Skrevet af Susanne
Fredag den 12. maj var vi til konfirmation. Jeg var i uge 33+0 og var rimelig stor. Jeg havde ondt i bækkenet, ryggen og benene, ja nærmest alle steder, og jeg glædede mig bare sådan til, at vores lille dreng skulle komme ud.
Jeg jokede lidt med, at det kunne se kønt ud, hvis vandet gik der midt til konfirmationen, når man nu havde taget nederdel på osv., men det skulle jo ikke ske, for der var jo 7 uger endnu, til den lille skulle komme. Der skete dog heller ikke noget denne dag.
Næste dag tog jeg en tur i skoven med min pony og en lille pige, som jeg havde lovet måtte få en træktur. Selvom jeg havde en del ondt, følte jeg mig rimelig frisk og gik en tur på ca. en time. Da der var ca. 20 minutter hjem, begyndte jeg at få pænt ondt i maven. Jeg slog det hen som plukkeveer, da jeg har haft en del af dem i løbet af graviditeten. Der skete heller ikke noget denne dag, heldigvis.
Da jeg vågnede om søndagen, gik jeg stille og roligt ud på toilettet for at tisse, og der kunne jeg se noget, der for mig mindede om slimproppen, men hvad ved jeg, jeg havde jo ikke født før. Der var også noget tyndere, som jeg tænkte måske kunne være vandet, der var gået.
Jeg ringede til kæresten for at fortælle, hvordan det hele så ud, og så tog jeg ud til hestene for at fodre og lukke dem ud. Da det var klaret, tog jeg et smut forbi min mor. Jeg ville gerne lige høre hendes mening om det hele, inden jeg overpylret ville ringe til fødegangen.
Imens jeg sad der, begyndte jeg at få lidt menstruationslignende smerter ned i benene med jævne mellemrum, og vi blev enige om, at det nok var en god idé at ringe til fødegangen. Jeg ringede derop og fik fat i en, som lød som om hun ikke gad at arbejde den dag. Hun sagde, at det jo nok ikke var vandet, der var gået, men nok bare noget udflåd. Hun spurgte også, om jeg var sikker på, jeg ikke havde haft sex, for så kunne det være det. Men ja, det var jeg rimelig sikker på. Hun sagde, at hvis det fortsatte, måtte jeg ringe igen.
Kl. 22.30 ringede jeg derop igen, da det fortsatte med at sive, og de sagde, at hvis jeg VILLE tjekkes, så kunne jeg da godt lige komme derop, men jeg behøvede ikke at skynde mig, for alle læger havde travlt osv. Nå, men jeg ville tjekkes, så vi pakkede sammen og kørte derop. Jeg tog dog ingenting med, da jeg jo regnede med at skulle hjem med det samme.
Da vi kom derop, blev vi modtaget af en meget sød jordemoder, som fik os ind på en stue, og de startede med at køre en strimmel, imens vi ventede på lægen. Der gik dog højst et kvarter, så kom der en læge. De opdagede, at det var vandet, der var gået. Jeg havde åbnet mig 2 cm, og livmoderhalsen var væk, men de trækninger, jeg havde, var bare plukkeveer.
Jeg fik nu besked på, at jeg skulle blive deroppe, til han var født, og jeg måtte kun rejse mig fra sengen, hvis jeg skulle på toilettet. Imens fik jeg lagt et drop med noget til at stoppe de veer, som var på vej. Det virkede heldigvis. Jeg fik også en sprøjte i ballen med noget lungemodning til den lille, da han jo ville komme alt for tidligt.
Næste dag kom en ny læge for at tjekke mig. Hun scannede for at se hvor meget vand, der var tilbage. Hun sagde, at alt afhængig af, hvor meget vand der var, så kunne der gå op til 14 dage, inden han skulle ud. Det viste sig dog, at der ikke var ret meget vand tilbage, så han skulle ud en af de nærmeste dage.
På sygehuset vil de helst trække den, til man er i uge 34+0, for så skulle de små være stærke nok til at klare det uden problemer. Da hun scannede, opdagede hun, at han lå med hovedet opad, og jeg skulle derfor have et kejsersnit. Lige der kom det som et kæmpe chok lige midt i alt det andet.
Denne dag fik jeg lungemodningssprøjte nr. 2. Hver dag fik jeg taget blodprøver 3 gange om dagen, og min temperatur skulle også måles 3 gange om dagen. Jeg fik samtidig antibiotika, da jeg jo havde åbnet mig. Nå, men nu kunne jeg jo så bare vente på, at de ville tage ham ud.
Jeg glædede mig meget, til det hele var overstået, men jeg var samtidig også meget nervøs over, at han kom så tidligt. På scanningen havde de skønnet ham til at veje ca. 2.000 gram, som de syntes var en meget pæn størrelse.
Tirsdag morgen den 16. maj kom en sygeplejerske ind og sagde, at de havde besluttet at tage ham ved kejsersnit denne dag, så jeg skulle derfor begynde at faste med det samme, så jeg kunne være klar omkring kl. 14. Lægen syntes, vi lige så godt kunne tage ham ud, når jeg nu var så tæt på 34+0. Jeg var 33+4, inden der kom nogle infektioner.
Dagen gik i snegle tempo, og jeg spurgte hele tiden sygeplejerskerne om, hvornår de troede, der ville ske noget, men de vidste det ikke. Der blev ved med at komme nogle, som var mere akutte end mig.
Endelig omkring kl. 19.30 kom de ind og sagde, at nu skulle jeg gøres klar. Jeg skulle lige have lagt et kateter. Årh pis, tænkte jeg, men det gjorde nu heldigvis ikke ondt, som jeg havde frygtet. Og så var det ellers bare af sted mod operationsgangen.
Min kæreste var med, og min mor, som skulle have været med til fødslen, ventede ude på gangen, da der ikke må være så mange med inde til kejsersnit. Lige inden jeg kom ind på stuen, stoppede de op udenfor og sagde, at vi lige skulle vente med at gå i gang, for de havde lige fået besked om, at der var en på vej ind med en ambulance, som nok var meget akut, og så skulle hun altså først.
Pis, tænkte jeg igen. Nu havde jeg lige overvundet de værste nerver. Her lå jeg så midt på gangen, med 7 læger osv., som bare ventede på at komme i gang. Efter ca. 5 minutter fik de besked på, at de bare kunne gå i gang, og så gik det stærkt. Ind på stuen og over på den anden meget smalle briks. Om på siden og have lagt bedøvelse og derefter rygmarvsbedøvelse.
Den virkede hurtigt, og da jeg spurgte hende den søde sygeplejerske, som sad og passede på mig, om hun mente, at jeg ville kunne mærke, når de startede, svarede hun bare "det tror jeg ikke, du kan, for de er næsten færdige med at skære dig op". What, tænkte jeg bare, og så koncentrerede jeg mig ellers om at trække vejret. Det kan nemlig godt være lidt hårdt, når man er bedøvet helt oppe fra brystet og ned.
  Kort efter kl. 20.42 blev Patrick "født". De sagde, at Lasse skulle rejse sig op og se den lille komme ud af maven, og det gjorde han sørme. Derefter kom Patrick over på en lille briks, hvor 4 sygeplejersker fra neonatal stod klar til at tage imod ham. De tjekkede ham hurtigt, og han kom lige over, så jeg kunne give ham et kys, og så var det af sted med ham. Lasse fulgte med dem. Det havde vi aftalt.
Nu var der altså kun mig og lægerne tilbage. Meget mærkelig fornemmelse. Der gik ikke længe, så fik jeg det mega dårligt og skulle kaste op. De havde advaret mig om dette, og jeg fik hurtigt en bakke og noget i mit drop i armen. Der gik ca. 1 minut, så var kvalmen væk, og jeg kunne slappe lidt af.
Det eneste jeg dog på daværende tidspunkt tænkte på, var at få noget at drikke. Jeg havde jo fastet siden tidligt om morgenen, altså i over 12 timer uden at få noget at drikke. Jeg spurgte derfor sygeplejersken, hvornår jeg måtte få noget at drikke. Hun sagde, at så snart jeg kom på opvågningen, måtte jeg få noget. Nu glædede jeg mig så bare, til jeg kom derind.
Min mor kom med op på opvågningen, så jeg ikke skulle føle mig så alene. Her lå jeg så og drak noget, der føltes som flere liter saftevand. Jeg havde samtidig denne følelse i kroppen af, at der var sket noget stort. Det var der jo også, men det var ligesom svært at forholde sig til, at man var blevet mor, når de havde taget barnet væk.
Jeg var bare sådan rigtig oppe og køre, selvom jeg ikke kunne bevæge hele det nederste af min krop. Jeg fik senere at vide af en sygeplejerske, at min bedøvelse havde svært ved at forsvinde. Godt de ikke sagde noget om det, imens jeg lå der.
Lidt efter kom Lasse op og fortalte, at den lille var helt perfekt og selv trak vejret. Han vejede 2.590 gram og var 45 cm, så lægerne var meget imponerede, når man tænker på, at han kom i uge 33+4.
Efter 3 uger på neonatal spiste han endelig selv, og vi kunne komme hjem. Han er bare så perfekt vores lille dreng. Han er nu 6 måneder og vejer 9 kg og er 68 cm lang, så han er blevet noget af en basse, og man kan i hvert fald ikke se på ham mere, at han er født for tidligt.
20-03-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025