Skrevet af Stine
Fredag den 14/9-2006 var det min termin, og derfor har jeg også valgt at fortælle min historie nu for at få lukket et for mig stadig uafsluttet kapitel i livets bog.
Før graviditeten
2005: Jeg er på dette tidspunkt 24 år gammel og blev i juli gift med den dejligste mand i verden, Michael. Vi havde i flere år snakket om, at vi gerne ville have børn, men da jeg gerne ville have min uddannelse overstået, havde vi ventet længe med at prøve.
I juni 2005 blev jeg så endelig færdig. Vi blev gift i juli, og jeg startede på mit nye arbejde i august, og i september blev vi så enige om, at nu var det tid til at begynde "projekt ønskebarn".
September gik, og oktober og november også, uden held. I december var jeg efterhånden godt træt af, at der ingenting skete, og derfor sagde jeg til Michael, at nu gad jeg snart ikke prøve mere.
Omkring 2. juledag begyndte jeg dog at få det skidt af blot at drikke et enkelt glas vin, og det gav selvfølgelig anledning til små spekulationer. Jeg testede positiv den 4.januar 2006, og vi var selvfølgelig jublende lykkelige. Endelig skulle vi være forældre!
Under graviditeten
De første 8 uger mærkede jeg INTET til graviditeten. Faktisk ringede jeg til lægen og beklagede mig over, at jeg syntes, at mine graviditetssymptomer var gået helt væk. Jeg var helt grædefærdig, så min læge sendte mig til en akut scanning på Haderslev Sygehus.
Jeg husker stadig dagen, som var det i går. Den frygtelige fornemmelse af, at noget var helt galt. Michael havde taget fri, og vi sad og ventede på at komme ind. Endelig blev det vores tur, og jeg kom op på briksen.
Der var en læge og en sygeplejerske til stede. Lægen begyndte at scanne og ledte længe. Efter et stykke tid så vi fostersækken med fostervand, men lige så snart jeg så den, vidste jeg, at noget var helt HELT galt.
Der var ikke noget foster! Lægen undersøgte den grundigt, men måtte desværre fortælle mig, at der ikke var noget foster. Jeg tudede fuldstændig uhæmmet og undskyldte til Michael for, at jeg ikke havde kunnet holde på vores barn.
Michael var også rigtig ked af det, og i mange minutter ænsede vi vist ikke rigtigt, hvad der skete rundt omkring os. Jeg husker dog, at sygeplejersken nussede min hånd. Jeg spurgte om, hvad der skulle ske, og de sagde, at jeg skulle have en udskrabning.
For en sikkerheds skyld ringede de dog efter en overlæge, som lige kom og scannede en ekstra gang. Også hun ledte længe, men fandt intet foster. De mente, at jeg havde været gravid, men at fosteret var gået til. Jeg var jo også kun i uge 8.
Så trykkede hun mig imidlertid uden på maven helt ovre i højre side, og HOVSA, så dukkede der et lillebitte foster op. Lægerne var dybt chokerede og undskyldte mange gange, at de havde gjort os så bange.
Det foster, de så, passede imidlertid helt til gestationsalderen i størrelse, og vi så det lille hjerte, som blinkede flot til os. Aldrig har jeg tudet så meget, først af sorg, og så af glæde.
Efter den dag nød jeg graviditeten. Godt nok fik jeg mere og mere kvalme, og jeg kastede op, hver gang jeg så vores køleskab, men jeg skulle ikke klage. Der var jo en fin lille blyp derinde. Jeg var i øvrigt overbevist om, at det var en pige, for det havde jeg drømt.
Til 10-ugers undersøgelse hos min læge spurgte jeg, om den tomme fostersæk kunne have været en tvilling, men det kunne han ikke svare på. Han mærkede på livmoderen og forsikrede mig om, at uanset hvad, så var der i hvert fald ikke to derinde nu, for det var symfyse-fundus-målet ikke stort nok til.
I uge 12 skulle vi så scannes igen helt rutinemæssigt, som man gør i de fleste amter. Igen scannede de, og denne gang var der ingen tvivl. Der var den fineste lille baby. De sagde, at alt var rigtig flot og helt normalt, og Michael og jeg lå og pjattede med personalet om, at det var godt, at der ikke var to derinde, for det havde min læge jo ligesom forsikret mig om.
  Der gik nok ikke mere end et halvt minut, fra jeg havde sagt det, før lægen udbrød: "Hov, jamen hvad er det", og så sagde hun, at der rent faktisk var to derinde.
Michael og jeg var helt blæste. Min reaktion var: "Er der TO? Der er TO!", hvorefter vi bare grinede helt vildt. Begge babyerne så fine ud, men fordi vi således ventede tvillinger, så kunne vi ikke længere føde på Haderslev Sygehus, da de ikke tager risiko-fødsler. Enten skulle vi til Kolding eller Sønderborg. Det blev Kolding, da vi bor tættere på.
Jeg nød stadig min graviditet, selvom kvalmen tiltog, og jeg nu kastede op flere gange om dagen. I 3 uger fik jeg ikke andet ned end danskvand og appelsiner, så det var en glimrende slankekur.
Jeg tabte næsten 6 kilo og blev da også lidt nervøs for, om babyerne mon fik nok at spise derinde.
Vi tog kontakt til Kolding Sygehus og fik en tid til misdannelsesscanning. Den gruede vi for, for vi vidste, at risikoen for misdannelser er mere udtalt, hvis man venter tvillinger.
Alt var dog i den skønneste orden, og vi fik at vide, at vi ventede os to langbenede piger. Det var i hvert fald jordemoderens kvalificerede gæt. Vi fik også at vide, at vi fra denne dag skulle til kontrol-scanning hver 14. dag fra uge 18 og frem til fødslen, fordi man havde konstateret, at vores tvillinger er enæggede.
 Tiden gik, og jeg mærkede mere og mere til pigerne. Vi var som skrevet til kontrol-scanning hver 2. uge, men hver gang så tingene godt ud, og alle var enige om, at vi skulle have to piger.
Min kvalme forsvandt igen som dug for solen, og jeg elskede at være gravid. Omkring uge 23+0 kunne jeg se de første bevægelser udenpå, og der mærkede Michael for første gang også tydeligt sparkene. Han var vildt glad.
Fra uge 24+4 blev jeg sygemeldt for at aflaste min krop, som fra nu af ville vokse voldsomt, (ifølge bøgerne), og for at forhindre for tidlig fødsel. Jeg nød at gå herhjemme og kunne sagtens få tiden til at gå.
Fredag den 14/7-2006
Vi var til regelmæssig vækstscanning, og i uge 28+4 viste scanningen, at tvillingerne nu vejede 1.240 og 1.250 gram. Det var vi glade for, og da jeg stadig var fuldstændig ubesværet, nød Michael, som nu havde ferie, og jeg livet. Jeg mærkede liv hver dag og voksede da også lidt i omfang.
 Så kom vi til den 14. juli 2006. Den dag glemmer vi aldrig. Jeg var nu i uge 31+1, og vi skulle til endnu en vækstscanning. Det var den samme læge, som scannede i uge 28+4, men denne gang var der desværre dårligt nyt.
Lægen mente, at pigerne slet ikke havde taget på siden sidste scanning. Han vurderede dem til ca. 1.250 og 1.350 gram, og han sagde meget alvorligt til os, at vi godt kunne tage hjem med det samme og pakke en taske, for vi skulle forbedrede os på akut kejsersnit allerede næste morgen.
Han mente også, at pigerne havde forhøjet blodtryk. Vi blev rigtigt bange, og jeg græd meget. Han forklarede ikke nærmere, hvad der skulle ske, andet end, at de ville køre en CTG og give mig lungemodner med det samme.
Som sagt så gjort. De målte CTG, som lå indenfor normalen, og jeg fik en sprøjte i ballen, som skulle virke i 24 timer. Derefter tog vi hjem uden videre afklaring af, hvad der skulle ske.
Vi vidste, at ufødte børns chancer for overlevelse uden mén var gode ved 32 fulde uger, men jeg var ikke der endnu, så vi var meget bange. Aftenen var et mareridt. Vi græd på skift, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg bad til Gud om, at alt måtte være i orden.
Vi fik ikke meget søvn den nat. Vi lå og snakkede om, hvilke ting vi mon kunne forvente af to så meget for tidligt fødte børn. Ville de overhovedet leve? Skulle de nøddøbes? Ville de ligne børn? Vi fik sammenlagt omkring 4 timers søvn, og næste formiddag drønede vi igen til Kolding.
Lørdag den 15/7-2006
Kl. 11 fik jeg endnu en indsprøjtning med Celeston (lungemodner), og jeg fik at vide, at de gerne ville have, at også denne sprøjte fik lov til at virke i 24 timer, men om der skulle gå så lang tid før et eventuelt kejsersnit, skulle en ny scanning afgøre.
Vi ventede længe, og en ny overlæge kom og hentede os. Nu var det hans tur til at scanne. Han målte flow på den ene tvilling, den anden lå skjult, men flowet var rigtig flot. Denne læge sagde til os, at han vurderede vægten til 1.418 og 1.511 gram, altså lidt bedre end dagen før.
Lægen sagde nu, at kejsersnittet måske ikke behøvede være så akut igen, som vi havde fået stillet i udsigt dagen før, og vi begyndte nu at håbe på, at vi i hvert fald kunne få lov til at gå en uge mere.
Dog sagde denne læge også, at pigerne snart skulle ud. Det var dog ikke så meget på grund af deres vægt, men mere fordi han ikke kunne se den skillevæg, som helst skulle adskille tvillingerne. Uden den var der fare for, at navlestrengene kunne vikle sig ind i hinanden og lukke for ilt og næring til børnene.
Vi aftalte, at vi skulle komme igen dagen efter for at få en afklaring på, hvornår de små skulle have fødselsdag.
Søndag den 16/7-2006
I dag havde Michael og jeg 1 års bryllupsdag, og vi var ret spændte på, om pigerne skulle have fødselsdag i dag. Vi håbede dog stadig på, at det ville blive rykket så længe som muligt.
Vi mødte op i Kolding kl. 9, men først kl. 10 kom en sygeplejerske og sagde, at der måtte være sket en misforståelse. Der er stort set ikke noget personale i weekenderne, så derfor ville vores børns skæbner først blive afgjort dagen efter om mandagen.
Vi aftalte derfor med en sygeplejerske, at når vi nu alligevel var her, så kunne vi lige så godt komme op og se afdeling P3, neonatalafdelingen. De havde dog meget travlt deroppe, og vi måtte vente i mange timer, før de havde tid til at vise os afdelingen.
Vi kom endelig derop, og vi fik en superkort rundvisning, men vi fik dog lidt at vide om, hvordan sådan en indlæggelse forløber, og hvilke rutiner de har. Michael og jeg fik lige lov til at skimte ind i et rum, hvor der stod en kuvøse med to små tvillinger på ca. 1.200 gram, så vi kunne forberede os på, hvilken størrelse vores ville have.
Min første tanke var, at de dog trods alt lignede almindelige børn, bare små! Efter besøget på P3 sad vi længe og ventede på en sygeplejerske, som skulle fortælle os lidt om, hvilke ting de ville drøfte på næste dags konference, og hvordan et kejsersnit foregår.
Da vi havde fået det gennemgået, sad vi igen bare og ventede på, at vi måtte få lov til at tage hjem. Vi tog hjem og gik ud at spise for trods alt at fejre bryllupsdagen bare lidt, men det var svært at nyde dagen.
Mandag den 17/7-2006
I dag skulle vi møde kl. 9.30 for at høre resultatet af lægekonferencen. Inden afgørelsen skulle vi dog endnu engang scannes, og det trak ud rigtigt længe, før der kom en læge.
Denne gang var det en ny overlæge, som skulle scanne. Først målte han vægten. Han skønnede tvillingerne til at veje ca. 1.700 og 1.800 gram, så der var noget af en forskel fra vægtskønnet om fredagen, som jo lød på 1.250 og 1.350 gram.
Derefter ledte lægen efter den skillevæg, de andre læger ikke havde kunnet finde, og det kunne denne læge heller ikke. Men til gengæld målte han flow på begge pigerne, og han sagde, at det var rigtig flot.
Afgørelsen blev, at pigerne skulle ud dagen efter. Jeg fik senere taget blodprøver, og vi ventede igen et par timer på at få at vide, om jeg skulle indlægges med det samme, eller om vi måtte tage hjem og sove. Det fik jeg lov til.
Tirsdag den 18/7-2006 - kejsersnittet
I dag var jeg 31+5, og vores piger har fødselsdag. Vi skulle møde kl. 6.30, og jeg fastende. Siden fredagen havde der stået en tom stue til mig, som jeg skulle ligge på indtil operationen, men da vi kom, havde vi fået selskab af en kvinde med tætte veer, som åbenbart ikke havde ondt nok til at være på fødegangen.
Der blev sat en skillevæg op imellem os, men jeg kunne jo nemt høre hendes klynkende pusten og stønnen, og det var helt ærligt ikke det, jeg havde mest lyst til på det tidspunkt. Jeg ville allerhelst bare glemme, at de små piger ikke kunne få lov til at være i maven længere.
Min seng blev redt, og klokken lidt i halv otte blev jeg barberet og klargjort. Jeg fik målt blodtryk, taget temperatur og lagt kateter. Det var heldigvis slet ikke så slemt som frygtet.
Vi ventede og ventede, og fik endelig at vide, at vi var nummer to på programmet, med mindre der kom akutte tilfælde. Senere kom en anæstesilæge og forklarede lidt om bedøvelsen og dens bivirkninger.
Også lægen, som skulle operere, kom og hilste på. Det var desværre den samme, som scannede os fredag den 14/7 - med andre ord den samme læge, som havde sat alt dette i værk. Han kunne ikke sætte noget tidspunkt for operationen, men mente, at det ville blive før middag.
Da klokken blev ca. 11.40, kom en portør ned til os. Så var det nu! Michael fik operationstøj på, og jeg fik også grøn hue på. Så blev vi kørt op på operationsgangen. Her hilste en masse folk på os, og jeg kom op at sidde på en briks.
Jeg skulle sidde med afslappede skuldre og hovedet ned mod brystet, mens anæstesilægen mærkede og tegnede på mig. Så sprittede hun mig af 2 gange, og jeg fik lokalbedøvelse. Kun et lillebitte prik mærkede jeg. Derefter lagde hun spinalblokaden, og der gik ikke mere end 2-3 minutter, så var jeg lammet fra brystet og ned.
Jeg blev lagt op på briksen, og de satte en skærm op foran Michael og jeg, så vi ikke kunne se noget. Lægen sagde, at han på et tidspunkt ville nive mig i tæerne med en tang for at se, om jeg kunne mærke noget, og at han ville sige til, når han gjorde det.
Det gjorde han bare aldrig, og pludselig mærkede jeg en masse trykken, skubben, trækken og rykken rundt på min mave, og jeg anede ikke, hvad de lavede. Jeg troede faktisk, at de mærkede udenpå, så jeg blev temmelig overrasket, da jeg spurgte, hvad fanden de havde gang i. Anæstesisygeplejersken sagde, at de havde skåret mig op, og at det ikke ville vare længe, før jeg kunne kalde mig mor.
Pludselig blev jeg meget svimmel, og sygeplejersken spurgte, hvordan jeg havde det. Det viste sig, at mit blodtryk og puls var styrtdykket ned til 60/43, og derfor fik jeg et skud "et eller andet" - jeg gætter på det var adrenalin, som satte hjertet op i fart igen. Så fik jeg det til gengæld godt igen på 2 sekunder.
Michael sagde bagefter, at det havde været rigtig grimt at se tallene dykke på den måde, men at de havde været gode til at forklare ham, hvad de gjorde. Det har jeg ikke fået med. Jeg var mere interesseret i, hvad der foregik på den anden side af forhænget.
Cirka 1 minut efter jeg havde spurgt, hvad de lavede, klokken 12.08, blev Anne taget ud. Jeg kunne høre en gurglende lyd, da de sugede fostervandet, og jeg synes, det tog en evighed, før jeg endelig hørte lyden af lav barnegråd.
Der fik jeg tårer i øjnene. Det var bare den mest fantastiske lyd i verden. Tænk at et så lille barn kunne trække vejret selv. Jeg var SÅ lettet og stolt. Tænk, du lever!
Jeg hørte en sige: "Det blev en pige", og ét minut efter, klokken 12.09, blev Freya taget ud. Også Freya satte i gråd med det samme, lav men vedholdende. Michael gik med det samme ud sammen med pigerne, og jeg lå der på briksen og kunne høre dem græde i baggrunden.
Jeg nåede ikke at hverken se eller røre pigerne, da de skulle undersøges. Jeg var meget overvældet, for jeg havde været så bange for, at de ikke kunne leve, når de nu var blevet taget ud så tidligt.
 Der gik dog ikke lang tid, før jeg fik fortalt, at alt så vældig flot ud. Pigerne skulle lige suges, men trak ellers vejret helt af sig selv. De havde begge fået fuld apgar efter både 1 og 5 minutter, hvilket er sjældent ved for tidligt fødte, og endnu mere ved for tidligt fødte tvillinger. Med andre ord synes alle, at vi roligt kunne være stolte, og det var vi også.
Efter lidt tid kom Michael igen ind til mig, og han fortalte, at Anne var 43 cm lang og vejede 1.780 gram. Freya var 44 cm lang og vejede 1.590 gram. Altså et par flotte, "store" piger, fik jeg at vide.
Imens de gik i gang med at sy og klipse mig sammen, kom Michael lige hurtigt ind med pigerne på skift, men de var pakket så godt ind, at jeg kun lige kunne se en næsetip.
Derefter kom pigerne over på P3 (neonatal), og Michael gik med dem. Det havde vi aftalt forinden, for jeg ville ikke have, at de skulle være alene. Jeg lå så alene tilbage på briksen, uden hverken rigtig at have rørt eller set mine to piger.
Personalet arbejdede stadig på såret, og pludselig sagde lægen. "Jamen, det synker jo slet ikke". "Fuck", tænkte jeg, "jeg er ved at forbløde". Det viste sig, at de måtte suge mig for en del væske, både fostervand og blod, men de kunne ikke rigtigt blive enige om, hvor meget der var blod.
Lægen mente kun, det var ½ liter, hvilket er helt normalt, men det er jeg ikke enig med ham i. Jeg er nemlig bloddonor og vant til at give ½ liter blod ad gangen, og i dagene efter operationen var jeg helt kridhvid overalt, selv på læberne, og jeg blev svimmel af bare at sidde op, og det gør man altså normalt ikke efter tabet af ½ liter blod.
Da de var færdige, gik lægen, og jeg spurgte, om jeg måtte se moderkagen. Den var der imidlertid en, der var rendt med, så de måtte ringe efter en, som kunne komme med den igen. Den var stor, vejede 785 gram, og jeg så tydeligt de to navlestrenge.
Den skillevæg, de tre læger ikke havde kunnet se på scanningerne, og som var årsdagen til, at de ville have pigerne ud så tidligt, var der imidlertid, og man sendte igen bud efter den opererende læge, så han også lige kunne tage et kig på den.
Han kunne bare konstatere, at ja, der var en skillevæg, men at den sad så langt ovre i den ene side, at den uanset hvad havde været vanskelig at få øje på.
Efter operationen kom portøren igen og hentede mig. De var 6 mand om at få mig over i sengen, for jeg kunne kun bevæge armene. Jeg blev så kørt over på intensiv til opvågning.
Jeg fik med det samme et snapseglas fuldt af piller, men da de efter 1½ times tid stadig ikke virkede helt optimalt, så bad jeg om at få noget intravenøst (i droppet), og det hjalp efter 5 minutter (det var morfin).
Så kom Michael igen over til mig, efter at have ledt sygehuset tyndt. Ingen havde nemlig fortalt ham, at jeg var på intensiv.
Han havde digitalkameraet med og viste mig billeder af pigerne. Endelig fik jeg lov at se dem. Mørkt hår og meget lighed med Michael. Jeg var lige på tudegrænsen og synes, at de er de smukkeste skabninger på denne jord. Tænk engang, at vi har lavet noget så smukt. Det fatter jeg - stadig - ikke!
Michael blev hos mig, til bedøvelsen i mine ben havde fortaget sig så meget, at jeg kunne køres væk fra intensiv. Det tog næsten 3 timer. Jeg blev kørt direkte over til pigerne, hvor jeg så dem rigtigt for første gang.
Tiden efter kejsersnittet
Pigerne lå i hver deres kuvøse, og jeg kunne lige stikke en hånd ind og nusse Freya. Hvor var de små. Annes kuvøse stod for langt væk, så hun blev nusset af Michael. Efter lidt tid, hvor personalet fortalte, at pigerne bare var så dygtige, så blev jeg igen kørt ned på barselsgangen, hvor jeg havde selskab af to andre mødre, hvis børn også lå på P3.
Aftenens højdepunkt var, at vi i 2 timer måtte sidde med pigerne uden for kuvøsen. Jeg sad med Anne, og Michael sad med Freya.
Da jeg skulle i seng, skulle jeg på toilettet, og sygeplejerskerne havde sagt, at en skulle gå med mig, men der kom ingen. Til sidst måtte jeg selv stå ud af sengen og med hjælp fra Michael vakle ud og tisse. Alt sejlede for mig, og jeg var seriøst bange for at besvime.
Natten kom, og det var sindssygt hårdt at ligge på en stue uden sine børn. De lå en etage over mig, og natten gik ikke uden gråd, for Michael måtte ikke overnatte hos mig. Jeg følte mig meget alene, og arret begyndte desuden at gøre rigtig ondt, så jeg var lidt træt af det hele.
Dagene derefter var hektiske og følelsesladede. Jeg havde ondt overalt, var stadig hvid som et lagen og svimmel, og jeg havde mange mavesmerter på grund af forstoppelse, som jeg ikke måtte få medicin for, fordi maven selv skulle komme i gang. Det tog næsten 14 dage, før den bare begyndte at fungere lidt normalt igen.
Dagen efter kom den læge, som havde foretaget scanningen om fredagen, ham der også havde opereret, og sagde, at han "beklagede", at han havde gjort os bange, men at han ikke mente at kunne have handlet anderledes.
Han afsluttede med at sige: "Nå ja, og for resten så er dit ar blevet lidt skævt", Det kunne jeg jo ikke straks se, fordi det hele var dækket af tape, men da jeg fik det af efter 4 dage, ja så var det ganske rigtigt temmelig asymmetrisk. Det fik vi ikke nogen beklagelser for, "det kunne jo ske".
Pigerne klarede sig rigtig flot. Jeg fik at vide, at de kun havde fået c-pap (ilt) i 9 timer, og at alt var, som det skulle være. Vi fik os dog noget af en nedtur den 20/7, da vi oplevede, at Anne holdt op med at trække vejret for en stund og måtte have hjælp til at komme i gang igen.
Det skete i løbet af de næste par uger gentagne gange for begge piger, men vi fik at vide, at det var helt normalt for præmature børn, fordi hjernen simpelthen ikke havde vænnet sig til de ydre forhold endnu.
Desuden havde man fundet mislyd på begge pigers hjerter, og vi havde tudeture igen, fordi vi nu var bange for, at de begge havde en hjertefejl. Igen var det dog bare fordi, hjerterne ikke var fuldt modnet. Den dag i dag er der ingenting i vejen.
Pigerne fik også gulsot og kom i lys et par dage. Men selvom de blev ved med at have et gult skær i lang tid, så var der ikke noget alarmerende ved det. Det er først her i de sidste dage inden termin, at de for alvor har fået en helt flot lyserød farve.
Efterfødselsreaktion
Et par uger efter kejsersnittet fik jeg en kraftig efterfødselsreaktion. Jeg var udmattet og kunne hverken tage stilling til det ene eller det andet. Jeg blev ligeglad med alt. Hvis jeg blev spurgt om noget, svarede jeg "det ved jeg ikke".
Jeg kunne simpelthen ikke rumme flere bekymringer, og jeg blev mere og mere bitter på den læge, som havde sat det hele i gang. Det var en frygtelig tid. Jeg havde knap nok overskud til at nyde de små piger. Jeg græd bare hele tiden.
Jeg følte mig som en ekstremt dårlig mor, for jeg havde slet ikke lyst til at sidde med pigerne. Det eneste jeg havde lyst til var at sove, for så kunne jeg glemme alt. Til sidst foreslog en sygeplejerske, at jeg skulle tale med en psykolog, og det gjorde Michael og jeg så.
Den 1. august kom pigerne ud af kuvøse og blev lagt over i en varmeseng sammen. Dagen efter sov vi sammen med dem for første gang, og omkring den 14. august blev alle overvågningsapparaterne taget væk.
Fredag den 1. september kunne vi endelig pakke pigerne og alt vores skrammel sammen og forlade sygehuset efter 6½ lange uger.
Den dag i dag går vi stadig til kontrol på sygehuset, og det skal vi blive ved med et godt stykke tid endnu. Men pigerne trives godt og vejer nu 2.800 gram (Freya) og 3.000 gram (Anne).
Nu skal vi bare have lidt mere sul på kroppen af dem, men ellers nyder vi bare at være hjemme. Jeg er blevet glad igen og nyder vores unger, som er det dejligste i verden.
Noget jeg dog stadig er, og altid vil være ked af er, at jeg, på grund af en læges grove fejlvurdering af mine pigers trivsel, blev berøvet de sidste to måneder af min ellers dejlige og ukomplicerede graviditet og blev frataget muligheden for selv at føde, hvilket jeg havde glædet mig meget til.
Desuden mente min egen læge ved 8-ugers undersøgelsen efter kejsersnittet, at mit sår godt kunne være set flottere. Han spurgte, om lyset havde været slukket i den ene side af lokalet under operationen.
Derfor har vi valgt at skrive til patientklagenævnet, hvor vi håber at få medhold i, at lægen simpelthen ikke har gjort sit arbejde godt nok. Vi gør det for forhåbentlig at undgå, at andre kommer i samme situation som os med samme læge.
Nu sidder vi så herhjemme på min oprindelige terminsdag og nyder vores dejlige små piger. De har i de sidste par dage fået rigtigt øje for hinanden og kan bruge timer på at ligge og se og røre ved hinanden.
Vi takker Gud for, at alt i sidste ende kom til at gå så godt, og at vores piger var stærkere end, hvad forventes kan.
Jeg ønsker jer alle en dejlig graviditet og håber, at jeg selv en gang kan få lov at opleve det mirakel, det er at føde et fuldbyrdet barn.
22-12-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025