Skrevet af Ulrikke
Dette er en lang historie, som i virkeligheden nok burde høre hjemme i et af de ugeblade, der beskriver almindelige danskeres skæbne.
Selve handlingen strækker sig over de første 2 dage i maj. Det er 2 dage, jeg aldrig vil glemme, og jeg håber for alle de implicerede, at de heller ikke vil glemme det. Det bør de i alle fald aldrig glemme.
Jeg har fået at vide, at mine oplevelser aldrig er sket for nogen anden i Midt- og Vestjylland, men jeg ved ikke helt, om det er til at stole på.
For mig har det at skrive dette indlæg været af en terapeutisk karakter, da det hjælper at få sat ord på mine oplevelser. Psykisk har jeg ikke helt formået at følge med i den proces, jeg oplevede, da jeg bedst kan beskrive det som en rutsjetur med samtlige følelser, der er forbundet med graviditet.
Mandag den 1. maj møder jeg alene op på gynækologisk afdeling på Herning Sygehus for at blive scannet indvendigt. Grunden dertil var, at min læge havde en meget lille mistanke om, at jeg kunne være blevet gravid uden for livmoderen. Men lykkeligvis viser scanningen, at der ligger et lille barn inde i min livmoder.
Med glædestårer ned af kinderne viser lægen mig på skærmen det lille vidunder, viser mig dets hjerte og blomme, som det lille my får næring igennem. Lægen måler fra hoved til hale for at vurdere min graviditets længde.
Barnet måler 11,7 mm, og jeg er derfor 6-7 uger henne. Jeg er overlykkelig, for jeg havde ikke kunne glæde mig over min graviditet, før end jeg havde vished for, at det ikke var en graviditet udenfor livmoderen.
Det eneste, jeg kan tænke på, er at komme ned af briksen, så jeg kan komme til at ringe til min ængstelige mand og fortælle ham den glade nyhed om vores 4. barn.
Pludselig bliver lægen stille og dybt koncentreret, mens han scanner videre. Efter et stykke tid forsvinder han ud af lokalet, men vender straks tilbage med endnu en læge, der også lige skal have lov til at scanne mig.
I 30 minutter bliver jeg scannet, og da den nye læge er færdig med at scanne, får jeg den sørgelige nyhed, at mit barn er gået til, og at det har været dødt et stykke tid, da livmoderen er klappet sammen.
Nu er det straks nogle andre tårer, der strømmer ned af kinderne på mig, og min mand synes pludselig så langt borte. Jeg føler mig så alene og så tom, og det hele føles så surrealistisk.
Fortvivlet spørger jeg lægerne, om det ikke kan være, fordi barnet ligger med ryggen til, så man ikke kan se hjertet, men samstemmigt svarer de begge, at det ikke kan lade sig gøre. Med tungsind iklæder jeg mig mit tøj, og sygeplejersken og lægen forbereder mig på, at jeg skal have en abort dagen efter i fuld narkose.
Jeg bliver fyldt med en masse informationer, som jeg ikke rigtigt hører efter. Til sidst spørger de, om jeg har nogle spørgsmål, og jeg spørger forsigtig, om det kan lade sig gøre, at jeg får endnu en scanning dagen efter, for at jeg kan erkende situationen fuldt ud.
Sygeplejersken mener ikke, at det er nødvendigt, men lægen siger, at hvis det kan give mig ro i sindet, så vil jeg få en scanning dagen efter før min tur ned på operationsgangen.
Sygeplejersken siger surt, om han har tid til det, for ingen andre har tid i morgen. Det finder vi tid til, svarer han sødt, men sygeplejersken har åbenbart bestemt, at det er ressourcespild at scanne mig, så hun påstår hårdnakket, at der ingen scanner findes på den afdeling, jeg skal indlægges på.
Lægen sanser dog, at for at jeg kan komme nogenlunde gennem sorgprocessen, skal der en scanning til, og han lover mig, at der vil blive kørt en scanningsmaskine op til mig, hvis det viser sig, at der ingen scanner er.
Køreturen hjem varer en time, og hjemme venter mine tre sønner og min mand, og aftenen går med at græde ud og prøve at forklare for børnene, hvad der er og skal ske. Der skal ringes til familien og venner, og arbejdsgivere skal informeres.
Min ældste søn laver det, han kalder en mindekasse til ære for den lillebror eller søster, som han alligevel ikke skal have. En legetøjsbil og en tegning af hele familien, der græder trøstesløse, kommer i kassen.
Han beder om at måtte få scanningsbilledet af det døde barn med i kassen, da hans mening er, at når jeg kommer hjem dagen efter, vil han begrave kassen i haven. Det er min ældste søns måde at give slip på sorgen, og jeg forstår pludselig, at det er af samme grund, jeg så gerne vil scannes næste dag.
Jeg må engang til se det livløse barn for at kunne sige farvel til det. Natten er frygtelig lang og fyldt med masser af mareridt. Jeg vågner hele tiden og har svært ved at falde til ro igen, for alle sanser i min krop fortæller mig, at jeg er gravid, og jeg nægter at erkende, at det kan være anderledes. Samme nat føder mit får 2 dødfødte yndige lam, og det virker så symbolsk.
Næste morgen kører vi den timelange tur til Herning Sygehus, og min krop er træt, og jeg har en frygtelig kvalme, sikkert fordi jeg er fastende, eller måske er det fordi, kroppen reagerer på det døde barn.
På sygehuset bliver jeg informeret om den forestående operation af en sød sygeplejerske, som viser mig til rette på en stue. Jeg bryder endnu engang sammen, da jeg nu er ved at forstå, hvad jeg laver på den afdeling.
Jeg får 4 smertestillende piller og nogle til at slappe af på, og venter på at komme ned og tale med narkoselægen. I mellemtiden kommer den læge, som skal scanne mig for en sidste gang, inden jeg skal have foretaget min abort.
"Hvorfor vil du scannes igen", spørger også han mig. Jeg svarer, at det er det, der skal til, for at jeg kan få ro i sjælen. "Godt, så scanner vi dig igen, men jeg er ikke i tvivl om, at mine erfarne kollegaer har gjort deres arbejde godt nok i går", svarer han mig.
"Sikkert", siger jeg, "men jeg ønsker en scanning til". Han går i gang med den indvendige scanning og bliver pludselig stille, hvorefter han siger, at det var godt, jeg insisterede på at blive scannet endnu engang. "ER DER LIV?", afbryder jeg ham råbende, hvorefter jeg bryder tudende sammen.
Lægen viser mig på skærmen det smukkeste syn, jeg længe har set, nemlig et lille barn med et stærkt og blinkende hjerte liggende i en flot og ikke sammenklappelig livmoder. Lægen måler igen barnets størrelse, og i dag bliver det målt til 2 cm, og jeg er 8-9 uger henne.
Mellem mine tårer får jeg noget bestemt spurgt lægen, om han er klar over, hvilken rutschetur lægerne har sendt mig og min familie igennem de sidste 2 dage. Lægen kan ikke andet end at beklage situationen meget, "men vi er kun mennesker, og når man har med mennesker at gøre, kan der ske fejl", svarer han til spørgsmålet.
Lidt undrende spørger han mig dog, hvorfor jeg så kraftigt insisterede på at blive scannet igen. I dag kender jeg stadig ikke grunden til mit valg, men min krop fortalte mig, at det var det rigtige at gøre.
Lægen fortæller mig, at det er mit held, at jeg lyttede til min krop, og at 9 ud af 10 kvinder aldrig ønsker en ekstra scanning. Jeg forklarer ham, at det kunne hænge sammen med, at vi mennesker ser lægerne som autoriteter, hvis kompetencer og udstyr man sjældent stiller spørgsmålstegn ved.
Tænk sig, at en time før lægerne er ved at fjerne mit raske barn, går jeg grædende ind til min mand på min stue. Han tror selvfølgelig, at jeg græder, fordi situationen endelig er gået op for mig.
Han lægger beskyttende sine dejlige arme omkring mig for at trøste mig, og endelig får jeg mig fattet så meget, at jeg kan sige til ham, at der var liv alligevel, og at vores ønskebarn får en chance her i livet på grund af min grundighed og stædighed. Nu er det min mands tur til at blive forvirret.
Senere fik min mand den teori, at der kunne være tale om tvillinger, hvoraf den ene var død, og den der var dukket op på skærmen om mandagen, hvorimod den raske tvilling var det, man havde set om tirsdagen.
Sygeplejersken på afdelingen vidste dog ikke nok om den teori til at kunne svare os på vores spørgsmål, men hun ville sende bud efter den læge, der havde scannet mig, for at han kunne svare på det.
I 3 spændte timer ventede vi på ham, og da det blev vores tur til at snakke med ham, blev jeg sendt op på scanningsbriksen endnu engang, for min mands teori havde han slet ikke overvejet på trods af, at det var meget muligt. Der var dog kun et barn. Men sikke et barn, og bliver det en pige, skal hun helt sikkert hedde Liv!
Nu er det så, jeg sidder med spørgsmålet: Hvor mange gange har lægerne ellers taget fejl ved scanninger, hvor det ikke er blevet opdaget i tide? Måske er det forkert at tænke sådan, og der er da heller ingen morale i denne historie andet end: Kvinder lyt til jer selv og hold på jeres!
Jeg har ikke behov for, at der bliver placeret nogen skyld hos de implicerede, men jeg mangler bare en forklaring, der kan forklare, hvorfor 2 læger kan tage så grueligt fejl. Det jeg ønsker er, at der kommer en debat i gang om proceduren ved abort.
Det sygehus, jeg endte på, scannede åbenbart ikke en ekstra gang inden aborten, men burde det ikke være fast procedure? Det er dog trods alt billigere at scanne end at foretage en abort i narkose.
02-08-2006
|
Kommentarer
© 1999-2025