeg havde en følelse af at være helt åben. Min mand lovede, at vi nok skulle skynde os på hospitalet, når mormor kom.
Jeg vandrede hvileløst rundt i stuen og køkkenet, og havde på sin vis lyst til at ligge ned, men da ikke på mine nyrensede sofaer og ikke ovenpå, hvor vores store unger sov. Så jeg valgte at gå ud på vores 2½ kvadratmeter store badeværelse.
Jeg oplevede nu, at jeg, når jeg talte, kom til at presse, og da jeg sidder på toilettet, kommer jeg uvilkårligt til at presse en smule. Vandet og slimproppen går, og jeg kan mærke, at hovedet glider ned igennem bækkenet. Jeg siger til min mand, at jeg ikke kan gå, og at han må ringe efter en ambulance.
Han ringer til fødegangen, som straks sender en ambulance af sted. Omtrent samtidigt registrerer jeg, at min mor kommer ud mod badeværelset, siger "åh nej" og vender om på hælen. Jeg var så bange for, at det var en af mine store unger, for så ville jeg blive nødt til at lade min mand tage sig af det og ikke af mig! De sov gud ske lov fra det hele.
Jeg sidder på toilettet og mærker mellem benene. Jeg kan mærke et hoved, som står lige "på den anden side" af mellemkødet. Jeg tænker, at det vist er nu, at baby skal ud. Jeg kommer til at tænke på iltmangel og på, hvor galt det kan gå. Jeg aner jo ikke, hvad der kommer ud, og er helt klar over, at det kan ende grueligt galt.
  Ved næste ve presser jeg. Hovedet kommer ud, og jeg rejser mig fra wc-kummen, og min mand trækker baby ud. Hun dingler mellem mine ben med hoved og skulder ude. Min mand renser luftveje, og tager håndklæder fra tørrestativet. Baby har det godt, og jeg har det godt.
Jeg spørger, hvad det blev, og det blev en pige. Min mand ringer til fødegangen og beder om at få at vide, hvad vi skal gøre, men ambulancen er på vej, så vi skal bare vente og holde baby varm. Få minutter efter kommer der to Falck-folk, og jeg råber: "I kommer for sent - hun skal hedde Alma".
Ren kvindelist, for det var ikke lige det navn, som min mand kunne ønske. Men jeg mente, at når man skal føde så dramatisk, må man vel som det mindste også få sin vilje med hensyn til navnet. Farmanden klippede navlestrengen, og med resten af denne dinglende mellem benene og en cola i hånden fragtede jeg mig selv ud af hoveddøren og op på båren.
I ambulancen blev Alma lagt til brystet, og på turen til hospitalet fik vi set hinanden godt an. Ved indgangen til fødeafdelingen blev vi modtaget af jordemoderen. Jeg fødte efterbyrden efter en del besværligheder. Den havde jo siddet længe. Jeg var ikke gået i stykker.
Alma blev vejet og målt - 3.700 gram og 52 cm - en helt igennem perfekt lille trold.
Vi fik os en god snak med jordemoderen, og vi fik "sjusset" os frem til et cirka fødselstidspunkt klokken 2.08 den 18. august 2005. Og efter et dejligt bad og en skøn bakke med kaffe og ostemadder fik vi ringet rundt til familie og venner.
Klokken 5 blev Alma og jeg kørt op på barselsgangen, og min kære mand blev hentet af min stedfar. Med et "se nu om ikke du kan få hvilet dig lidt" skyndte min fødselshjælper sig hjem til de to store, som helt intetanende var blevet storebror og storesøster, og jeg lå med store øjne og tænkte "hvad skete der lige?", og jeg fik ikke lukket et øje!
"Tredjegangs-fødsler kan være meget uforudsigelige" - jo, tak!
08-05-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025