Læger og jordmødre diskuterer i øjeblikket, hvor lang tid gravide skal gå over tiden, før fødslen sættes i gang.
Det koster liv at vente op til 2 uger efter terminen med at sætte fødslen i gang, sådan som praksis er i dag.
Risikoen for, at barnet dør, stiger nemlig efter terminen, mener lægerne, mens Jordemoderforeningen understreger, at det også er forbundet med risiko at sætte en fødsel i gang.
"En spontan fødsel er altid det bedste, for der er altid en øget risiko for komplikationer, når man sætter en fødsel i gang", siger formand Lillian Bondo fra Jordemoderforeningen.
Veerne kan blive så kraftige, at barnet ikke får ilt nok, eller moderkagen kan løsne sig. Komplikationer, som ikke opstår i langt de fleste tilfælde, men som især kan opstå, hvis den gravide kvinde ikke er nøje overvåget op til fødslen.
Lillian Bondo opfordrer til, at man får belyst, hvor mange ellers raske og spontane fødsler, der resulterer i komplikationer, alene fordi fødslen er sat i gang.
"Man må holde det op mod hinanden, for vi skal være sikre på, at vi ikke for at løse et problem skaber nogle andre", siger Lillian Bondo.
Kilde: DR
11-10-2010

|