Unge forældre i fare for depression I det første år efter fødslen er der en øget risiko for, at især unge forældre rammes af en depression.
8134
At få barn er noget af det største, man kan opleve. Men med en lille ny følger også barnegråd, natteroderi og et overvældende ansvar - og det stresser forældrene.
For en del af dem fører presset til en egentlig depression, og det går igen ud over børnene, påpeger forskerne fra Medical Research Council i London.
Forskerne gennemgik lægejournalerne på flere end 86.000 engelske familier, og de fandt frem til de af forældrene, der havde været ramt af depression.
Det viste sig, at flere end hver 3. af mødrene og omkring hver 5. af fædrene havde mindst en depression i tiden fra barnet blev født, og til det fyldte 12 år.
Risikoen var højest i det første år efter barnets fødsel, hvor næsten 14 ud af hver 100 mødre og 3-4 ud af 100 fædre fik en depression.
I de efterfølgende år faldt tallene til, at 7,5 procent af mødrene og 2,7 procent af fædrene hvert år blev ramt af depression.
Desuden fandt forskerne, at forældre, der var under 25 år, da deres barn blev født, havde en højere sandsynlighed for at blive deprimerede end ældre forældre.
Også forældre, som tidligere havde lidt af depressioner, eller levede under dårlige sociale forhold, havde en særlig forhøjet risiko for depressioner.
Har du været ramt af en depression i forbindelse med en fødsel? Fortæl om dine erfaringer i kommentarfeltet herunder