Skrevet af Anne
Fødselsberetning nr. 1
Onsdag den 10. marts 2004 var jeg gået 2 uger over tiden, og der havde ikke været tegn på noget som helst - ikke en ærlig ve. Jeg vraltede rundt med bækkenløsning, og tiden gik langsomt.
Jeg kommer til undersøgelse på svangreambulatoriet, hvor en jordemoder kunne konstatere, at jeg var 1 cm åben og havde 1½ cm livmoderhals tilbage, og at "det ikke lige var om hjørnet". Jeg får derfor lagt en stikpille.
Resten af dagen har jeg lidt murren, men det går i sig selv igen sidst på eftermiddagen. Aftalen bliver så, at hvis der ikke er sket noget af sig selv næste morgen, skal jeg ringe til fødegangen for at få vandet taget. Hun vurderer barnet til at være 4.100 gram.
Torsdag morgen er der ikke sket noget, så jeg ringer til fødegangen og får en tid kl. 10. Der bliver jeg undersøgt af en jordemoder, og stikpillen har ikke haft nogen virkning overhovedet. Hun får så fat i overjordemoderen, for hun er ikke sikker på, om en ny stikpille eller en hindesprængning vil være det bedste, eller om man overhovedet kan komme til at tage vandet.
Men det lykkedes at tage vandet, og jeg blev sendt hjem igen efter behørig CTG, og jeg skal så komme igen kl. 15.30 til eventuel yderligere igangsættelse i stedet for om aftenen, så jeg slipper for at føde om natten, hvor jeg vil være mere træt. De mener, at barnet vejer omkring 3.500 gram.
Jeg begynder at få veer i løbet af dagen, men der er stadig 1½ cm livmoderhals og 1 cm åbning, da jeg bliver undersøgt, men det er dog blevet lidt blødere. Kl. 17 får jeg så ve-drop på, og så skal jeg lige love for, at der begynder at ske noget.
Det varer ikke ret længe, før veerne kommer tit og varer længe, og jeg kan kun holde dem ud, hvis jeg står og vrikker til den store guldmedalje. Jeg er derfor ikke specielt begejstret, når jordemoderen vil have mig op på briksen for at køre CTG.
Da vi når kl. 19, er jeg så udmattet og forvirret, at jeg nærmest ikke kan tænke lige mellem veerne, så jeg bestiller en epidural. Jeg spørger ikke engang, jeg kræver bare. Jeg kan se, at der ikke er ret meget krudt på ve-droppet, og så var udsigterne for resten af fødslen simpelthen for grimme.
Jeg får lov at få den, og kl. 19.30 kommer narkoselægen og lægger den. Den bliver lagt godt, skal det senere vise sig. Barnet får en sonde på hovedet, så de kan måle hjertelyd. Jeg er 3 cm åben på dette tidspunkt.
Jeg bliver placeret på venstre side, så den også bliver bedøvet. Det er noget med, at man ikke kan lægge den nøjagtigt i midten, så hvis en af siderne ikke bliver bedøvet helt, kan man lægge sig på den side, og så løber bedøvelsen lidt mere over i den side, og så er det problem løst.
Der ligger jeg så med iltmasken og har nogle solide veer, der i modsætning til før kan bruges til noget. Efter en time får jeg pludseligt pressetrang og bliver helt forvirret, for det er da for tidligt, synes jeg. Jeg hvæser til jordemoderen "så gør dog noget" og får det lakoniske svar "jamen, det gør vi allerede, men du skal jo også gøre noget selv".
Og vi finder så ud af, at jeg ikke skal gøre noget ved den pressetrang, men bare lade den være der. Herefter siger jeg nogle gange, at jeg altså synes, at trykket føles, som om det ligger meget lavt, og får besked om, at det bare er fint nok.
Undervejs har jeg mange kulderystelser, selvom jeg ligger med skjorte på under et tæppe, en dyne og en varmelampe. Min mand sagde senere, at det havde været det værste at se på, at jeg bare lå med slanger ud af armen og rystede helt ustyrligt.
De kunne ikke måle mit blodtryk, når jeg havde rystelserne, selvom manchetten sad på. Den udvendige ve-måler faldt også hele tiden af.
Kl. 21.30 bliver jeg sendt om på ryggen, fordi de skal lægge et kateter (man kan jo ikke tisse selv, når man er bedøvet), og pludseligt begynder de at grine. Jeg er lige ved at spørge, hvad det er, der er så morsomt ved mine ædlere dele, men så siger de, at hovedet står lige ved udgangen, og at de kan se, at barnet ikke har ret meget hår, og at jeg bare skal presse ved næste ve.
Huh? Pludseligt bliver det meget virkeligt, skal jeg love for. Så var min fornemmelse med lavtliggende tryk ikke helt galt, og vi finder spejlet frem, og så venter vi på næste ve.
Der er pludselig blevet længere mellem veerne, og så står vi så fire mand høj og venter. Men veerne kommer, og jeg finder ud af, at urkvinde-skrigeriet ikke er noget for mig, for så er der færre kræfter at presse med. 25 minutter senere har jeg fået Møv presset ud.
Navlesnoren var lidt kort, så jeg ligger lige lidt og kigger på ham nede på min mave, men efter kort tid får jeg ham op. Jeg skal syes tre sting og nedtrappe ve-drop og epidural, så jeg skal alligevel blive liggende lidt.
Derefter skulle vi vente på, at jeg selv kunne tisse, og Møv skulle kunne sutte og måles, vejes og have tjekket blodsukker.
Vi bliver udskrevet fra fødegangen kl. 01.30 og bliver indlogeret på patienthotellet, hvor vi var til tirsdag kl. 11.
Epiduralen virkede rigtig godt. Dermed ikke sagt, at jeg ikke stønnede af smerte, men den tog toppen af smerterne (dem, man bliver helt hysterisk af), og så kunne jeg arbejde med resten. Mine ben sov ikke helt, jeg kunne vrikke med tæerne, og jeg kunne gå igen ret hurtigt. Det var virkelig et hit.
Fødselsberetning nr. 2
Jeg havde termin den 5. maj 2006, men ingenting skete. Jeg havde et par aftener med få gode plukkeveer, men ellers var der kun sporadiske plukkeveer, og jeg havde været træt af at være gravid i flere uge. Jeg var tung, havde ondt af bækkenløsning og havde vand i kroppen.
Efter måneders overvejelse var jeg gået fra, at jeg aldrig ville føde igen selv efter sidste gang på grund af langvarige smerter og operation efter bristning ved fødslen, til at jeg alligevel godt turde gøre det selv, men så ville jeg bestille en epidural fra starten.
Jeg vågner den 12. maj kl. 4.44 ved en solid trykken i maven og ned bag skambenet, og jeg går på toilet, men der sker ikke mere, og jeg går i seng igen. Sønnen vågner kl. 6.45 og ligger og roder lidt rundt i sin seng, og jeg ligger og vågner lidt. Kl. 8.03 får jeg endnu en gang den solide trykken, og da jeg har haft det to gange mere inden for et kvarter, er jeg nok klar over, at jeg har fået veer.
Jeg henter knægten ind i vores seng og sætter en DVD med dyr (Dyrene på bondegården) på til ham, så vi lige kan hygge lidt, inden det går løs. Jeg vækker manden og forklarer ham, at vi skal aflyse dagens planer, og at knægten skal alene ned til mine forældre den dag (så vågnede han!).
Vi ligger i sengen en times tid, og jeg ringer til min mor og aftaler, at hun kommer i løbet af formiddagen og henter knægten. Vi står op omkring kl. 9, og knægten bliver hentet kl. 10 - god timing, to veer senere begynder jeg at jamre.
Formiddagen er alt i alt ret hyggelig. Veerne kommer med 2-7 minutter mellemrum, de fleste med 5 minutters mellemrum. Hver ve er mærkbart kraftigere end den foregående. Jeg kan ikke holde ud at blive talt til, mens jeg har en ve (manden får besked på at holde mund, hvis han siger noget), og jeg synes, at det presser godt nedad.
Min jordemoder havde sagt, at jeg nok skulle regne med at føde hurtigt, så kl. 11.30 ringer jeg til fødegangen, og hun synes, at vi skal komme ind. Vi pakker det sidste og tager af sted kl. 12.
Da vi når frem, lader vi tasken stå i bilen, "så kan vi jo altid hente den, hvis vi skal blive". Jeg blev jo sat i gang ved første fødsel, så jeg har ikke begreb om, hvordan det er, når det starter selv, så jeg ved ikke, om jeg bare er pylret eller hvad.
På vejen over parkeringspladsen ser vi en solbeskinnet vinduesgang med tomme senge og snakker om, hvor lun og rar sådan en seng må være.
Kl. 12.40 er vi på plads i et modtagelsesværelse efter at være gået lidt forkert (ikke smart at fare vild med veer!), og vi møder jordemoder Rikke. Jeg er 4-5 cm åben, så der var ikke noget at sige til, at veerne føles kraftige. Vi snakker om mit tidligere forløb og om, at jeg vil bestille en epidural fra starten, fordi jeg ikke er så vild med at skulle føde igen.
Vi trasker op på fødegangen kl. 13 og bliver installeret i fødestue 15 - og manden iler ned for at hente tasken. Veerne fortsætter med at blive lidt værre for hver gang, og kl. 13.50 begynder jeg at få en smule pressetrang. Jeg er 9 cm åben og har kun en lille kant tilbage.
Jeg har altså taget de sidste 5 cm på en god time. Jordemoderen foreslår, at vi aflyser epiduralen, for hun synes, at jeg har så godt styr på veerne (jeg er god til at trække vejret), og jeg risikerer, at jeg kun når at få bivirkningerne af epiduralen. Men nu ser vi, hvad jeg mener, når narkoselægen kommer.
Narkoselægen kommer og går igen kl. 14. Vi aflyser epiduralen, og jeg får iltmasken. Jordemoderen lægger lidt varme klude på. Pressetrangen er kommet for at blive, og jeg beder om lattergas også. Jeg begynder så småt at presse med, og kl. 14.12 går vandet med et ordentligt sprøjt og sjasker jordemoderen godt til ned ad brystet.
Vi griner alle sammen, og de synes vist, at det er flot, at jeg kan grine på nuværende tidspunkt. Da vandet er gået, tager presseveerne rigtigt til, og det gør vildt ondt - du godeste, hvor gør det ondt. Jeg vræler i masken, og jeg er skrækslagen for at gå i stykker. Men jeg gør nøjagtigt, hvad jordemoderen siger, og får ros og opmuntring.
Manden er rigtig, rigtig god at have med - det er en kunst at give fødende kvinder lændemassage på den rigtige måde. Kl. 14.20 presser jeg rigtigt igennem, og kl. 14.26 kommer Møvs til verden med fuld apgarscore. Jeg tager selv imod ham, får ham op med det samme og klipper selv navlestrengen.
Jeg slap desværre ikke for at gå i stykker. Jeg har fået en grad 2-bristning, hvilket angiveligt er 2-3 cm bristning indvendigt og udvendigt. Jordemoderen forsikrede mig om, at jeg selv havde gjort det bedste, jeg kunne, for ikke at gå i stykker.
Vi synes alle sammen, at jeg skal syes af en læge og ikke en jordemoder på grund af tidligere komplikationer, og jeg venter en times tid på en læge. Jeg er ved at gå amok, for jeg har så ondt i bækkenet af at ligge på fødebriksen, men jeg skal jo blive liggende der, til jeg er syet.
Møvs ligger hos mig og får lidt at spise. Lægen har et kejsersnit, hun skal tilbage til, når de ringer efter hende, men heldigvis når hun lige at sy mig inden. Det var fælt at blive bedøvet, og jeg hyler og skriger. Hun syer på mig i ca. 20 minutter, mens manden sidder med Møvs.
Derefter kan jeg komme over i en rigtig seng. Åh, hvor var det dejligt, og det er endda en af sengene fra vinduesgangen, så den er rigtig lun og lækker. Vi får en sandwich hver - oh, det var godt! Kl. 16.35 ringer vi lige hurtigt til vores forældre.
Min mor blev helt forvirret, da jeg ringede. Hun havde slet ikke regnet med, at det kunne være overstået så hurtigt. Hun blev meget rørt, da hun kunne høre Møvs knirke.
De har ret travlt på fødegangen på grund af lav bemanding, så det tager et par timer, før Møvs er målt og vejet (54 cm og 3.600 gram) og undersøgt, og til sidst venter vi bare på at blive udskrevet.
Det bliver vi kl. 19.30, og så tager vi lige omkring McDonald’s efter fritter på vejen hjem - det trængte jeg så meget til.
24-08-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025