Det går aldrig som forventet Intet gik, som Dorthe havde forventet, da hun fødte datteren Laura.
4706
Skrevet af Dorthe
Jeg var gravid med mit første barn. Det var et rigtigt ønskebarn, og min kæreste og jeg kunne næsten ikke vente til den dag, hvor vi skulle være forældre.
Jeg havde forinden brugt mange timer på at læse om andres fødsler. Jeg kunne da godt se, at de alle forløb meget forskelligt, men som førstegangs fødende så det ud til, at en fødsel tog endda nogle timer. Så jeg forventede da også en lang fødsel.
Jeg havde termin den 23. august 2006, men alle jeg havde mødt sagde, at som førstegangs fødende kunne jeg godt regne med at gå 2 uger over tid. Dette havde jeg absolut ikke lyst til, for hvis nogen husker, hvilken sommer vi havde haft, forstår I mig nok! Jeg havde fået nok.
Dagen kom, og jeg havde en underlig fornemmelse i maven hele dagen. Jeg havde læst, at man skulle slappe af for at være klar til den hårde fødsel, men det kunne jeg ikke. Huset blev gjort rent, tasken pakket og vuggen gjort klar. Jeg havde på fornemmelsen, at der var ved at ske noget.
Og ganske rigtigt startede hele showet lige præcis klokken 20. Min kæreste var ikke hjemme, men jeg fik ringet til ham og sagde, at han godt snart måtte komme hjem!
Det begyndte med et mærkeligt smæld i lænden, og så kom veerne bare buldrende. Jeg havde 2 veer med 10 minutters mellemrum, og så begyndte de at komme med 2-3 minutters imellem. Det var jo ikke lige det, jeg havde ventet.
Jeg tog mig et bad, for det havde jeg læst, skulle være så godt. Men jeg var nær aldrig kommet igennem det. Jeg havde så mange smerter og kunne knap nok gå. Min kæreste ville have, at jeg skulle ringe til fødeafdelingen, men det mente jeg, var for tidligt. Fødslen ville jo tage mange timer, så vi kunne ligeså godt vente. Men klokken 22 blev jeg nødt til at ringe.
Jordemoderen sagde, at vi meget gerne måtte komme, så det gjorde vi. Og tænk, jeg havde åbnet mig 6 cm, da vi nåede derned klokken 23. Der blev fyldt et kar, hvilket var meget dejligt at svømme rundt i, men veerne blev ved med at komme med 2 minutter imellem. Jeg kunne slet ikke slappe af, og jeg hyperventilerede, så jeg blev helt svimmel. Lidt lattergas og akupunktur tog toppen af smerterne, og jeg slappede lidt mere af.
Klokken 1 om natten begyndte presseveerne, og jeg havde åbnet mig de 10 cm. Jeg måtte nu begynde at hjælpe lidt til. Det havde jeg meget svært ved. Veerne var meget smertefulde og meget uregelmæssige af styrke, så vi forsøgte flere forskellige stillinger for at få ungen ud. Jeg var endda klar på at få en sugekop til hjælp, men det mente jordemoderen bestemt ikke var en god idé! Det kan jeg også godt se nu, men man bliver lidt desperat.
Klokken 2.36 kom lille Laura til verden. Hun skreg og fik fuld apgar score. Og med ét var alle smerter væk. Dog havde jeg en følelse af lige at have gennemført et marathon. Jeg var fuldstændig færdig!
Min kæreste og jeg kiggede på hinanden. Det var vildt, det var simpelthen gået så stærkt. Jeg havde pakket frugt og læsestof, men havde ikke nået noget. Intet var gået, som jeg havde forventet. Vi fik også at vide, at næste gang skulle vi bare køre af sted, for det går som regel hurtigere anden gang!
Laura er i dag 3 måneder, og er en rigtig lille charmetrold. Hun havde kolik de første 2 måneder og skreg og sov næsten ikke om dagen. Det var lidt hårdt. Men da hun gav os det første smil, var alt glemt. Hvor er det heldigt, at forældre er indrettet sådan.
Relaterede artikler
© 1999-2025