Skrevet af Winni
Jeg var 16 år, da jeg blev gravid. Det kom som et mindre chok, men jeg tog det i stiv arm og valgte, at nu ville jeg være mor. Jeg havde termin den 9/6-2006.
Jeg er ikke sammen med den biologiske far, men har en ny kæreste, og vi har været sammen, siden jeg var 3 måneder henne. Vi havde bestemt os for, at Christian skulle være far til mit barn, og han har været med til scanninger og fødselsforberedelse.
Den 9. juni 2006 kl. 06.00 står jeg op og går nedenunder til min far, som også lige er stået op. Han havde haft gæster om aftenen, og jeg kunne godt se, at han havde været fuld, så det grinte vi lidt af. Jeg havde nogle menstruationslignende smerter omme i lænden, så jeg gik frem og tilbage mellem stue og køkken.
Min fars kammerat kom på besøg ca. kl. 06.30, og jeg havde stadig ondt. Det var træls, men jeg fortsatte med at gå. De stod og drillede mig og sagde, at det nok var lige oppe over, men jeg smilede bare og gik videre.
Jeg havde i lang tid frygtet fødslen, for jeg var godt klar over, at det ville komme til at gøre ondt, og jeg er meget pylret.
Men kl. 9.30 fredag formiddag mener min mor, at jeg skal ringe til min jordemoder. Min mor var kun på besøg. Så jeg ringer og siger, at jeg har ondt i lænden ca. hver 5. minut, og at det begyndte at strække sig om til underlivet. Hun sagde, at jeg kunne komme ud og blive tjekket, men at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis ikke der var sket noget.
Da vi kommer derud (min far, Christian og min faster, som kørte os), og jeg bliver tjekket, siger hun, at der var 2 cm af livmodermunden tilbage, og at jeg ikke var åben. Hhmm... Jamen, hvad så? Hjem igen og vente.
Kl. 15 går Christian og jeg hjem til ham for at sove lidt. Men den eneste hvile jeg fik, var når jeg ikke havde ondt, og det havde jeg altså hver 3.-5. minut. Jeg var begyndt at blive frustreret over smerterne, som nu begyndte at gøre rigtigt ondt, og jeg begyndte at græde, for jeg var også samtidig bange for, hvad der ville ske.
Vi skulle ud at spise på et hotel kl. 18, men var først dernede omkring kl. 19, for jeg skulle lige havde nogle pauser, når der kom en ve. Og på dette tidspunkt har jeg ikke en eneste gang sagt ordet "ve" eller "fødsel".
Mens vi sidder og spiser, har jeg de her veer, og de andre gæster kigger på mig helt forskrækket, når jeg sidder og brummer. "Hun har bare veer", siger min mor til dem, og så ser de jo bare endnu mere forskrækket ud. Men det var nu meget sjovt.
Da vi kommer hjem ca. kl. 20.30, ringer jeg til jordemoderen igen og siger, at det var det samme, men at det gjorde mere ondt. Min bedstefar kører os på sygehuset kl. 21.30, og han kører hjem igen alene, da Christian og jeg havde fået tilbudt at overnatte på sygehuset. Jeg blev tjekket igen, og der var stadig 1 cm af livmodermunden tilbage, og jeg var ikke åben.
Vi troede, at vi ville komme hjem igen dagen efter, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Jeg fik en sprøjte med noget, der ville få mig til at slappe af, og jeg kunne håbe på lidt søvn. Ellers kunne fødslen gå i gang, og hvis ikke, og det stadig var det samme dagen efter, så ville jeg blive overflyttet til Svendborg Sygehus.
Vi gik så i seng kl. 22.30, og Christian faldt hurtigt i søvn. Ikke jeg. Jeg lå bare prustende og råbte højere og højere, for hver ve der kom. Kl. 00.30 ringede de efter jordemoderen, og jeg var nu 3-4 cm åben. Endelig lidt fremgang.
Jeg blev lagt ind på en anden stue. Christian var ved min side hele tiden. Jeg blev tjekket jævnligt, og da jeg var 6 cm åben, tog jordemoderen vandet. Det var pænt klart med kun lidt blod i.
Kl. 02.45 kom jeg i vandkar, og det var bare så dejligt smertelindrende. Dog gjorde det stadig ondt, men jeg kunne bedre slappe af mellem veerne.
Efter 21 timer med veer blev jeg lagt op på fødebriksen, og jeg var nu 9 cm åben. Jeg følte pressetrang, så der blev gjort klar til babyen. Da hovedet var på vej ud, fik jeg en sviende smerte, og jeg var nær krøbet ud gennem væggen. Jeg sprækkede. Øv.
Jordemoderen satte et spejl ned, så jeg kunne se, hvad der foregik, og jeg så noget sort hår på vej ud. Og først da går det op for mig, at jeg faktisk ligger og skal føde en baby. Bedre sent en aldrig.
Der var en mandlig sygeplejerske til stede, der hjalp mig med lattergas, men jeg kunne ikke finde ud af at bruge den rigtigt, så den havde ingen effekt på mig. Jeg var bare ved at sluge hans arm. Jeg når at presse 6-7 gange, og så kl. 03.47 lørdag den 10/6-2006 føder jeg en lille velskabt pige på 3.200 gram og 50 cm.
Fødslen tog 22 timer. Jeg glemmer straks smerterne, og jeg får en følelse af lykke og lettelse. Jeg var blevet mor. Jeg vil aldrig glemme denne fødsel, og vil se tilbage på den med et smil på læberne. Det var hårdt og varede længe, men jeg fik det bedste ud af det.
01-04-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025