Skrevet af Karoline
Vores første barn kom til verden 4 dage efter termin i april 2000, efter jeg havde haft veer i 2½ døgn. jeg fik vedrop, jeg blev klippet og jeg pressede i over 1 time. Det var en pige, og det viste sig, at hun havde ligget forkert. De sagde, at det var blevet et kejsersnit, hvis de havde vidst, hvordan hun lå. Hun var stjernekigger, lå med panden først, og hun havde sin hånd med ud sammen med hovedet. Cecilie vejede 3.500 gram og var 53 cm lang.
Da jeg ventede vores andet barn med termin i marts 2003, var vi meget spændte på både kønnet, og hvordan fødslen ville forløbe. Jeg var ikke bange for fødslen, mere spændt. Der er mange fødselsdage i familien i marts, så alle var spændte på, hvornår jeg ville føde. Jeg havde termin på min mands fødselsdag og havde selv fødselsdag 3 dage før termin, så vi håbede, at babyen trods alt ville få sin egen fødselsdag.
Jeg begyndte at få veer 6 dage før termin, og vores anden datter blev født 12 timer efter (fik også vedrop denne gang). Denne gang var det en helt anden fødsel. Da jeg fik presseveer, tænkte jeg, at nu var der "kun" ca. en time til, vi var forældre igen. Men sådan gik det ikke, for efter 3 presseveer var Sofie født. Hun vejede 3.300 gram og var 53 cm lang. Jeg fik ikke en skramme, og hun fik sin helt egen fødselsdag.
Da jeg så ventede vores 3. barn, valgte vi, at vi heller ikke denne gang ville vide kønnet. Vi - specielt faderen - var meget spændte på, om det var en dreng denne gang. Jeg havde en meget stærk fornemmelse af, at denne baby var en dreng.
Jeg havde termin den 11. september 2006 (uha en dato), men da jeg var til 35 ugers tjek hos lægen, sagde hun, at min livmoderhals var meget blød, og da jeg fødte en uge før termin sidste gang, skulle jeg nok ikke regne med at gå helt til termin denne gang. Vi blev dog klogere.
Den 11. september kom og gik, og samtlige, jeg mødte på min vej, spurgte, om jeg da slet ikke havde tænkt mig at føde. Men jeg havde det vidunderligt med at være gravid (også trods den varme sommer), og jeg kunne sagtens klare at tage 14 dage mere. Jeg ville bare have lov til at gå i gang af mig selv.
Den 14. september vågnede jeg kl. 04.00, da jeg havde drømt, at jeg havde en kraftig plukkeve. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne tage at gå ned på toilettet, når nu jeg var vågen alligevel. Da jeg var på toilettet, gik slimproppen, og jeg havde tegnblødning. Jeg tog et bind på, hvis der nu skulle komme mere slim/blod, og så gik jeg i seng igen.
Jeg nåede kun lige at lægge mig, før vandet begyndte at sive. Den kraftige plukkeve, jeg havde drømt jeg havde, viste sig at være ægte nok, men det var altså kun kraftige plukkeveer, der bed lidt. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var nogle, der virkede endnu, men jeg kunne da godt se, at det nok var i dag, vi skulle være forældre til vores 3. barn.
Jeg lod resten af familien sove, mens jeg rendte ned og skiftede bind et par gange. Det lykkedes mig at få familien op, fortalt min mand, hvad der var ved at ske, og så begav vi os af sted. Vi har ikke bil og bor 12 km fra den by, hvor de store går i skole og børnehave (og sygehuset ligger), så vi tog med toget til byen, og jeg cyklede ud med den store i skolen, mens min mand gik over i børnehaven med den "lille". Begge steder fik vi diskret fortalt, at det nok ikke var os, der hentede dem om eftermiddagen, da jeg nok skulle føde snart.
Vi valgte, at vi ikke ville fortælle pigerne om den forestående fødsel, da der jo ikke var noget "rigtigt" i gang endnu. Både pædagoger og lærere var helt vilde. De glædede sig næsten lige så meget som pigerne. Vi valgte også, at min mand skulle tage på arbejde, men at han skulle beholde sin mobil i lommen (han står i forretning).
Da jeg havde afleveret Cecilie i skolen, ringede jeg til fødegangen for at informere dem om min vandafgang. Klokken var nu ca. 8.30, og de ville gerne lige se mig til et tjek. Jeg cyklede ud til sygehuset og blev undersøgt. Jeg var en lille finger åben og havde stadig meget uregelmæssige plukkeveer. Jeg fik kørt en strimmel og skulle komme tilbage næste morgen kl. 08.00 til igangsættelse, hvis jeg ikke havde født før det.
Det sidste, jordemoderen sagde til mig, før jeg kørte, var: "Husk nu, at når det er tredje gang, så kan det godt pludselig gå stærkt". Hun skønnede babyen til at veje 3.400 gram (jeg havde glemt at få vandrejournalen med).
På vej hjem ringede jeg til min mor og min søster, som skulle passe de store, bare for at "advare" dem om, at det nok var i dag eller i morgen. De ville komme ved middagstid og tage noget frokost med. De ville så hente de store for mig om eftermiddagen.
Jeg tog med toget hjem. Jeg tog min cykel med, da jeg jo ikke skulle bruge den det næste lange stykke tid. Jeg lagde mig på sofaen og slappede af, mens jeg stadig rendte ud og skiftede bind i ny og næ.
Da min mor og søster kom, havde de min lillebror med (han er 15 år). Vi fik spist lidt frokost, men jeg måtte nu holde pause, når der kom en ve/plukkeve. De syntes alle sammen, at det var vældig underholdende. Vi havde været en kort tur ude i haven, og på vej ind hørte jeg telefonen ringe, og jeg skyndte mig ind og tage den. Det var min mand, der meget febrilsk nærmest råber ind i røret: "Hvad laver du? Nu har jeg ringet 3 gange og også på din mobil, og du tager den ikke". Efter at jeg havde beroliget ham, tog han det lidt mere roligt.
Da klokken blev ca. 15, tog min mor og søster ind for at hente pigerne, og min lillebror blev hjemme hos mig. Inden de kørte, jokede min søster med, at hvis jeg fødte, mens de var væk, så skulle min lillebror huske at komme med kogt vand og klude osv. (hun har vidst set lidt for mange film). Men det hjalp efter hensigten, og min lillebror var rystende nervøs, hver gang jeg fik en ve.
Midt i en ve begyndte han at spørge: "Har du nu én igen?". Intet svar, kun koncentrerede åndedrag. "Øhh, er det 112, man skal ringe, hvis der nu sker noget? Hva'? Er det?". Efter veen måtte jeg berolige ham med, at der stadig var langt imellem veerne, de var uregelmæssige, og at jeg IKKE havde tænkt mig at føde her hjemme på sofaen.
Min mor og søster kom hjem med pigerne, og så begyndte vi at forberede dem på, at der nok ikke gik så lang tid, inden babyen kom ud til os.
Da klokken var ca. 17, begyndte vi så småt at tage tid på veerne. De var tiltaget i styrke, men stadig med 5-12 minutter mellem. Min mand kom hjem, og aftenen fortsatte med veer af forskellig men tiltagende styrke, varighed og mellemrum.
Min mor og lillebror tog hjem, og min søster blev hos os og sov. Pigerne blev puttet, og min mand gik tidligt i seng. Han skulle jo være frisk, når der var lidt mere action, som han sagde. Jeg lagde mig også, men blev nødt til at rejse mig ved hver ve, for nu bed de virkelig.
Da klokken var 03.00, ringede jeg til fødegangen og sagde til dem, at jeg godt kunne tænke mig at komme ind til dem. Men efter at have fortalt, at veerne stadig var uregelmæssige, var hun sikker på, at jeg ville blive sendt hjem igen. Der var ikke mulighed for, at jeg kunne få lov til at blive, hvis jeg ikke var åben nok. Men jeg måtte da gerne komme og blive tjekket, hvis jeg absolut ville.
Men da vi skulle køre med taxa til byen, valgte jeg at blive hjemme lidt endnu, for jeg ville under ingen omstændigheder byde en stakkels taxachauffør at skulle køre med mig med veer mere end en gang.
Klokken blev 05.00, og veerne blev ondere og ondere. Jeg begyndte så småt at få kvalme ved hver ve (det gjorde jeg også ved de andre fødsler, når veerne "virkede"), så jeg tænkte "når den her ve er overstået, så ringer jeg altså, og så kører vi".
Men den ene ve overtog den anden, og inden jeg vidste af det, stod jeg kl. 05.15 midt i en presseve. Jeg skyndte mig ind til manden og sparkede til ham (ja, det gjorde jeg virkelig) og sagde, at nu kunne han godt ringe, for jeg havde presseveer. Han vågnede med det samme, men var noget forvirret og spurgte "hvem skal jeg ringe til?". "Hmmm ja, du skal nok ikke ringe til B.T. vel? Prøv sygehuset".
Jeg gispede, det bedste jeg havde lært, mens jeg tog noget tøj på, så vi kunne være klar, når ambulancen kom. Min mand ringede helt panisk til sygehuset og bad om fødegangen. "Min kone har presseveer". "Dette er kirurgisk afdeling, du må ringe op igen", og så måtte han gøre det. "Nå, jamen så ringer vi da efter en ambulance. Farvel". Ikke noget med at blive hængende i røret og sige, at jeg skulle gispe eller noget.
Efter 1. presseve vækkede vi min søster, som lå på sofaen, og sendte hende op til pigerne ovenpå (de var vågnet - jeg var vidst ikke helt stille). Jeg sprang op på sofaen og fik så i 2. presseve taget bukser og trusser af igen, da jeg godt kunne mærke, at vi ikke kunne nå på sygehuset. Jeg sendte min mand ud efter nogle håndklæder, for jeg kunne alligevel ikke nænne, at sofaen skulle blive helt snasket ind.
  Jeg gispede og gispede og gispede, til jeg blev helt svimmel, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at presse lidt med, og inden jeg havde set mig om, så var hovedet født, og min mand tog imod. I 3. presseve kom kroppen, og vores tredje datter var blevet født. Kl. ca. 5.30 - der var ikke lige nogen, der kiggede på klokken. Hun skreg med det samme og kom op at ligge på min mave og blev pakket ind i et håndklæde.
 Min mand gik op og sagde, at min søster og pigerne godt måtte komme ned og se deres nye lillesøster, og det gjorde de så. Hun var ca. 2 minutter gammel, da hun mødte sine stolte storesøstre.
Min mand gik ud i indkørslen for at ryge en cigaret, og ca. 5 minutter efter, jeg havde født, kom ambulancen ræsende med blink og det hele gennem vores lille landsby. Falckredderne skyndte sig ud af ambulancen, og min mand kunne fortælle dem, at jeg havde født en helt perfekt lille datter, og at jeg lå inde på sofaen. De så vidst lidt mærkelige ud i ansigterne - både overraskede og lidt skuffede. De troede jo lige, at de skulle være fødselshjælpere.
Falckredderne klippede navlesnoren med to storesøstre over skulderen, som lige skulle sikre sig, at de ikke gjorde noget ondt ved deres nye lillesøster. Min søster ringede til fødegangen og fortalte dem, at jeg havde født en velskabt lille pige, og at vi snart kom derind. Vi kørte stille og roligt ind til sygehuset, hvor vi blev mødt af en lidt flov jordemoder.
Jeg fødte moderkagen ca. 1 time efter, min datter var født. Jag var allerede begyndt at lukke mig igen, så jordemoderen blev nødt til at hive godt i navlesnoren, før det lykkedes at få den ud. Derefter blev hun nødt til at masere min mave for at få det blod ud, der allerede var begyndt at størkne inde i min livmoder. Det var en rigtig ubehagelig og smertefuld oplevelse, men jeg havde det meget bedre bagefter. Julie blev målt og vejet: 3.490 gram og 53 cm og helt perfekt.
Da klokken var 08.00, kom den jordemoder, der havde tjekket mig, da vandet var gået, og det første, hun sagde, var (med et smil på læben): "Jeg sagde jo, at det lige pludselig kunne gå stærkt". Jeg kunne kun svare, at det skulle hun tage og fortælle sin kollega, som havde bedt mig om at blive hjemme, da jeg ringede kl. 03.00. Vi tog hjem fra sygehuset kl. 13.00.
I dag er Julie 9 måneder og er godt på vej til at blive en rigtig bandit - præcis som hendes søstre.
Moralen med denne fødselsberetning er: Stol på dig selv. Tag af sted, når du føler det. Lad være med at trække det for længe. Det gik godt denne gang, men man ved jo aldrig, hvad der sker.
Tak fordi du læste med så langt.
23-07-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025