Skrevet af Pia
Efter at have læst utallige fødselsbeskrivelser, har jeg nu endelig taget mod til at få skrevet min egen beretning.
Min mand og jeg havde bestemt os til at få det 4. barn, og der gik såmænd kun 3 uger, før jeg stod med en positiv test i hånden. Den første tid med kvalme var meget sej at komme igennem. Jeg var social- og sundhedshjælper elev og midt i min 1. praktik.
Jeg besøgte en ældre dame hver dag, som kom af med litervis (!) tynd afføring hver eneste morgen. Det var virkelig sejt. Men jeg kom da levende igennem. Senere hen fik jeg mange bækkensmerter og blev til sidst sygemeldt.
Maven begyndte efterhånden at blive stor, og jeg nød at gå hjemme og pusle om familien. Min krop blev meget medtaget af at være gravid. Jeg havde meget vand i kroppen, mange åreknuder, utallige plukkeveer og jeg tog næsten 30 kg på (sådan har jeg haft det i alle mine graviditeter).
Ved en rutinemæssig scanning på Thisted Sygehus mente de en dag, at den lille ikke rigtig voksede, som den skulle. Det var som om, at den ikke rigtig tog på. Jeg var på det tidspunkt ca. 37 uger henne og MEGET besværet. Jeg skulle så kontrolscannes ca. en gang om ugen, så man kunne se, om der skete nogen fremskridt.
Lægen snakkede om, at hvis der ikke var sket nogen forandring næste gang, så skulle jeg temmelig sikkert sættes i gang. Det var jo bedre at den så kom ud, så den kunne få noget mad. Og jeg kunne da kun være helt enig.
Ugen gik, og jeg tog påny til sygehuset for at blive scannet. Det var en ny læge, der scannede, og det tog dælme land tid. Hun scannede i næsten en halv time, før hun sagde noget. Hun kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor jeg skulle kontrolscannes. Nu havde hun scannet på kryds og tværs, og ifølge hende var min baby helt normal. Så jeg kunne roligt tage hjem og vente på, at fødslen gik i gang af sig selv.
Jeg stortudede hele vejen hjem. Jeg havde sådan håbet på, at jeg skulle sættes i gang dagen efter. Jeg var SÅ træt af at være gravid, og det var bare en besked, jeg ikke havde brug for at høre. Jeg prøvede at huske mig selv på, at det da var godt, at babyen tog på og altså havde det godt. Men det var meget meget svært.
Da jeg gik i seng samme aften, var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg så i hvert fald ville gå 14 dage over tiden. Men kl. 04.00 vågnede jeg ved, at jeg havde nogle rigtig seje plukkeveer. "Nåh, jeg kan gå ned og tisse. Det plejer da at hjælpe", tænkte jeg ved mig selv.
Min mand var overbevist om, at jeg havde veer. For han havde ligget og taget tid på plukkeveerne, mens jeg sov. Og han fortalte mig, at der var ca. 5 minutter mellem dem. "Ja ja, det er godt med dig", vrissede jeg bare til ham, da jeg kom tilbage i sengen. Der var jo næsten 14 dage til termin, og desuden var jeg overhovedet ikke klar med børneværelset!
Men de skide plukkeveer blev ved. Manden blev sendt efter nogle smertestillende. Han spurgte mig flere gange, om jeg nu var sikker på, at det ikke var fødslen. Og det var jeg! 100 procent. Godt nok gjorde det meget ondt, men det kunne altså ikke være fødslen. Da slet ikke her knap 14 dage før tid.
Jeg lod mig så overtale til at ringe over på fødegangen, og da jeg snakkede med jordemoderen, gik det langsomt op for mig, at nu var det altså nu. Aldrig har min mand fået de 3 børn op så hurtigt. Min søn skulle absolut have sit fineste tøj på. Han havde jo fødselsdag den dag, og da han tilmed fik at vide, at han blev storebror på sin fødselsdag, kunne jeg ligefrem se, hvordan han blev 5 cm højere.
Da jeg blev alene, fik jeg en meget stærk ve, og pludselig kunne jeg mærke et ordentligt smæld forneden. "Det var nok den der slimprop", tænkte jeg. Men jeg turde ikke bevæge mig for at mærke efter. Jeg havde det bedst, hvis jeg sad musestille og lyttede til min egen vejrtrækning.
Da min mand kom hjem igen, begyndte han at skynde på mig. Jeg har altid født rimelig hurtigt, og han ville ikke risikere at skulle holde ind til vejkanten, for at jeg kunne føde. Han hjalp mig i bukserne, og da jeg rejste mig op, for at han kunne trække bukserne op, plaskede fostervandet ud!
"Nu ringer jeg til Falck. Det her tør jeg simpelthen ikke", sagde min mand, mens han styrtede ned for at hente mobilen. Jeg sad flere gange og overvejede, om Falck skulle komme op og hente mig i soveværelset, eller om jeg kunne gå nedenunder. Jeg bestemte mig for det sidste.
Jeg spænede hen ad gangen og nærmest hoppede ned af trappen. For jeg var så bange for, at der skulle komme en ve. Jeg nåede lige akkurat ned af trappen. Så kunne jeg mærke, at presseveerne så småt begyndte. Min mand blev meget panisk og sagde til mig, at jeg altså ikke skulle føde herhjemme. Han løb i pendulfart fra mig til vinduet for at kigge efter Falck.
Jeg fik en stærk presseve, mens manden var ved at flytte bilerne, så ambulancen kunne komme helt hen til døren. Han kom ind, og i det samme kunne jeg mærke, at hovedet var ude! Jeg tror aldrig, han har flået bukserne af mig så hurtigt. Og plop, så var lige Mie født.
Hun skreg øjeblikkeligt. Helt hvid af fosterfedt. Navlesnoren var noget kort, så jeg stod og krykkede helt sammen, for at jeg kunne putte hende ind til mig. Efter at have sundet mig en smule, kunne jeg sætte mig på den dyne, som min mand i sin panik havde kastet på gulvet.
Vi nåede lige at kigge på klokken. Den var 05.35, så det tog 1½ time. Det kan man da kalde hurtig ekspedition!
Jeg ville straks ringe rundt til hele familien for at fortælle den gode nyhed. Men manden syntes, at det var bedst lige at ringe til jordemoderen, som ventede på os.
Falck kom lige efter, at vi havde snakket med børnene i telefonen. Vi sad og snakkede lidt, mens pulsen skulle gå væk fra navlesnoren. Ellers ville det bløde, når den blev klippet.
Det hele virkede meget surrealistisk. Jeg kiggede mig omkring. Min "fødselsstue" bestod af en vaskemaskine, vasketøj, et væld af gummistøvler og en bunke snavs, der lå fejet sammen i et hjørne! Det var ikke lige de omgivelser, jeg havde drømt om at føde i.
Vi kom på båren og blev kørt over på sygehuset. Manden fulgte efter i bil. Hele turen derover var præget af mange seje efterveer. Men jeg lå bare og kiggede på det lille vidunder. Fuldstændig solgt var jeg. Tænk at man kan være så heldig 4 gange.
Vi har snakket så meget herhjemme om fødslen. Det er jo helt specielt at opleve det. Og så det at have 2 børn, der har fødselsdag samme dag, der ikke er tvillinger. Det er jo også lidt for vildt.
Det var så min fødselsberetning.
30-03-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025