Skrevet af Sussie
Jeg var gravid for anden gang og havde termin den 28. februar 2006. Da min første fødsel gik i gang dagen før termin, var jeg denne gang godt utålmodig, da vi gik ind i marts uden tegn på nogen forestående fødsel.
Mit første barn er født på sygehus ved akut kejsersnit, så jeg følte lidt, at jeg var blevet snydt for en naturlig fødsel, selvom det vigtigste for mig var, at barnet havde det godt og var velskabt, da det var født.
Under denne graviditet har jeg læst samtlige fødselsberetninger, jeg kunne finde på nettet og i bøger, og jeg var specielt tiltrukket af måden, hjemmefødslerne foregik på. Derfor tog jeg min kæreste med til åbent hus i hjemmefødselsordningen i Vestsjællands Amt for at få ham overtalt til, at vi skulle føde hjemme anden gang. Han gik med til det med det samme efter at have fået større indblik i, hvordan det foregår ved en hjemmefødsel.
Efter en god graviditet, hvor vi havde hjemmekonsultationer med de samme to jordemødre, blev det den 4. marts. Jeg havde sovet godt om natten, og da jeg vendte mig i sengen kl. 04.00, mærkede jeg lidt vand sive. Jeg gik på badeværelset og så, at der var løbet lidt vand ned i underbukser og natbukser. Men da jeg oplevede det samme under første graviditet, uden at det var fostervandet, der var gået, slog jeg det bare hen og skiftede benklæder og tog et bind på.
Ca. 20 minutter senere kom der lidt mere vand, som heldigvis landede i det bind, jeg havde taget på. Vandet var klart, og jeg tænkte ved mig selv, at det godt kunne være fostervand alligevel. Kl. 05.15 mærkede jeg lidt vand sive igen og nåede lige at kaste mig ud over sengekanten og rejste mig op, hvorefter en stor skylle vand væltede ud af mig og ned på en t-shirt, jeg tilfældigvis lige nåede at stille mig på i farten.
Jeg kaldte på min kæreste, der normalt ikke hører noget som helst om natten. Han vågnede med det samme og spurgte mig, om jeg skulle føde. Jeg bad ham om at hente nogle håndklæder, og jeg fik igen noget tørt på. Vi var begge helt euforiske og kunne ikke lade være med at tænke på, at nu skulle vi virkelig til at være forældre igen.
Da jeg ingen veer havde endnu, blev vi enige om, at vi ville sove lidt for at samle kræfter til den store finale. Men ingen af os kunne sove, så jeg stod op allerede kl. 06.30. Vores datter på 3½ år så helt forkert ud i hovedet, da hun så, at jeg var stået op før hende, da hun normalt er den, der kommer og vækker os om morgenen. Jeg fortalte hende, at der ikke gik så lang tid, før babyen ville komme ud, så vi gik og pakkede lidt legetøj m.m. ned, som hun kunne få med ud til farmor og farfar.
Efter middagsmaden var indtaget, var der stadigvæk ikke kommet nogle veer, men jeg havde alligevel sådan lyst til, at min kæreste kørte vores datter ud til mine svigerforældre. Kl. 13.30 samme dag kørte de så af sted, og 10 minutter efter begyndte de første hyggeveer. Det var ikke noget, som gjorde ondt, men jeg kunne mærke regelmæssigheden i dem, dog uden at de tog til i styrke.
Min mor kom kl. 17.00. Hun skulle være fødselshjælper. Vores jordemoder Sabine kom kl. 17.30 for at se, hvor langt jeg var kommet i forløbet, og så lagde vi en plan for, hvad der skulle ske. Jeg var kun en finger åben, så Sabine ville køre hjem igen, og aftalen var så, at jeg skulle ringe, når jeg fik "gode" veer.
Kl. 03.30 ringede jeg efter hende, og en time efter var hun her. Jeg var kun 2 cm åben, så der var et stykke vej endnu. Kl. 07.15 var jeg 4 cm åben, og kl. 08.30 får jeg lov til at komme i fødekar. På det tidspunkt var jeg godt træt af smerterne men trøstede mig med, at jeg nok snart var helt åben. Da jeg blev undersøgt kl. 09.00, var jeg dog kun 5 cm åben, så der mistede jeg helt modet.
Da det ikke var til at vide, om jeg skulle lide i mange timer endnu, før der ville komme fremgang i fødslen, bad jeg om at blive kørt til sygehuset med henblik på at få noget smertestillende. Sabine ville dog lige prøve at sætte lidt gang i veerne ved at ryste barnet på plads i bækkenet ved hjælp af et håndklæde, og jeg fik i samme omgang også akupunktur for at sætte lidt skub i sagerne.
Men da jeg er ret pivet, insisterede jeg på at blive kørt på sygehus. Her er det ikke nogen fordel at arbejde som sygeplejerske på sygehus, for jeg vidste godt, hvor lang tid der ville gå, før jeg endelig var på sygehuset (50 minutter), og så skulle jeg først have kørt en strimmel og måske have noget antibiotika og drop.
Og endvidere vrimler det ikke med narkoselæger om søndagen. Så alt i alt var det ret uoverskueligt at skulle holde den smerte ud i al den tid. Men der var jo ikke andet at gøre end at være til stede og prøve at overleve det hele. Når man først har sagt A, må man jo også sige B.
Kl. 10.10 kom ambulancen, og jeg blev kørt afsted ledsaget af Sabine (som jeg absolut ikke kunne undvære på noget tidspunkt) og min kæreste, som sad foran i vognen. Kl. 11.05 kom vi til sygehuset, jeg blev undersøgt og var stadigvæk kun 5 cm åben, så der blev sendt bud efter narkoselægerne, som skulle lægge en epiduralblokade efter mit eget ønske. Tilstede på fødestuen var også sygehusets jordemoder, som hed Signe.
Da klokken bliver 12.40, dukker narkoselægerne endelig op. Dem havde jeg råbt efter, lige siden jeg kom til sygehuset. Forinden de kom, havde jeg godt lagt mærke til, at min mave begyndte at presse lidt af sig selv i slutningen af hver ve. Men jeg lod som ingenting, for tænk nu hvis epiduralblokaden blev aflyst af den grund.
Men det var lidt naivt af mig at tro, at en garvet jordemoder ikke kunne gennemskue mig og se, at jeg var begyndt at presse lidt, så hun ville gerne lige undersøge mig, inden narkosen begyndte at stikke i mig. Og ganske rigtigt, som Sabine havde gættet, manglede jeg nu kun ½ cm for at være helt åben. Så vi måtte sende narkoselægerne væk igen, for nu skulle der fødes.
Herefter fik jeg en lille pause i mine veer på ca. 15 minutter, hvor jeg blev helt vågen og klar til at yde mit bedste. Kl. 13.10 begyndte presseveerne at blive kraftige, og jeg kunne mærke, at min krop bare pressede af sig selv, og jeg kunne ikke lade være med at sætte lyd på, når det var værst.
Jeg ville gerne op at stå for at udnytte tyngdekraften, og sengen blev kørt op, så jeg kunne læne mig ind over den. Sabine lærte mig en teknik, hvor jeg gik ned i knæene med fødderne pegende udad, hver gang der kom en ve. Samtidig stod hun på den anden side af sengen og holdt mig i hånden.
Da jeg først fandt ud af at bruge den teknik, kunne jeg mærke, hvordan barnets hoved bevægede sig ned igennem mit bækken, for hver presseve jeg havde. Mine smerter sad nu ikke længere i livmoderen men i lænden. Som lindring fik jeg akupunktur og varme omslag, det synes jeg hjalp godt.
Da Sabine var nødt til at placere sig bag min bagdel for at tage imod barnet, afløste min kæreste, og var nu den, der holdt mig i hånden ovre på den anden side af sengen. Og det var rart med et par stærke mandehænder at holde fast i.
Da barnets hoved skulle fødes, kunne jeg mærke, at jeg var bristet lidt, og da Sabine sagde, at jeg skulle presse lidt mere for at få hovedet helt ud, vidste jeg godt, at jeg ville briste endnu mere. For min krop pressede jo bare på af sig selv, så jeg fik nogle smårifter, der skulle syes bagefter.
Da mit barns hoved var født, kunne jeg allerede høre den første barnegråd. Det var en næsten uvirkelig situation at stå i. Der var hoved i begge ender, og mit barn hang der og skreg allerede. I næste ve fødte jeg kroppen. Det var ikke så slemt.
Barnet blev rakt imellem mine ben og op til mig, så jeg kunne holde det for første gang. Oplevelsen var så stor, at jeg straks begyndte at græde, og det samme gjorde min mor, som stod lige ved siden af og havde optaget det hele på video.
Efter lidt tid kunne jeg se, at jeg var blevet mor til en dejlig pige, og min kæreste og jeg blev enige om, at hun skulle hedde Sigrid, som vi havde talt om, inden hun blev født.
Jordemoderen Signe begyndte at lappe mig sammen forneden, og Sabine gik og tørrede lidt af det blod af mine ben, som var rendt ud under fødslen. Min kæreste ringede til sin far, som straks kørte til sygehuset med vores ældste datter.
  Stemningen var rigtig god i timerne efter. Jeg var helt euforisk oven på den store oplevelse, så jeg synes slet ikke, det var slemt at føde moderkagen og at blive syet uden bedøvelse. Jeg havde jo min nyfødte datter hos mig, min elskede kæreste, min mor og min jordemoder.
Hver gang, jeg tænker på fødslen af Sigrid, sender jeg de mennesker en kærlig tanke samtidig med. Jeg er glad for, at jeg ikke nåede at få epiduralblokaden lagt, for det var jo mit oprindelige ønske at prøve at føde uden.
Sigrid vejede 3.550 gram og var 53 cm lang. Hun blev lagt til brystet kort tid efter sin fødsel. Så jeg fik lov til at opleve en helt naturlig fødsel, med alt hvad dertil følger. Det var mit højeste ønske i forbindelse med denne fødsel, og det vidste min jordemoder Sabine, fordi vi har haft mulighed for at få snakket det godt igennem til alle konsultationerne.
Det blev ikke til en hjemmefødsel alligevel, men jeg havde en rigtig god oplevelse med en kendt jordemoder ved min side. Det gav tryghed at have den samme jordemoder hos sig igennem hele fødslen. Hun vidste jo, hvilke tanker jeg havde gjort mig inden fødslen, og hun kendte mine ønsker i den forbindelse.
Hvis vi skal have barn nr. 3 engang, vil jeg helt sikkert vælge hjemmefødselsordningen igen med alle de fordele, der følger med.
15-06-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025