Skrevet af Marlene
Jeg havde en helt almindelig graviditet med termin den 22. marts 2006. Vi skulle flytte i hus den 1. april, så alt var helt perfekt.
Da jeg var 6 måneder henne den 27. december, ryger jeg en tur på sygehuset og får fjernet min blindtarm. Det var en rigtig grim oplevelse, og det ønsker man ikke for nogen. Højgravid og et sår, der skal hele, midt på en i forvejen udspilet mave. Nå, men det gik jo, og graviditeten fortsatte uden nogen problemer. Men så...
Onsdag den 15. februar
Jeg havde haft det lidt skidt i nogle dage. Jeg havde feber og lidt ondt i maven. Om aftenen blev jeg lidt bekymret, så vi tog en tur til lægevagten. Han mente bestemt, at jeg havde blærebetændelse, så jeg blev indlagt på medicinsk afdeling i Esbjerg onsdag aften kl. 22.30.
Lægerne fik mig undersøgt, og det viste sig, at blærebetændelsen havde nået at udvikle sig til nyrebækkenbetændelse. Jeg fik lagt drop, fordi jeg var dehydreret af den høje feber. De fik sat et drop mere til, som jeg fik antibiotika i.
Carsten og jeg blev enige om, at nu kunne han godt trille hjem igen. Nu var jeg jo i sikre hænder og havde det egentligt ret godt. Klokken var lige omkring 0.30, da han tog afsted.
Sygeplejersken kom ind for at se til mig, men jeg havde det jo godt, så hun sagde godnat og slukkede lyset. Så lagde jeg mig til at sove.
Torsdag den 16. februar
Kl. 01.30 giver den lille et ordentligt spark nedad. Der lyder et knald, og hele sengen sejler i vand. Det kan ikke passe, tænker jeg, der er jo 5 uger til, og alle førstegangsfødende går jo over tid!
Jeg kalder på sygeplejersken og fortæller, at jeg tror, mit vand er gået. Hun er ikke til den store hjælp, da hun intet aner om fødsler. Hun tilkalder en ældre sygeplejerske. "Hun har i hvert fald børn selv", siger hun. Hun mener, det er vandet, og tilkalder en gynækolog fra fødeafdelingen. Han er ikke sikker på, det er vandet, men vil godt lige have mig ned til en undersøgelse. Og der på briksen kom resten af vandet så.
Alt vandet var gået, så nu kunne man ikke stoppe fødslen, men jeg havde jo ikke veer endnu, så nu måtte vi se. Jeg ringede til Carsten omkring kl. 2.30 og fortalte, at vandet var gået, og at der godt kunne gå noget tid, inden der begyndte at ske noget. Jeg sagde, at han lige så godt kunne sove videre, da jeg jo ikke havde veer eller noget endnu. "Fint nok", sagde han, og vi sagde farvel.
Ca. 30 minutter senere ringer Carsten. Han mente, jeg havde sagt, at vandet var gået. Han var slet ikke vågen og havde ikke rigtig fået fat i, hvad jeg havde sagt. Jeg lagde mig til at sove, men kunne ikke rigtig. Det var veerne, der var på vej. Jeg må alligevel have sovet lidt, for jeg kan ikke huske de næste par timer.
Ved 5-tiden har jeg fine veer, som jordemoderen udtrykte det. Og der lå jeg så. Kl. 8 ringer jeg til Carsten for at høre, om han ikke snart kommer ned til mig. Men han var taget på arbejde. MÆND altså. Ved 9-tiden kom han så, og der var veerne begyndt at gøre ondt.
Jeg var smadder træt og havde 39 i feber. Nu gad jeg altså bare ikke det her mere. Jeg bliver undersøgt af jordemoderen, men er kun 1 cm åben, så jeg mangler 9. Jeg ligger fortsat med veer til kl. 13, hvor jeg bliver undersøgt igen. 1½ cm - der er lang vej igen.
De bliver dog ret hurtigt enige om, at det er synd for mig, så jeg får lagt en epiduralblokade, og de sætter vedrop til. Det var dejligt. Smerterne forsvinder, og jeg holder op med at fryse.
Efter 10 minutter dykker den lilles hjertelyd. Pludselig er hele stuen fyldt med mennesker. De vender mig, drejer mig, giver mig ilt, og hjertelyden kommer op igen. Da de ikke kendte årsagen til, at den dykkede, blev de enige om, at det var bedre at lave kejsersnit.
  Jeg blev kørt ind på operationsstuen, og hjertelyden dykkede igen. Lægen blev lidt nervøs, og det gik pludselig meget stærkt. Han havde ikke tid til at vente længere, så han gik i gang, inden min bedøvelse nåede at virke ordentligt. AV AV.
Klokken 16.16 kom Cilje så til verden. Hun var 45 cm lang og vejede 2.240 gram. Hun blev underøgt og fik 7/10 i apgar score. Hun blev kørt ned på neonatalafdelingen.
Hendes blodsukker var lidt lav, så hun fik lagt sonde og fik noget at spise med det samme. Men hun var heldigvis ikke blevet smittet med min infektion. Sonden havde hun i i 13 dage, så spiste hun fuldt ud ved mig, og dagen efter kom vi hjem, dejligt.
Alt i alt gik det hele jo godt. Men når man står i det, er det svært at følge med. Man kommer hele følelsesregisteret igennem. Først er man bange, så er man ked af det, og til sidst er man jo glad.
 Cilje kom op på barselgangen efter 2 døgn. Det var de værste 2 døgn, jeg længe har oplevet. Man var blevet mor, men barnet lå et andet sted. Man skulle spørge om lov til at holde sin egen datter, vaske og spritte hænder af, inden man kunne komme ind osv. Det værste var næsten, at hele familien dukker op for at fejre den lilles ankomst, men den lille er der bare ikke selv.
 Cilje er i dag 5 måneder og en dejlig lille pige. Hun er let til smil, så man glemmer hurtigt alle de grimme ting.
Hun vejer nu 5.675 gram og er 59 cm. Så størrelse 50 og 56 er lagt på hylden nu, men vi fik glæde af det i lang tid.
05-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025