Skrevet af Pia
Jeg vil lige fortælle om Frejas vidunderlige fødsel. Hun er vores tredje barn, og fordi vores anden fødsel kun tog 2 timer fra første ve, og jeg kun lige nåede ind på sygehuset, inden jeg fødte, valgte vi at føde hjemme denne gang.
Vi bor i Vestsjællands Amt, hvor man føder med en jordemoder, man kender fra graviditeten. Vores hed Susanne Warming, og hun er bare en fantastisk kvinde.
OK, her er hvad der skete:
I starten af juli 2006, 3 uger før terminen, fik jeg "veer", snydeveer vil jeg nu kalde dem, for de gik i sig selv igen efter 3 timer. Og det er jo rigtig kedeligt, når man døjer med hævede fødder, 20 ekstra kilo, 2 meget friske drenge på 2 og 5 år, og en kæmpe mave, man gerne vil se, hvad gemmer på.
Nå, men jeg spurgte lige Susanne, hvad de der "veer" gik ud på. "Det er generalprøven", sagde hun. "Om 3 uger føder du lige på terminen. Sådan ender det tit. Og det starter sikkert tidligt om morgenen eller efter et regnvejr, for der er det køligt i luften". Og man skulle jo tro, hun var spåkone, for hun kunne i hvert fald spå!
Vi havde til den store begivenhed lejet et fødekar. Jeg var ikke helt vild med ideen (jeg havde slet ikke haft lyst til vand, da drengene blev født), men Susanne snakkede så godt for det fødekar, at jeg alligevel hoppede på ideen. Og efter at have luret lidt på baljen, kunne jeg slet ikke forestille mig at føde andre steder end i vand.
  Nogle dage efter fandt drengene og jeg fødekarret frem, slæbte det ud i haven og vaskede det, så det var klar til den store dag. Det blev dog til mange rengøringer af karret, for Hjalte og Magnus brugte mange eftermiddage med at boble rundt i den store balje.
Klokken 6.30, den dag jeg havde termin, stod jeg op og fik "veer", der varede 50 sekunder med 3 minutters mellemrum. Jeg sendte Lars på arbejde, da det jo bare var snydeveer. Nede i bryggerset kastede jeg mig over bunken af vasketøj, for noget nyttigt kunne jeg jo ligeså godt tage mig til, indtil drengene stod op. Efter tre t-shirts og et par bukser kneb det med at koncentrere sig om at lægge bluser sammen, imens jeg havde en "ve".
Klokken 7: Hmm, jeg måtte vist hellere ringe til Lars, for jeg kunne jo ikke tage mig af drengene, når "veerne" gjorde så ondt. Og så ringede jeg også lige til Susanne, bare for en sikkerheds skyld. "Jeg kommer med det samme, du skal jo føde", sagde hun glad og frisk. "Du tager lige et bad og sætter Lars til at fylde fødekarret, så ses vi".
Imens jeg står der under den varme bruser, kommer Magnus på 5 ud til mig, og jeg fortæller ham, at baby er på vej nu, og at han vil blive dobbeltstorebror senere idag. Og hvad sker der så? Jo, veerne går i stå! Det kan ikke passe! Hvor blev jeg flov. Her havde jeg ringet efter Susanne og Lars, og så var det hele bare en fis i en hornlygte. Nå, men Lars og Magnus fyldte alligevel karret just in case.
Klokken ca. 7.30 kommer Susanne, og Hjalte står også op. Drengene får morgenmad, og går så ovenpå og ser en film. Jeg er en stor undskyldning, men Susanne er ikke i tvivl. "Pjat med dig, du ville ikke ringe efter mig, hvis du ikke skulle føde, så godt kender jeg dig".
Susanne mener, det er på tide, at vi ringer efter barnepigen Lisbeth, som skulle passe dem hjemme hos os, imens vi føder. Jeg beslutter imidlertid, at jeg ikke vil have drengene hjemme, fordi jeg ikke kan få ro.
Så klokken 8.30 kører Lisbeth og drengene ud på hendes gård. Og ikke så snart de forlader indkørslen, kommer der så småt veer igen. Susanne vil gå en lille tur for at give mig fred, men det vil jeg ikke have, hun skal bare blive lige ved min side, hvor jeg kan nå hende.
Jeg bliver undersøgt, og er 3 cm åben og blød. Hmm, ikke meget men altid en begyndelse. Vi futter ud i køkkenet, hvor karret står, og får en kop kaffe og jeg noget vandmelon.
Imens vi sidder der og hygger, og mine veer stille og roligt bliver kraftigere, finder Lars og Susanne en boxmadras frem, som de reder op til mig med puder, dyner og tæpper. De lægger den i et hyggeligt hjørne i stuen, hvor jeg eventuelt kunne føde. Imens finder jeg en voksdug frem til at lægge under vattæppet på madrassen, hvis jeg vil føde der. Jeg trisser lidt uroligt rundt og har svært ved at finde ro under og mellem veerne.
Klokken 9 har jeg så kraftige veer, at jeg ikke længere kan stå op eller sidde ned, og Susanne og Lars gør karret klar og hjælper mig op i vandet. Åhhh, hvor er det bare dejligt at komme i det varme vand. Inden jeg sætter mig for godt til rette, giver hun mig en nål i lilletåen, der hjælper med at holde gang i veerne. De skulle jo nødigt klinge af igen.
Jeg sidder knælende det meste af tiden, men efter ½ time sover mine ben, og jeg lægger mig på maven og flyder. Hele tiden er Susanne der lige ved siden af mig. Hun masserer, giver varme på de ømmeste steder, prikker hul på fostervandet, snakker med mig, holder mig i hånden, og det er som om, der kun er hende og mig. Lars er der også, men det er mere praktisk. Han sørger f.eks. for, at jeg ikke drukner under veerne, at jeg får lidt at drikke og en kold klud på panden.
På et tidspunkt bliver der dog for hedt dernede, og jeg vil have lidt is. Lars bliver beordret i fryseren, men nul is. Og nul frosne ærter og majs. Men pomfritter, kunne han finde. Grove pomfritter pakket ind i et viskestykke og så hængende på kanten af karret. De var guld værd og helt flade, da vi var færdige, for hver gang jeg fik en ve, piblede sveden frem, og jeg hamrede panden ned i fritterne, for at blive kølet ned.
Klokken 10: Nu er det nok! Jeg kan ikke mere! Jeg har pressetrang, men ikke den der vilde pressetrang, og da jeg mærker efter babys hoved, er det næsten en hel finger oppe. Jeg kan mærke håret. Fantastisk. Susanne siger, at jeg godt må presse, men det gør for ondt fortil.
"½ time mere, så gider jeg ikke mere", græder jeg, imens jeg hamrer og banker i vandet. "Bare rolig", siger Susanne, "der går ikke mere end ½ time", og her havde hun så lige en snak med mig om, hvad vi skulle finde på for at gøre presseveerne mindre smertefulde.
Jeg bliver hjulpet om i 90 graders siddende stilling, og så kommer der smæk på veerne. Rigtig rasende gal på veerne blev jeg, og i løbet af to presseveer kom der en baby. Og hun kan spå, for der gik nøjagtigt ½ time!
 Freja kom op til mig med det samme, fik et håndklæde svøbt om sig og en varmedippedut på ryggen. Efter 20 minutter bliver moderkagen født og fisket op i en balje, som ligger og flyder rundt i karret. Da navlesnoren ikke pulserer længere, klipper Lars den over, og Lars får Freja over til sig.
Susanne hjælper mig op, tørrer mig og følger mig ind på madrassen i stuen. Her ligger jeg så med Freja, bliver undersøgt for bristninger og giver hende hendes første måltid. Det er bare så dejligt at amme igen. Jeg tror, vi ligger på den madras de næste 14 dage.
 Magnus, Hjalte og Lisbeth kommer lige bagefter, og det hele er bare så dejligt. Lars varmer boller i ovnen, og vi sidder et par timer og hygger sammen. Susanne vejer hende til 3.700 gram og 52 cm, og efter 3 timer tager hun hjem.
Det var bare sådan en dejlig og smuk oplevelse. Og jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg skal føde med Susanne i mit køkken.
28-04-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025