Skrevet af Andrea
Min anden graviditet forløb lige efter bogen, og da plukkeveerne så småt tog til 5 dage før termin, følte jeg mig fuldstændigt klar til at føde.
Min jordemoder Mette konstaterede, at jeg så småt var begyndt at åbne mig. Babyen stod med hovedet langt nede i bækkenet, og jeg kunne godt regne med, at de plukkeveer måske ville blive til lidt mere i løbet af weekenden.
Så jeg råbte rigtigt: "Ulven kommer!", afblæste alle aftaler og ventede på, at de veer skulle komme.
Det gjorde de bare ikke, og da jeg 8 dage senere var til jordemoder igen, kunne hun så fortælle mig, at babyen nu lå med hovedet og bugen vendt opad som en såkaldt "stjernekigger", og dette var årsagen til, at fødslen ikke rigtigt ville starte.
Jeg lå med numsen i vejret i en hel uge, så babyen kunne få plads til at dreje sig, og fødslen kunne starte. Det gjorde den bare ikke.
Torsdag den 17/2 var jeg 9 dage over termin, og gik til jordemoder igen. Mette kunne glad fortælle mig, at umiddelbart lod det til, at babyen lå bedre nu, og hun kunne løsne hinderne en smule for at sætte skub i tingene.
De løsnede hinder satte i hvert fald endnu mere gang i plukkeveerne, men rigtige veer kom der bare ikke. Men midt om natten vågnede jeg så endelig med "rigtige" veer med 3 minutter imellem. Jubi!
Jeg prøvede at lave hypnoseøvelser for at holde ubehaget fra veerne på et udholdeligt plan, selv om jeg ikke kunne sove. Men jeg fik klaustrofobi af vores lille soveværelse og sovelydene fra Max (min mand) og Silke (vores 3 årige datter). Jeg var panisk ved tanken om at vække Silke, så hun ville over i vores seng og ligge. Denne angst gjorde det for svært at koncentrere sig.
Klokken 04 gik jeg ned og ringede til min mor og bad hende tage fri, så hun kunne komme med til fødslen. Da jeg kom i seng igen, lå jeg med walkman på og lyttede til en CD med bølgebrus og forestillede mig veerne som bølger, og jeg kom ind i en halvhypnotisk tilstand. Det hjalp nok til, at jeg fik sovet.
Kl. 06.30 vågnede Silke. Hun var irriterende frisk, hoppede rundt i vores seng og ville have, at jeg skulle læse for hende. Heldigvis læste Max mine signaler og tog hende med sig nedenunder. Jeg kunne ikke falde til ro igen og gik en time senere ned i stuen for at få noget juice.
Her havde Max så slæbt fødekarret frem, plantet det midt i stuen og var i gang med at afdække gulvet med plast. Silke sad ovenpå karret og plagede om at få lov at bade i det, som hun havde gjort, da vi afprøvede det.
Jeg gik helt kold - følte det største præstationspres. Nu SKULLE jeg bare føde, for nu var alt klart, og jeg vidste jo godt, at hvis ikke jeg fødte her i weekenden, så skulle jeg måske sættes i gang mandag.
Mens jeg drak mit juice, kom der ingen veer. Der var ikke længere kun 3 minutter i mellem, nok snarere 10. Jeg gik i seng igen, helt desillusioneret, men jeg fik sovet 3 timer, for jeg havde stort set ingen veer at bekymre mig om mere.
Da jeg stod op kl. 10, bad jeg Max rykke karret til side, så det kunne ligne en ordentlig stue igen. Jeg fik vist også lige bebrejdet ham, at mine veer var stoppet, og vrisset lidt af ham.
Max ryddede op og gik op for at få sovet lidt selv. Silke var hjemme fra vuggestuen, klar til at blive afleveret hos de venner, der skulle passe hende - hvis fødslen altså nogen sinde gik i gang!
Jeg havde 3-4 veer i timen hele dagen. Dødirriterende at blive afbrudt af dem hele tiden, især når de bare ikke gad gå rigtigt i gang!
Silke kunne mærke, at jeg var fraværende, og hun blev ved med at plage mig om at lege med hende, men jeg kunne ikke overskue det, og jo mere jeg afviste hende, jo mere insisterende blev hun.
Senere på dagen gik vi over til min mor, for at der skulle ske lidt for Silke - og med håb om, at gåturen kunne starte veer. Silke legede godt der, men veerne var der stadigvæk lige langt imellem.
Min mor foreslog, at Silke blev hos hende og sov, så vi kunne få hvilet lidt. Hun kunne nok godt mærke, at jeg ikke rigtigt kunne rumme Silke.
Kl. 18.30 gik vi derfra, og vi var ikke engang ude af havelågen, før veerne begyndte for alvor!
Jeg tror, jeg havde 10 veer på en strækning, der normalt tager 5 minutter at gå!
Jeg kunne mærke, at det var de gode rigtige veer, og jeg blev helt opstemt, selv om jeg egentlig ikke turde tro på, at det endelig var nu. Men hjemme igen blev de ved.
Jeg trængte til bare at være alene, koncentrere mig om hypnoseøvelserne og omstille mig mentalt på, at det måske endelig var nu, mit lille barn ville ud.
Jeg tog et langt brusebad i mørket kun med et stearinlys tændt. Veerne bed godt, kom jævnligt, men var ikke så lange. Jeg kunne sagtens styre dem og følte mig fint i kontrol af fødslen.
Bagefter gik jeg ind i seng og lå foroverbøjet over dynerne med stearinlys tændt og hørte bølgelyde i walkmanen. Babyen rumsterede meget derinde. Det føltes som om, den drejede sig rundt, og det blev lidt mere ubehageligt.
Jeg kunne pludselig ikke holde ud at være alene mere og måtte ned til Max og få noget støtte. Jeg fandt en behagelig løs kjole frem, men kom så i tanke om, at min baby var ved at blive født, så jeg byttede den til en ammekjole og blev helt opstemt over den handling: Min baby var på vej!
Nede i stuen ringede jeg til hospitalet og talte med min egen konsultationsjordemoder, Mette, som havde døgnvagt. Hvor heldig kan man være!
Jeg fortalte, at der var 5 minutter imellem veerne, men de var ikke så lange, så der skete nok ikke noget lige med det samme. Hun ville gerne tage ud til mig, men jeg afviste hende med den begrundelse, at jeg jo stadigvæk kunne tale og spise æble, så der var nok længe igen.
Max overtog telefonen, da der kom en ve igen, og han kunne fortælle hende, at jeg fejlvurderede veerne. Der var nok snarere 2-3 minutter imellem. Vi aftalte med hende, at vi ville ringe lidt senere.
Veerne blev hurtigt mere intense, selv om de stadig var korte. Jeg stod lænet op af kommoden og brølede, at Max skulle bore sine tommelfingre ind i mine balder ved hver ve. Jeg fik sværere og sværere ved at kontrollere min vejrtrækning.
Max havde nogle praktiske ting, han godt ville ordne, så vi ringede til min mor kl. 21.30, så hun kunne hjælpe. Min søster havde lige ringet til hende og lovet at komme over og sove der hos Silke. Så vi behøvede ikke stresse med at få Silke afleveret hos vores venner til pasning - heldigvis.
Min mor kom og ville så gerne hjælpe, men hun kunne ikke finde ud af at trykke der, hvor Max gjorde under veerne, og det var jeg helt afhængig af. I stedet var hun praktisk gris og ringede efter jordemoderen og sagde, at NU ville vi gerne se hende. Desværre var hun midt i en anden fødsel, så vi måtte vente.
Det selvhypnose, jeg havde lært, med at forestille mig veerne som bølger, fungerede dårligere og dårligere. Mine veer mindede slet ikke om bølger, der var ingen "top" på, de varede kun 20 sekunder, men føltes som en intens gang elektrisk chok.
Det var helt ulideligt, og jeg blev mere og mere bange over slet ikke at kunne kontrollere noget som helst. Jeg kunne hverken trække vejret eller tænke, når de kom. Jeg begyndte at kaste op af smerterne, og jeg rystede over hele kroppen.
Jeg kunne mærke på min mor og Max, at de heller ikke vidste, hvordan de kunne hjælpe. Denne fødsel var så anderledes end min første fødsel.
Min skønne jordemoder Mette kom 45 minutter senere og spredte en dejlig ro. Det var helt fantastisk at se en, jeg kendte, og som var professionel og ikke virkede fortabt over den situation, jeg var i.
Hun konstaterede, at jeg var 5 fingre åben, og at barnet igen lå som stjernekigger, og det var derfor, veerne var så korte og intense og svære at styre.
Først blev jeg lettet over de 5 cm. Jeg VAR i fødsel! Så blev jeg ked af det - jeg var kun halvvejs, og jeg kunne jo slet ikke styre det.
Jeg fortalte Mette, at jeg ikke kunne klare lige denne type veer, og godt ville overveje at blive overflyttet til hospitalet, hvis ikke de ændrede sig.
Max protesterede først, men Mette sagde, at hun kunne mærke, at jeg mente det, og selvfølgelig ville jeg kunne komme på hospitalet og eventuelt få bedøvelse, hvis de skulle blive ved med at være så pinefulde. Men hun syntes, vi skulle vente en halv time først.
Jeg blev bare så lettet over den melding. Jeg kunne mærke på min mor og Max, at de ikke troede, jeg mente det - jeg ville jo føde hjemme - men det GJORDE jeg. Blev de ved med at føles som elektrisk stød, og trak fødslen ud, ville jeg ikke kunne klare det uden smertelindring. Det var dejligt at vide, at jeg havde min jordemoder med mig i den beslutning, og at hun vidste, at det ikke var almindeligt piv.
Jeg fik akupunkturnåle på mod smerterne og kom i fødekarret for at ligge på alle 4, så baby kunne vende sig rundt. Det gjorde den kort efter, intenst smertefuldt, men så snart den var rundt, blev veerne gode igen. Jeg blev undersøgt indvendigt igen, og nu havde jeg allerede åbnet mig 7 cm!
Jeg fik næsten med det samme umådelig pressetrang og fik lov til at presse med. Mette sagde, at hvis jeg pressede, så vandet gik, ville jeg åbne mig det sidste med det samme. Jeg troede egentlig først, at det bare var noget, hun sagde for at opmuntre mig, og tænkte: "Ja ja, det behøver hun altså ikke lyve om, det her går fint alligevel".
Det gjorde ikke spor ondt mere. Når veerne kom, tog min krop over og arbejdede med dem. Det var fantastisk at mærke, hvor sejt min krop arbejdede. Jeg kunne bare sidde inden i mig selv, mærke hvordan kroppen selv pressede og stønnede, men smerte kunne jeg ikke mærke noget af.
Jeg sad på knæ med front ud mod Max, der sad ved siden af karret. Han holdt om mig, kyssede mig på panden og gjorde mig rolig. Hver gang, jeg havde en ve, kunne jeg høre Mette rose og berolige mig, hvilket var meget opmuntrende og rart.
Da vandet gik, åbnede jeg mig de sidste 3 cm og mærkede hurtigt, hvordan min krop selv skubbede barnet ned af. Jeg kunne mærke tydeligt, præcist hvor langt barnet var nået, men det gjorde stadigvæk ikke ondt.
Mette fik mig til at sætte mig med ryggen til Max. Han holdt under mine arme, og jeg sad med det ene knæ i gulvet og det andet bøjet.
Jeg kunne mærke barnets hoved begynde at komme ud. Det var som om, det svuppede lidt op af, og jeg kunne mærke, at jeg bristede en smule fortil. Mette spurgte, om jeg selv ville tage barnet, men jeg var for opslugt af den der fantastiske pressetrang til at have lyst.
Veen var klinget af, men det sved og brændte så meget, og jeg vidste, at jeg kunne få barnet ud, hvis bare jeg pressede igennem, så det gjorde jeg. Jeg mærkede, hvordan resten af barnet svuppede ud af mig og svømmede under vandet hen til Mettes hænder. Klokken var 0.43 den 19. februar 2005.
  Mette rakte mig barnet med det samme, og jeg tog det ind til mig. Det havde store, vidt åbne øjne og brunt punkhår, og jeg begyndte at vræle og løftede benet og så, at det var en lille pige!
Jeg sad med hende i karret lidt, så hun kunne svømme rundt. Det gjorde hende helt rolig. Max sad lige bag mig og beundrede hende også, og hun så på os med sine store øjne.
Max klippede navlesnoren, og jeg måtte op af karret for at få taget blodprøve af navlestrengen (jeg har rhesus negativ blodtype).
Moderkagen blev født i sofaen, og jeg fik syet nogle få sting. Det hele gik utroligt hurtigt. Jeg kunne slet ikke fatte, at det bare var det - hvor var det bare nemt!
Og jeg følte egentlig kun, at det havde gjort ondt den ene time, hvor jeg ikke havde kunnet klare smerterne. Resten af tiden havde været nem og naturligt. 6 timers tid havde det taget - min første fødsel tog 25 timer!
Så fik jeg min lille pige igen efter den hurtige gang syning, og hun tog brystet, som havde hun aldrig lavet andet. Hun lå og stirrede på mig, mens hun spiste og så meget undrende ud.
Min mor tryllede noget natmad frem, og vi sad alle fire og spiste og talte om den fantastiske fødsel. Selv Mette måtte indrømme, at hun syntes, det havde været en rørende oplevelse, selvom hun jo var en hærdet jordemoder.
 Først kl. 03.30 blev babyen målt og vejet: 3.450 gram og 52 cm. Hun var stadigvæk spilvågen og nysgerrig.
Mette og min mor gik kl. 04, og vi gik op i seng og lå længe og beundrede vores langhårede lille prinsesse med de tykke kinder og store øjne! Hun ligner bestemt en, der hedder Noa-Maya, som betyder fredelig og smuk.
08-07-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025