Skrevet af Anja
Onsdag den 15/11-2006 kl. 9.30, da jeg var i uge 12+4, var jeg inde og skulle have en nakkefoldsscanning. Jeg glædede mig helt vildt til at få billeder med, som jeg kunne vise frem til alle.
Sygeplejersken sætter scanneren på, og vi ser straks den lille sparke og vinke helt vildt. Der er meget gang i den. Hun siger så, at hun kan se noget væske og egentlig gerne vil have en læge til at scanne mig færdig. Jeg tænker ikke videre over det, men er bare glad for at se den lille.
Lægen kommer ind og scanner videre. Han viser os en skygge hele vejen rundt om barnet. Der er en hinde med væske hele vejen rundt, og det er, hvad der kun burde være på nakken, nemlig nakkefolden. Han forklarer, at det vi ser, er tegn på en meget alvorlig kromosomfejl og tilføjer, at han også kan se en hjertefejl.
Jeg begynder at tude helt vildt og synes, det er meget surrealistisk, da vi jo kan se, at fosteret bevæger sig, og hjertet slår. Lægen fortsætter og siger, at dette foster ikke har en chance, og at han råder os til at få en medicinsk abort straks. At det rammer os, og at fosteret ikke er gået til af sig selv, er bare sort uheld, siger lægen.
Min kæreste og jeg får lov at være lidt alene og snakke om, hvad vi vil. Vi bliver hurtigt enige om, at med lægens udsagn om, at det var en umulig graviditet, så må en hurtig abort være svaret.
Vi tør ikke tage chancen at abortere derhjemme, hvor vores 3-årige dreng kunne komme til at overvære det. Vi skriver under på, at det er, hvad der skal ske, og får at vide, at vi skal komme ind senere samme dag for at få antihormonpiller for at standse graviditeten. Det hele går bare så hurtigt.
Kl. 14.00 møder vi ind og møder en rigtig sød sygeplejerske, der forklarer os, hvad det er, der skal foregå den følgende fredag. Vi stiller en masse spørgsmål og får gennemgået forløbet. Hun giver sig rigtigt god tid, og vi bliver kun mere klare på, at vi har foretaget det rigtige valg. Så til sidst kommer en læge med pillerne. Nu bliver det hele sat i gang. Nu er der ingen vej tilbage.
Den følgende dag taler, taler og taler min kæreste og jeg om, hvad vi føler. Om vi vil se fosteret, om forventningerne til "fødslen" osv. For længere tænker vi ikke lige nu. Vi bruger hele dagen på at gøre os mentalt klar på næste dag.
Familie, venner og kollegaer får besked om, hvad vi har fundet ud af og har besluttet omkring det. Min kæreste er utroligt fattet, så det er ham, der ringer. Ellers bliver der sendt SMS'er.
Fredag den 17. kl. 08.00 møder vi på afdelingen, og jeg bliver gjort klar med tøj, seng, blodprøve og drop. Kl. 9.30 kommer lægen og sætter den første pille op, som skal blødgøre og sætte veerne i gang. Så var det bare at vente på, at der skulle ske noget.
Det sker så ca. kl. 13.00. Det begynder at nive lidt. Kl. 13.30 kommer lægen så og sætter den næste pille op. Men "veerne" stopper igen. De kommer så igen efter en halv time, og jeg tager tid på dem. Kl. 15.00 varer de 25 sekunder, og der er 2 minutter imellem. Sådan bliver de ved med at nive lidt.
Lidt over kl. 16.00 kommer sygeplejersken og siger farvel for i dag, og veerne tager til i styrke, idet hun går ud. Kl. 16.15 kommer den nye sygeplejerske og siger, at lægen er bestilt til at sætte den næste pille op, og spørger så, om jeg lige vil prøve at tisse og have et nyt bind på inden. Det vil jeg gerne, og jeg står ud af sengen.
Jeg går lidt rundt på stuen, imens hun finder bækken og et bind. Jeg prøver at trykke let for at se, om det bløder meget. Blop, en "klump" lander i mine trusser. Jeg kigger for at se, om det er en blodklump, eller om det er fosteret. "Øh, sygeplejerske. Jeg tror det er nu".
Jeg kommer over i sengen, og hun kigger. Rigtigt nok, der ligger det lille foster. Hun klipper navlesnoren og tager fostret med ud for at gøre det pænt. Jeg har valgt at se det, hvorimod min kæreste ikke vil. Så da hun kommer tilbage, går han ud. Der i den lille skål ligger min lille spunk.
Sygeplejersken kan bekræfte, at nakken er meget forstørret, og ørerne sidder meget lavt nede, så det er meget sygt. Det er dog stadig et meget færdigt "barn" med tydelige fingre, tæer osv. Det var dejligt at se fosteret og slet ikke uhyggeligt eller ubehageligt, som jeg havde troet.
Efter et stykke tid bliver jeg så kørt ned for at få en udskrabning for at fjerne moderkage og andre rester. Jeg bliver bedøvet og er kun væk 15 minutter, før det hele er overstået, og jeg er på vej tilbage til stuen.
Hele dagen er jeg ret overrasket over, hvor fattet jeg har været. Ikke en eneste gang har jeg grædt eller været ked af det. Nok mest fordi jeg vidste, at dagen bare skulle overstås.
Nu sidder jeg her dagen efter og føler mig helt tom og snydt. Et bud kom med blomster fra mine kollegaer, og jeg brød sammen. Jeg har grædt flere gange i dagevis over underlige ting. Min søn bad om cola til sin frokost, og jeg sagde nej. Han blev sur, og jeg begyndte at tude. Jeg slog min tå på dørkarmen og brød helt sammen.
Lige nu har jeg bare lyst til at være gravid igen. Men fornuften siger mig, at vi skal vente, til vi har været til samtale hos lægen, som scannede mig for at høre svaret på obduktionen. Så er der også gået 2 måneder, og kroppen og forhåbentligt sindet har haft tid til at komme sig oven på det her. Nu må tiden vise, hvad der sker.
25-02-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025