Skrevet af Therese
Jeg hedder Therese og er 30 år. Jeg mødte min mand, da jeg var 22 år og han 32 år. Jeg var på p-piller, men havde lige pludselig pause fra menstruationen i et par måneder. Jeg var ikke nervøs, da mine menstruationer altid har været lumske.
Nå, der gik 3 måneder, så vi måtte hellere tage en prøve hos lægen. Den var negativ, så jeg var ikke gravid. Så bliver man underlig, ikke sandt? Så vil man lige pludselig gerne være gravid.
Vi havde været sammen i ikke engang ½ år, men så ville han gerne have, at vi prøvede. Han var jo ældre end mig. Jeg sagde OK, men inderst inde var jeg nok ikke klar.
2½ år senere var jeg stadig ikke gravid. Det er lang tid at prøve, synes jeg, men jeg skulle blive meget klogere. Til lægen og henvisning til gynækolog, den bedste i Køge. 1 år senere fik vi diagnosen: 1 til 1 million chance for, at vi selv kan. Bommert.
Vi havde nu kendt hinanden i 4 år, og nu var jeg klar. Med diagnosen sat blev vi henvist til Holbæk Fertilitetsklinik. Vi fik en tid med det samme, og alt så lysere ud. Nu skete der noget.
Ja, den ene tid, som var en vurdering af, hvilken behandling vi passede til, og en besked der lød: "Gå I nu hjem og nyd jeres barnløse sommer. I er nu på venteliste, hvor ventetiden er 8 måneder".
Selv om vi var glade, følte vi alligevel, at det var lang tid. Endnu 8 måneder, hvor vi intet kunne stille op. Gynækologen mente, at det ville blive en tur i parken med lige os, da jeg jo var meget ung, så det skulle nok lykkes.
9 måneder gik, og så kom indkaldelsen. Vi skulle have mikroinsemination, som var den mest besværlige metode, fortalte de os. Jeg skulle på hormoner, så skulle æggene tages ud og sæden renses, æggene befrugtes, så et par dage i varmeskab og retur i moderen.
Det lød meget besværligt, og det var det også. Sprøjterne var ikke så slemme, men ægudtagningen var slem. Det gjorde ondt, men stadig noget, som man kunne leve med. Ventetiden var ulidelig, men nederlaget, når hele besværet var ovre og ingen graviditet, var det værste.
Efter tre forsøg ville jeg ikke mere. Jeg var brugt, men hvor dumt at lade et enkelt forsøg gå til spilde.
I det første forsøg vi havde, delte æggene sig ikke i varmeskabet, så derfor talte forsøget ikke. Det er kun tre fuldendte forsøg. Men for os var det fjerde gang, da vi jo havde været igennem tre, selvom kun to talte.
I det fjerde forsøg ændrede gynækologen taktik. Jeg fik en gammeldags medicin, der er udvundet af urin fra kvinder i overgangsalderen. Jeg fik en ordentlig dosis og blev overstimuleret i den grad, men gravid blev jeg sgu'.
  Det var ikke til at fatte, og lidt tid skulle der jo gå, før man tør føle sig sikker. Min termin var den 14. august 2005. Den 7. august fik vi Alfred, veerne startede kl. 22.30.
Kl. 3.30 var vi på hospitalet, hvor jeg var 4 cm åben. Jeg nåede lige at få kørt strimmel og få det frygtede lavement, og lillemanden ramte sengen kl. 5.03. 3.400 gram og 53 cm lang og en masse hår. Perfekt dreng.
Min graviditet forløb uden problemer. Små ting som mangel på søvn, lænden og årerne. Ved fødslen nåede jeg ikke så meget som at få en Panodil eller ilt, så hurtigt gik det.
Fra vi startede på klinikken, gik der 1½, før det lykkedes. Da Alfred kom, havde min mand og jeg været sammen lidt over 7 år. Aldrig havde jeg troet, at vi skulle bruge 6½ år på babyforsøg.
Da Alfred var 1½ år, var det snart årsskifte, og som nogen ved, blev forsøg til barn nummer to stoppet i januar 2007. Det var som sagt snart januar, og min mand startede med, at hvis vi skulle prøve igen, skulle det være nu, hvis vi skulle med på vognen.
Jeg var ikke meget for det. Jeg var bare glad for, at vi havde vores dreng, men far syntes, at han ikke skulle være enebarn. Igen fik han mig overtalt.
Første møde deroppe. De have mistet min journal. Den var pist væk. Mit første forsøg blev et skud i tågen, da data er vigtig. Jeg var sur og følte mig røvrendt.
Jeg skældte dem ud i frustration over, at man kan miste min journal. Det var jo min eneste chance. Jeg sagde til min mand, at hvis de ikke fandt den, stoppede jeg, for jeg havde ikke lyst til tre forsøg med gætterier.
Der gik noget tid, og jeg var helt på plads. Jeg skulle ikke have flere børn. Så ringede de. De havde fundet min journal. Efter 3 timers roden igennem alle journaler, fandt de den puttet ind i en andens journal.
Så prøvede vi igen, men med mindre medicin, da jeg helst ikke skulle overstimuleres igen. Det er ikke helt ufarligt. Der er faktisk to kvinder, der er døde af overstimulering i Danmark, så de leger ikke sådan med det.
Jeg fik denne gang 7 æg ud. Jeg var skuffet, for med Alfred fik jeg 25 æg ud. Men det er ikke kvantiteten, der tæller. 4 kunne bruges ud af de 7. 2 delte sig, men det ene kunne ikke fryses, så jeg kunne vælge at få 1 op og smide det andet ud eller få begge op.
Jeg fik helt ondt af det ene æg. Bare smid det op, sagde jeg, giv det en chance. Jeg er nu i 17. uge, gravid med tveæggede tvillinger og kunne ikke være mere lykkelig. Jeg må stadig nive mig i armen ind i mellem.
 Tænk jer, at min mand og jeg har 3 børn til november, det er ikke til at begribe. Det har været en lang og sej kamp, ikke mindst for forholdet, men vi er mere styrket nu, end vi nogen sinde har været. Min kærlighed for min søns far er større, end den nogensinde har været.
Det vigtigste er, at alt må siges, alt skal siges, man skal snakke sammen. Vi er dybt taknemmelige over for alle de vidunderlige mennesker, der arbejder på Holbæk Fertilitetsklinik. De har givet os 3 børn, dem vil vi altid huske.
Vi kan varmt anbefale den klinik. Journalen var en smutter, men se på slutresultatet. Efter noget tid deroppe er man nærmest familie. Nu håber jeg bare, at de 2 små nye får en god fødsel, og vi glæder os, til de kommer og gør vores familie fuldendt.
11-06-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025