Skrevet af Stine
09-05-2006 (12 dage før termin)
Kl. 23.50: Jeg vågner på sofaen. Det er der jo ikke noget nyt i. Bebsen har været ret stille de sidste par dage, men jeg mærker da små puf og møffen omkring ind imellem. Jeg rejser mig for at gå i seng og lukker lige af for Bono på vejen. På toilettet mærker jeg et lille smæld, og der kommer en lille skylle klart fostervand, formoder jeg. Ned at ligge, da hovedet ikke står fast!
10-05-2006
Kl. 00.02: Jeg har fået lagt mig på sengen, og Michael kommer med telefonen, så jeg kan ringe til fødegangen. Jeg aftaler med dem, at Falck vil komme og hente mig, så jeg kan komme på Hillerød og blive undersøgt. Hvis bare hovedet står fast, kan vi tage hjem og vente på veer.
Bagefter ringer jeg til mor, da vi jo har fået brug for en barnepige. Tøserne sover sødt og ænser ikke spor. Michael bliver sat til at pakke en taske med lidt tøj, toiletsager og lignende. Man ved jo aldrig.
Kl. 00.20: Falck er fremme, og jeg får bevæget mig ud til båren. Det er den flotteste stjerneklare nat, og jeg nyder den korte køretur ud til ambulancen. Michael bliver i huset og venter på, at mor når frem, før han kan køre.
Turen til Hillerød er lang og mærkelig. Falckmanden snakker beroligende til mig, selv om jeg er helt rolig, og i løbet af de 40 minutter når der at gå mange tanker gennem hovedet på mig. Jeg har dog svært ved at fatte, at det alligevel lige pludselig er nu, det er NU.
Kl. 01.00: Vi er fremme på fødegangen, og jeg bliver taget imod af en jordemoder og bliver vist ind i undersøgelsesrum 16. Her sætter hun ve-måler og hjerteslagsmåler på mig, inden hun undersøger mig.
Jordemoderen er ikke overbevist om, at det er vandet, der er gået. Jeg bliver bedt om at ligge og få kørt en strimmel i en halv times tid, så vi kan se, at babyen har det godt.
Det lille hjerte banker lystigt derud af, og det er en fornøjelse at ligge og lytte til. Michael er fremme på fødegangen ca. kl. 01.15. Der er ikke nogle veer at registrere, og jeg er kun 1 finger åben. Med uudslettet livmoderhals ser det ud til, at der kan komme til at gå et stykke tid, inden der sker noget for alvor.
Kl. 01.45: Jeg bliver undersøgt igen, og der hersker nu ingen tvivl om, at det er fostervandet, der er gået. Der kommer samtidig med undersøgelsen flere skyller vand ud, og jordemoderen er i stand til at "presse" barnet helt ned i bækkenet at stå, således at hun nu står fast, og jeg behøver ikke længere at ligge ned.
Vi bliver derefter sendt hjem og får med det samme taskerne med remedierne til fødslen med hjem. Jeg bliver i foyeren ønsket en god hjemmefødsel af afdelingsjordemoderen, hvilket varmede meget, og jeg er tryg og forventningsfuld, da vi triller hjem. Der melder sig et par veer under køreturen men ikke noget regelmæssigt eller særlig smertefuldt.
Kl. 03.15: Hjemme igen hos en meget spændt Bedste beretter vi om nattens hændelser og går derefter alle i seng igen. Michael siger meget betænksomt: "Sig lige til, når du har veer", hvorefter han snorker højlydt, så det kan vist være det samme.
Desuden er det ikke veer, der holder mig vågen, men derimod tanken om, at jeg skal være mor igen indenfor et døgn. Vi har lavet en aftale med jordemoderen om at komme til tjek på fødegangen kl. 19, hvis der ikke er sket noget inden da.
Hvis alt er fint her, men der stadig ikke er sket noget, har vi til den 11/5 kl. 08.30, inden der vanker en igangsættelse. Jeg vil helst ikke skulle sættes i gang, da min hjemmefødsel så ikke kan blive til noget. Jeg har desuden lovet adskillige jordemødre at ringe efter dem, når der er regelmæssighed i mine veer. Jeg har jo før født hurtigt, og vi skulle jo ikke så gerne føde uden jordemoder.
Kl. 07.00: Jeg har fået sovet 1½ times tid, men vækkes af Silke. Vi står op og går ind til Bedste. Hun har vist ikke sovet meget mere, men har det under omstændighederne godt. Michael sover videre en times tid endnu og står kun op, fordi jeg vækker ham og spørger, om han skal på arbejde.
Bedste aflyser en vagt og har derfor mulighed for at blive hos mig hele dagen, og Michael kører på arbejde, men lover at holde telefonen åben. Ungerne bliver afleveret i institution, og Bedste og jeg bruger formiddagen til at købe ind til at bage boller, kager og hvad der ellers lige mangler i køleskabet.
Kl. 12.00: Jeg kan mærke, at jeg er stresset over, at Michael er på arbejde, og ringer ham hjem. Vi aftaler, han skal køre senest kl. 13, og derfor vil være hjemme ved 14-tiden. Vi får handlet færdigt, og hjemme igen går jeg i gang med at bage boller. Jeg ringer endnu engang til Michael og beder ham køre hjemad.
Kl. 13.00: Jeg bliver ringet op fra Hillerød og snakker med afdelingsjordemoderen. Hun spørger til min tilstand, og jeg beretter, at jeg ikke tror, jeg når ind til igangsættelse, da jeg har lidt småveer og ved, at det pludselig kan gå hurtigt.
Jordemoderen fortæller, at det faktisk ikke ser ud som om, hun har noget personale at sende ud til mig. Det betyder med andre ord, at jeg skal planlægge at køre til Hillerød og føde, for som hun siger: "Her kan vi jo bedre have gang i flere fødsler ad gangen". Rigtig rigtig ufedt.
Jeg bliver enormt ked af det og synes, at det hele er noget rod. Nu skal jeg pludselig regne transporttid og indlæggelse med i planerne, og det var jo det, jeg i 9 måneder har prøvet at undgå! Hun lover at blive ved med at søge en anden løsning, men kan ikke love mig noget.
Jeg er færdig med bollerne og går i gang med en dobbelt portion muffins, for jeg skal jo have tiden til at gå alligevel. Molly kommer over med en lampe og en stol, som jeg tidligere har ringet og spurgt efter.
Kl. 14.00: Afdelingsjordemoderen ringer igen. Denne gang er det med gode nyheder. Min konsultationsjordemoder Anne Marie har indvilliget i at tage en vagt til kl. 20 for at sidde standby for os. FEDT! Jeg bliver rigtig rigtig glad. Nu er jeg bare lidt splittet mellem at ville have veer for at nå at føde inden kl. 20, men også ville holde lidt igen, da Michael ikke er nået hjem endnu.
Han kommer dog hurtigt efter, og det samme gør Rikke. Vi sidder alle i haven og nyder det dejlige vejr og spiser kager og boller. Det er en mærkelig fornemmelse, at der sidder så mange mennesker og bare venter på mig og mine veer. Der kommer lidt småveer ind imellem, men ikke noget at bemærke.
Kl. 15.30: Der er stadig ikke rigtig gang i veerne, og vi beslutter, at en lille gåtur måske kan sætte lidt skub i sagerne. Michael, Molly og jeg beslutter at gå op til børnehaven og hente tøserne, mens Rikke og Bedste kører ind til Skibby for at hente Silke og Sebastian.
På vejen til børnehaven kommer 3 veer med jævne mellemrum. De er dog ikke værre, end at jeg kan gå imens, bare i lidt langsommere tempo! Fremme ved børnehaven venter jeg sammen med Bono, mens Michael finder Isabella. Jeg snakker lidt med en af pædagogerne, som spørger til, hvornår det er, vi skal føde. "Tjah, indenfor det næste døgn", siger jeg, og hun ser lidt underlig ud i hovedet! Tilbagevejen giver også 3 veer, men de er ikke blevet nævneværdigt værre.
Kl. 16.15: Vel hjemme igen, nu med huset fuld af børn, hunde og voksne (Bedste, Rikke, Molly, Michael, Stine, Isabella, Silke, Caroline, Sebastian, Bono og Buller), bliver jeg sendt i seng af min søster med besked om at ringe til fødegangen om en time. Jeg giver mig til sidst og ligger i min seng, da der kommer en ve kl. 16.40.
Endnu en ve kommer 16.46 og 16.52, og helt som aftalt ringer jeg derfor til fødegangen med besked om, at der nu er veer med regelmæssige mellemrum. Jeg får at vide, at de ringer til jordemoderen med det samme og samtidig sender en taxi ud til mig med ilt og sug.
Kl. 16.55: Hov, nu er der kun gået 3 minutter fra sidste ve, og jeg synes, de begynder at ændre karakter. De gør nu rigtig ondt, og jeg skal trække vejret dybt og koncentrere mig om at kontrollere smerterne.
Michael kommer ned i soveværelset, og vi får lagt lidt afdækning på sengen, får sat en elastik i håret, og vi får lige snakket om, hvad vi skal gøre, HVIS nu ikke Anne Marie når frem.
Kl. 17.15: Veerne komme nu oftere og er gode effektive veer. Jeg kan mærke, hvordan det hele åbner sig, og hvordan barnet langsomt kommer længere og længere ned. Jeg skal stadig arbejde med min vejrtrækning for at bevare kontrollen, men det falder mig helt naturligt.
Michael har ordnet det sidste og bliver nu ved mig hele tiden. Eller det vil sige, jeg deler ham med badeværelset, for der står han med jævne mellemrum og kigger ud af persiennen!
Vi ringer til Hillerød for at høre, hvorfra det er, jordemoderen kommer, og hvornår vi kan forvente hende fremme. Hun skal fra Lynge, og det er myldretid, så vi kan godt regne ud, at det nok ikke er lige om hjørnet.
Kl. 17.45: Veerne ændrer nu igen karakter, og pressetrangen melder sig. Da Anne Marie stadig ikke er nået frem, står det mig rimelig klart, at det er muligt, vi selv kommer til tage imod prinsessen. Jeg kigger noget vildt på Michael og han på mig.
Det eneste jeg formår at sige er "shit" og "scheise", mens der kommer endnu 3-4 presseveer. Jeg prøver ikke at presse med på veerne, men holder heller ikke igen, når det bliver for svært. Jeg har gode pauser, et par minutter måske mellem veerne, og jeg håber stadig, at Anne Marie når frem. Men troen på det svinder hen.
Kl. 18.00: Michael farer frem og tilbage mellem mig og vinduet ud til indkørslen, som han har gjort hele tiden, men nu udbryder han glad og lettet: "Nu er hun her", mens jeg bare prøver at gispe mig igennem presseveerne.
Der hersker en del kaos i huset. Bedste og Rikke kan godt fornemme, at det er tæt på nu, og da jordemoderen kommer ind ad døren, tager mor pigerne med ud i det samme. De går i Brugsen og køber is, som de indtager ved vores tørlagte andedam.
På den samme tid har jordemoderen nået at få handsker på, mærket efter, at jeg er fuldt udvidet, og givet lov til bare at presse med, så vi kan få prinsessen født. Jeg husker, hun klapper mig på benet og undskylder, at hun ikke når at vaske hænder, men det er tilgivet på stedet! Rikke er kommet med ned i soveværelset, og hun starter med at filme.
Kl. 18.05: Iben kommer til verden efter endnu et par presseveer. De sidste 5 vigtige minutter guides jeg af Anne Marie og formår at holde igen under fødslen, således at jeg slipper uden en skramme. Jeg får mit helt perfekte, lille, glatte, varme barn op på maven, og jeg overvældes straks af hele forløbet.
Hun er født hjemme under en helt perfekt hjemmefødsel. Jeg er bare så stolt og så glad for, at det er overstået. Smerterne forsvinder som dug for solen, og lettelsen og kærligheden skyller ind over mig.
Kl. 18.15: Bedste kommer hjem med pigerne. De er helt vildt beskidte og klistrede af is, men kommer begge straks op i sengen til mig og lillesøster. De kigger meget interesseret på hende, og der er en helt ganske særlig stemning i rummet.
Rikke og Bedste kigger selvfølgelig lige så meget med. Vi har fået fjernet diverse underlag og gjort mig i rimelig stand, så der er ikke noget væmmeligt at se for pigerne. Hvor er det dejligt at være hjemme med familien i denne vigtige stund.
  Der bliver taget tonsvis af billeder af alle prinsesserne, og så bliver det tid til at veje og måle den lille. 3.550 gram og 52 cm lang. Helt perfekt og fin baby. To rigtig stolte forældre har endnu engang set dagens lys. Taxien når nu også endelig frem. Godt vi ikke havde brug for ilt og sug!
Kl. 19.30: Bedste og Rikke har varmet en lasagne i ovnen og har dækket et hyggeligt bord. Anne Marie takker ja til at blive og spise med, og det er bare så hyggeligt at sidde der samlet om bordet og snakke om dagens hændelser. Det vigtigste bevis på dagens strabadser ligger og putter i liften, og vi får alle lidt at spise.
Kl. 20.30: Anne Marie tjekker mig efter for at observere blødning og livmoderens sammentrækning. Alt ser meget fint ud, og hun er helt tryg ved nu at forlade vores lille familie. Hun har udfyldt alle papirsagerne, og vi ringer efter en taxi til hende.
Jeg får et stort knus, inden hun går, og jeg er så lykkelig over min beslutning om at føde hjemme. Det var det helt rigtige at gøre, og hvor er jeg bare heldig, at det var Anne Marie, der kom ud til mig.
Kl. 21.00: Molly kommer over for at se prinsessen og bidrager med en flaske champagne. Nu sidder vi her igen alle sammen og skåler over et veludført stykke arbejde. Bent kommer forbi på vej fra bowlinghallen. Han vil jo også se prinsessen.
Isabella får lov at blive liggende på sofaen. Hun kan ikke slippe den lille, og Silkemus er blevet puttet. Sikken en ro og fred. Dejligt. Jeg er så lykkelig og heldig. Nu mor til 3 smukke og perfekte prinsesser.
Skulle jeg gøre det igen, ville jeg kun gøre en ting anderledes, nemlig at ringe til fødegangen en halv time tidligere.
02-09-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025