Skrevet af Dyveke
Ja, så må jeg fortælle om det lange forløb, der var, til vores søn Jamie blev født den 13. december 2005. Jeg har 2 børn af tidligere ægteskab: Natacha på 15 år og Martin på 13 år. Jeg selv er 36 år. Efter Martins fødsel havde jeg komplikationer, hvor jeg konstant blødte næsten et år efter. Jeg brugte ikke siden prævention, men blev ikke gravid.
Årene er gået, og jeg fik ny mand Allan, som ingen børn havde, så der gik ikke lang tid, før vi besluttede, at vi da skulle have børn. Da jeg jo havde 2 børn i forvejen, ja så var det jo ikke mig, der var noget galt med. Men vi prøvede og prøvede. Intet skete.
Vi blev henvist til specialist, og Allan blev testet, og han fejler absolut intet i den retning. Faktisk var hans sæd af en meget meget god kvalitet. Altså var der noget galt hos mig. Jeg kom i gang med hormonbehandlinger, hvilket var meget hårdt for mig, og jeg udviklede en depression, som havde været undervejs længe ifølge lægen.
Jeg blev insemineret, men hver gang det samme, intet skete. Jeg skulle nu henvises til Roskilde og få lagt æg op, men der var nu gået 5 år fra start, og jeg magtede simpelthen ikke mere, så jeg bad om pause og betænkningstid.
Der gik så 4 måneder, og pludselig fik jeg ikke min menstruation. Det kunne bare ikke passe. Jeg havde ingen graviditetstegn overhovedet. Afsted til lægen - og jo, den var god nok, jeg var gravid. Jubi, endelig lykkedes det. Glæden var ikke til at tage fejl af.
Jeg havde meget ondt i højre side, men fik hele tiden at vide, at det bare var livmoderen, der gav sig. Jeg blev scannet i uge 12 plus et par dage og klagede også min nød der, men fik samme svar. 2 dage efter scanningen fik jeg pludselig kl. 4 om morgenen en jagende stærk smerte i højre side. Jeg skulle sådan tisse og gik derfor på toilettet.
Men jeg fik et chok. Det var et rent blodbad. Jeg panikkede fuldstændigt. Allan er en meget rolig mand, så da jeg græd af panik, prøvede han at berolige mig. Der er ikke sket noget, sagde han. Ja, men jeg ved bedre (troede jeg).
Afsted til sygehuset. Jeg var nær besvimet flere gange. Jeg blev lagt på en båre på gangen i første omgang, og den første sygehjælper var bare så sød. Hun gik med på toilettet, mest for jeg ikke skulle falde om. Men hun skulle også se blodet.
Jeg kunne se på hende, at det ikke var godt, men stille og roligt fortalte hun, at det jo ikke var sikkert, at jeg aborterede. Jeg blev lidt roligere. Gynækologen var i gang med en operation og havde sagt, at jeg bare kunne tage hjem, men hun insisterede på og sagde, at jeg ikke var en patient man bare sendte videre, så jeg skulle bare vente.
Så var der vagtskifte. En ny sygeplejerske kom til. Hun fortalte, at hun havde læst min journal, og at jeg skulle forberede mig på det værste, og med den blødning var der nok ikke så meget at gøre.
Kl. 8 blev jeg sendt på gynækologisk afdeling. En meget sød læge og sygeplejerske kom til, og han skulle give mig en gynækologisk undersøgelse, før han scannede. "Ja, det ser ikke godt ud", sagde han. "Det kommer fra livmoderen". Jeg panikkede fuldstændigt og græd og græd.
Han tog min hånd og sagde: "Vi gør, hvad vi kan, for at du kan beholde den, og jeg skal også scanne, så lad os nu se". Han vendte skærmen væk, så vi ikke kunne følge med. Han smilede. "Ja", sagde han så, "det her ser godt ud" og vendte skærmen, så vi kunne se.
"Der er hjertet, og der ligger den lille baby og stortrives. Der er med andre ord intet i vejen ifølge scanningen". Py ha. Men jeg var stadig ikke rolig. Hjem og ligge, var rådet, og ingen sex. OK, hjem det gik, men jeg var stadig bange. Allan var helt rolig.
Den efterfølgende tid skulle jeg gå til kontrol hver 14. dag og fik tilbudt ekstra lægesamtaler. Det var en lettelse, men resten af graviditeten var jeg urolig. Jeg fik selvfølgelig også bækkenløsning, så jeg dårligt kunne gå.
Man besluttet så at sætte fødslen i gang en uge før. Jeg fik sat stikpiller op i 2 dage. Så tog man vandet, men veerne ville ikke gå i gang. Der blev lagt drop. Jeg fik det mindste, man kunne få, da jeg er hurtig til at føde. Endelig gik de i gang, men av, det er meget værre end de andre gange.
Jeg har aldrig fået noget for smerte før, men denne gang fik jeg lattergas. Det gjorde vanvittigt ondt. Kl. 22.35 sagde jeg til jordemoderen, at nu skulle det være overstået, og så husker jeg intet mere før ca. 23.15, hvor jeg hørte jordemoderen langt væk sige: "Hjertelyden er væk, lægen skal komme nu".
Hun skælder mig ud og ævler om, at jeg skal vende mig om. Hun vil sætte en elektrode på barnets hoved, og jeg må ikke presse. Lægen kommer løbende ind af døren, da jeg får sagt, at jeg da ikke kan lade være med at presse.
Hun kigger igen, smider elektroden og siger: "For pokker, du føder nu", og kl. 23.20 var Jamie født. Jeg hører lidt væk jordemoderen snakke med lægen om, at jeg ikke ville åbne mig de sidste 2 cm, og at hjertelyden forsvandt.
Så siger hun: "Ja, og pludselig var Dyveke udslettet". Hmm, er jeg mon død, tænker jeg, men kommer til mig selv, da lægen lyser mig i øjnene.
Der lå han så, min lille længe ventede guldklump, og nu er han 6 måneder gammel, og i marts fik vi en nyhed, jeg ikke kunne tro på. Jeg var gravid igen, og vi venter barn nummer to til november. Der bliver altså 11 måneder imellem dem. Og ja, i 17. uge gentog historien sig, men barnet har det godt. Fantastisk, og nej hvor vi glæder os.
30-08-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025