Nikotin medfører kolik Gravide, som bruger nikotinerstatning, har øget risiko for at få kolikbørn.
8445
Gravide frarådes at ryge under graviditeten, men for dem, der har svært ved at lægge cigaretterne væk, kan det være fristende at finde støtte i nikotinerstatningsprodukter som nikotintyggegummi, -plastre og -inhalatorer. Det er dog en dårlig ide, hvis du vil undgå at få et barn med kolik.
Ny forskning fra Aarhus Universitetshospital har vist en sammenhæng mellem nikotinerstatningsprodukter og kolik hos spædbørn.
Forskere har undersøgt mere end 63.000 danske kvinder og deres børn, som alle har deltaget i det nationale projekt "Bedre Sundhed for Mor og Barn". Her var kvinderne blevet delt op i kategorier alt efter, om de havde røget under graviditeten, brugt nikotin-erstatninsprodukter eller havde været helt fri for røg og nikotinerstatningsprodukter.
Resultaterne af undersøgelsen viste, at risikoen for at få et barn med kolik var 11,1 procent hos kvinder, der havde brugt nikotinerstatningsprodukter under graviditeten, og nogenlunde den samme hos kvinder, som både havde røget og brugt nikotinerstatning.
Mere overraskende var det dog, at kvinder der udelukkende havde røget under graviditeten havde en lavere risiko for at få et barn med kolik. Her var sandsynligheden 9,4 procent.
For kvinder, som hverken havde røget eller brugt nikotinerstatningsprodukter under graviditeten, var der 7,4 procent risiko for at få et kolikbarn.
"Fra tidligere forskning ved vi, at kvinder, som ryger under graviditeten, har en forhøjet risiko for at få et kolikbarn. Det samme ser ud til at gøre sig gældende, hvis kvinderne har brugt nikotinerstatningsprodukter. Det kunne tyde på, at det er eksponeringen for nikotin under graviditeten, der er problemet", siger Ioanna Milidou, der er læge og gennemfører forskningen som led i et ph.d.-projekt.
Ioanna Milidou påpeger dog, at resultatet ikke skal ses som en advarsel mod at bruge nikotinerstatningsprodukter, hvis alternativet er rygning.
"Rygning giver langt flere skadelige virkninger på børn under graviditet, så hvis rygning er eneste alternativ, så kan jeg ikke fraråde nikotinerstatning".