Skrevet af Rikke
Jeg har sådan lyst til at fortælle jer om den fantastiske nat/dag, da Kristian kom til verden.
Vi var ved at gå i seng den 5. januar, da jeg pludselig fik veer. Jeg var gået 10 dage over tiden, så jeg havde egentlig ventet på veerne i et stykke tid, men da de kom, ville jeg alligevel ønske, at de ville vente til om morgenen.
Nå, men vi havde selvfølgelig ingen Panodiler i huset, og da klokken var 23, var der ikke nogen forretninger åbne, så min mand måtte i al hast køre hjem til mine forældre for at skaffe smertestillende under dække af, at jeg havde ondt i ryggen (hvilket de selvfølgelig ikke troede på).
Da han kom hjem, sendte jeg ham i seng, så én af os da kunne få lidt søvn. Pillerne virkede ikke, syntes jeg, og jeg var lidt frustreret, da vi havde været i byen dagen før. Samtidig havde vi været til kontrol samme eftermiddag kl. 17. På grund af svimmelhed og meget hævede ankler, havde jeg gået til ekstra kontrol i de sidste 2 måneder af min graviditet, så jeg var ret træt.
Der var ikke noget som helst regelmæssigt over mine veer, og der var alt imellem 7 og 15 minutter imellem. Jeg forsøgte at hvile/sove lidt, men det eneste jeg opnåede var at holde min mand vågen, så jeg stod op igen.
Det næste stykke tid er fuldstændig surrealistisk for mig, og jeg har slet ikke nogen fornemmelse for den tid, der gik. Det eneste jeg kan huske er, at det gjorde MEGET mere ondt, end jeg havde forestillet mig, og så, at det eneste sted, jeg kunne holde ud at være, var siddende ret op og ned på toilettet. Jeg må alligevel måske have blundet lidt, for lige pludselig var kloken ca. 1, og min mand kom for at kigge til mig.
Det var vores første barn, og selv om jeg havde sagt til mig selv og til min mand, at vi ikke skulle ringe og forstyrre fødegangen, før der var 5 minutter imellem og regelmæssige veer, fik jeg ham alligevel til at ringe.
Jeg talte med en rigtig sød jordemoder, som selvfølgelig overtalte mig til at vente, til mine veer blev mere regelmæssige, men det var rart at tale med hende og få at vide, at det var OK.
Manden gik i seng igen, og jeg sad fortsat på toilettet afbrudt af korte gåture frem og tilbage til stuen. Det var lidt formålsløst, for hver gang jeg fik lagt mig i sofaen, kom der en ve, og jeg måtte tilbage til badeværelset.
Nå, men sådan fortsatte det med tiltagende veer frem til kl. 4. Da var der endelig regelmæssige veer med ca. 6 minutter imellem, og da jeg var ved at dø efter at få noget smertestillende, ringede vi og spurgte, om vi måtte komme ind på fødegangen. Det var heldigvis OK, og vi kørte af sted.
Da vi ankom, blev vi venligt modtaget, og jordemoderen fik os installeret på en modtagelsesstue. Jeg havde på forhånd bestemt, at jeg helst ikke ville have rygmarvsbedøvelse, og fik derfor morfin. Det var vidunderligt i ca. 20 minutter. Så gik vandet, og smerterne blev værre end før. Jeg forsøgte at hvile lidt, men der blev kortere og kortere mellem veerne.
Kl. 7 blev vi flyttet ind på en fødestue, og jeg fik akupunktur for afslapning og smerter. Det var vidunderligt. Her var der et badekar, og da jeg var 6 cm åben kl. 8, fik jeg lov at komme i. Det var dejligt. Det var bare så afslappende, og min mand var rigtig god til at massere mig i nakken osv.
Det hjalp åbenbart at komme i karret og slappe lidt af, for det gik lynhurtigt, og kl. 8.30 var jeg nødt til at stå op igen, da jeg var 9 cm åben. På det tidspunkt havde jeg fået pressetrang og pressede med, når der var en ve. Den sidste cm åbnede hurtigt, og jeg syntes, at jeg pressede og pressede.
Ved 11-tiden var der stadig ikke sket noget, og jeg var efterhånden godt udmattet. Også manden - det er mange timer at stå op, siger han, og hans hånd bliver aldrig den samme igen.
Kl. 11.15 besluttede jordemoderen at sætte et vedrop op, da mine egne veer var aftagende. Jeg blev lidt nervøs, da hun kaldte på lægen. Det viste sig, at barnet var stjernekigger.
Pludselig gik veerne helt amok, og de kom lynhurtigt og uden pauser. Hvis/når jeg skal føde igen, håber jeg helt sikkert, det kan klares uden vedrop. Der er da i det mindste pauser imellem.
Jeg var fuldstændig udmattet, men nu var der både jordemoderen, lægen og en social- og sundhedsassistent, som stod og heppede på mig. Så jeg fik da taget mig sammen, og så kl. 11.49 den 6. januar 2007 blev jeg mor for første gang til en helt vidunderlig dreng.
  Jordemoderen lagde ham op til mig, og jeg tror, at vi begge to græd lidt over det lille mirakel, som lå der på min mave. Han var helt bleg selvfølgelig, og han havde en meget underlig hovedform, fordi han havde været stjernekigger, og vi elskede ham begge to fra først blik. Hans apgar var 9 på grund af farven og 10 efter 5 minutter.
Moderkagen kom ca. 10 minutter efter. Av, lige som man tror, det er overstået. Heldigvis var jeg ikke sprækket ret meget og slap med 2 sting. Det var dog irriterende, for da han først var ude, ville jeg ikke have, at der skulle pilles mere ved mig.
Men sønnen blev da rigtig set an og fik talt fingre og tæer af sin far. Vi var alle sammen meget trætte og fik lov at blive på stuen med lidt mad og et fint fødselsdagsflag, som assistenten kom med til os. Så blev han vejet til 4.250 gram og målt til 55 cm.
Vi kom over på patienthotellet og hvilede ud og kom hjem efter 5 dage. Der var lidt problemer med hudløse brystvorter.
 Men stadig havde lillemanden ikke noget navn. De drengenavne, vi havde snakket om før fødslen, passede bare ikke til ham, da han kom ud, så der gik 10 dage. Så var det faktisk vores niece på 5 år, der foreslog, at han skulle hedde Kristian i en SMS, for nu var hun altså træt af at vente. Og det var jo bare det, og så hed han Kristian.
Nu næsten 6 måneder efter kan vi næsten ikke huske, hvordan livet var før - det bliver bare bedre og bedre.
03-07-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025