Skrevet af Michala
Under min graviditet læste jeg med iver de mange spændende fødselsberetninger og forestillede mig spændt, hvordan mon min fødselsoplevelse ville blive. Her knap 6 måneder efter er jeg så endelig klar til at se tilbage på tiden, hvor Bertram blev født.
Jeg havde termin den 2/3, og dagen kom og gik, uden at der skete det mindste. Således gjorde også den næste uge, og da jeg i uge 41+0 var til jordemoder, sagde hun, at jeg godt kunne forvente at gå tiden ud, for der så ikke ud til at være noget i gære overhovedet.
Hun fortæller os, at vi skal møde op på fødegangen til igangsættelse den 15/3 kl. 8.00, og at det godt kan tage op til 3 dage, før barnet kommer ud. Argh, den ventetid.
Næste morgen tager jeg til min venindes fødselsdag. Turen i S-toget fra Nørreport til Nordhavn Station er ved at tage livet af mig, og hele vejen tænker jeg på, hvorfor jeg dog udsætter mig selv for det her.
Jeg bliver dårligere og dårligere, og midt under fødselsdagen kommer min venindes kæreste hen og spørger, om jeg er ved at blive syg. Jeg bliver lagt ind i soveværelset, og de ringer efter Thomas, som straks kommer efter mig. Resten af dagen er jeg sløj, men jeg har stadig ikke noget, der bare minder om veer.
Næste morgen kl. 7.15 vågner jeg ved, at der lyder et smæld i mit underliv, og jeg skal tisse helt vildt. Jeg siger i spøg til Thomas, at det nok er vandet, der er gået, og at baby selv vil bestemme sin ankomst og derfor, her kun en time før jeg skal sættes i gang, selv vælger at komme frem fra sit skjul.
Og den er god nok. Det er vandet, der er gået. 10 minutter efter går veerne i gang. Vi tager straks ind på Frederiksberg Hospital, og jeg smiler glad, da Thomas fortæller den vagthavende: "Undskyld, men vi vil altså gerne føde nu". Jeg er dog hermetisk lukket, og vi kører hjem igen med besked om at komme ind om eftermiddagen.
Hjemme sidder jeg i en kontorstol i soveværelset og sover mellem veerne, mens Thomas desperat vandrer frem og tilbage og prøver at få lidt mad i mig, men av av hvor gjorde det bare nas.
Kl. 14.30 ringer vi til Frederiksberg, og de siger, vi skal komme ind igen. Kl. 15.30 har jeg fået mig nosset sammen til at gå ned af trapperne, og kl. 16.00 får vi at vide, at jeg stadig er hermetisk lukket. Ikke en eneste centimeter.
Jordemoderen mener, det er på grund af arvæv fra et keglesnit, jeg fik lavet før i foråret, og at det, når jeg først begynder at åbne mig, vil gå stærkt. Det gør det også. Jeg får en sprøjte mod smerter, og en time efter er jeg 8 centimeter åben.
Fødestuen bliver pludselig fyldt med jordemødre og sygeplejersker, som alle siger: "Tillykke, nu er du i fødsel, er det ikke skønt? Om højest 1-2 timer er I forældre. Hvorfor smiler du ikke?".
Jeg var overhovedet ikke i stand til at forstå det lykkelige i, at jeg nu var næsten færdig med at åbne mig og tænkte blot, om ikke de ville vente med at lykønske os, til det hele var lykkeligt overstået.
2 timer senere stod barnets hoved stadig ikke helt nede. 3 timer senere begyndte jeg at spørge, hvorfor der intet skete, og min jordemoder holdt mig hen og begyndte at snakke om vedrop, og at mine veer ikke var kraftige nok, samtidig med, at jeg kun var 9 centimeter åben.
På dette tidspunkt (står der i min journal) var jeg træt og opgivende, hvilket nok stemte meget overens med sandheden. Thomas, som ikke veg fra min side hele tiden, og som klarede det hele så flot, ser mere og mere bekymret ud.
Kl. 21.45 får jeg pressetrang, og lidt senere får jeg lov at presse, men lige meget hjælper det. Den lattergas, jeg har fået lidt af, bliver taget fra mig, og jeg får i stedet ilt i masken til smertelindring.
På det tidspunkt er min mor ankommet til fødestuen. Hun har fået besked dengang, de troede, jeg ville føde indenfor et par timer, og hun hjælper nu Thomas med at få mig igennem veerne.
De gør egentlig ikke så ondt mere. Jeg er blot ængstelig for at se mit barn og meget bekymret for, om alt nu går OK.
Presseveerne virker ikke godt nok. Det er som om, der er noget, der trækker baby tilbage igen. Jordemoderen kommer op til hovedgærdet til mig og fortæller, at vi prøver lidt mere, og så vil hun tilkalde overlægen for at høre, hvad han synes, der skal ske.
Han kommer ind kl. 22.15 og beslutter at lægge et blødt sug på, og som han siger, lave et glad sug, hvilket betyder, at baby har det godt, men at han vælger sugekoppen for at skåne mig.
Idet han undersøger mig indvendig, opdager han, at et stykke af min livmoderhals ikke er væk og sidder og spærrer fødselskanalen. Den fjerner han med hånden, hvilket jeg skulle hilse og sige godt kan mærkes, selvom man er høj på ilt og resten af lattergassen.
Jeg er meget meget bange og kigger konstant på monitoren for at se, om hjerterytmen er OK. Jeg sluger ilt fra masken i desperat håb om, at baby således får nok, og jordemoderen må gang på gang berolige mig.
Thomas og mor holder stædigt i hvert af mine ben og har siden fortalt mig, at de næsten ikke havde kræfter til at holde mig, for jeg var selv efter 16 timers veer overmenneskelig stærk.
Det bløde sug bliver til et hårdt sug, og efter to forsøg står hovedet igennem. "Ved næste ve føder du", siger overlægen, men babys skulder sidder fast, og lægen må igen ind i mig. Denne gang for at få Bertram ud.
Jeg hører ligesom et smæld og tænker, at jeg nok er revnet lidt. Derefter går det stærkt. Bertram kommer ud, er forskrækket, har navlestrengen om halsen. Thomas når ikke at klippe den.
Jeg får lagt en sitrende stirrende baby med en enormt hoved op til brystet, men han trækker ikke vejret, så lægen tager ham over på bordet og masserer og giver ilt med håndpumpen.
Alt imens ligger jeg tilbage i sengen og spørger, om mit barn er i live. "Er han i live, er han i live". "Ja, selvfølgelig", siger min mor, men er ligbleg i hovedet.
Thomas står ovre ved bordet og holder Bertram i hånden, og efter 10-15 laaaaaange sekunder lyder der et vræl, og Bertram bliver skrigende, rød og lækker lagt tilbage til sin mor, hvor han minuttet efter er i gang med at sutte flittigt.
Han blev målt til apgar 5 efter 1 minut og 10 efter 3 minutter. Hans navlestreng blev derefter undersøgt for iltmangel, med gudskelov har han fået nok ilt hele vejen igennem.
Jeg hører overlægen sige til jordemoderen, at det her ikke var gået uden sug - en bemærkning, der længe forvirrer mig, indtil jordemoderen et par dage efter forklarer, at han mente, at jeg skulle have været blevet kørt til kejsersnit.
Jeg bliver syet i 2 timer og får at vide, at det smæld, jeg hørte, var da jeg revnede hele vejen om til ringmusklen, som er delvist revet over.
Da jeg forsøger at rejse mig op lidt senere, dejser jeg om og må have lagt drop, for jeg har åbenbart mistet en hel del blod og skal have genoprettet systemet.
14 dage går der, før jeg kan gå igen. Min ringmuskel var totalt revet over, og lægen havde måtte sy mig 6 steder. For at gøre ondt værre, fik Bertram gnavet sig skæv på mine bryster, og halvdelen af brystvorterne forsvandt.
Jeg havde permanent brystbetændelse i 3 uger, før en elektrisk brystpumpe, tre omgange penicillin, Avent suttebrikker (tak skæbnen for dem), hvidkål til heling, samt en god portion stædighed gjorde, at amningen kom op at køre.
I den første måned efter fødslen lå jeg ned det meste af tiden, og havde næsten ingen kontakt med Bertram, for jeg måtte ikke løfte ham, kunne ikke gå og skulle amme liggende og i så store smerter, at jeg gruede for hver gang, han var sulten.
At jeg ikke fik en fødselsdepression, er nok et under. Først da jeg selv begyndte at kunne, og mine tro hjælpere Thomas og min mor ikke længere gjorde alt arbejdet, fik jeg kontakt med min søn, og nu snart 6 måneder senere skænker jeg knap den svære tid en tanke.
Jeg er lykkelig på barsel og nyder at være blevet mor. Det er som om, man er blevet indviet i verdens bedste hemmelighed, og hvis ikke dette er meningen med livet, så giver det i hvert tilfælde livet mening.
Magen til smilende og veltilfreds unge, skal man lede længe efter. Det er endt så lykkeligt, og jeg ville gennemgå det hele igen for hans skyld, hvis det var nødvendigt.
Selv om fødselsoplevelsen for mig gik hen og blev meget traumatisk, synes jeg stadig, det var vigtigt at fortælle min historie. Dels fordi den netop havde en lykkelig slutning, og fordi enhver fødsel, kompliceret eller ej, ER en voldsom begivenhed, som man godt må tude lidt over og få bearbejdet sig igennem for igen at komme ovenpå.
29-12-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025