Min fødsel med svangerskabsforgiftning Lene fortæller om sin 3. fødsel, hvor hun fik svangerskabsforgiftning.
6869
Skrevet af Lene
Jeg var gravid for 3. gang på 5 år. Første gang fødte jeg hurtigt og med mange hårde veer 3½ uge for tidligt. Anden gang vendte barnet forkert (sædefødsel), og det resulterede i et kejsersnit. Denne graviditet var gået stille og roligt. Jeg havde ikke rigtigt haft nogle problemer, og jeg havde det godt. Jeg skulle føde naturligt igen.
Et par måneder før min fødsel begyndte jeg at få vand i kroppen, men først den sidste måned begyndte det at kamme helt over. Jeg tog simpelthen 5 kilo på på få uger, jeg hævede voldsomt på kroppen og havde det i det hele taget skidt. Jeg talte med både læge og hospitalet flere gange, men de målte blot barnets hjertelyd og sendte mig så hjem igen, da alt var fint. Mit blodtryk og urintjek var OK.
8 dage før termin gik mit fostervand en tidlig lørdag morgen. Jeg tog på hospitalet ved 10-tiden og var allerede 4 cm åben. Jeg nåede at få 4 halvhårde veer og ellers blot nogle små, og så pludselig begyndte jeg at presse. 3 pres efter kom vores lille Casper ud, så det var nemt sluppet.
Jeg havde det fint, og efter et par timer pakkede vi sammen for at tage hjem. Sygeplejersken målte mit blodtryk, som var temmelig højt. Jeg fik dog lov at tage hjem alligevel med besked om at kontakte min læge mandag for at få det tjekket.
Jeg havde det godt og målte også mit blodtryk lidt derhjemme, og det blev på samme niveau. Mandag sagde lægen, at det nok ikke var så galt, så jeg skulle bare komme derned torsdag. Jeg syntes godt nok, at min blodtryksmåler skabte sig lidt, for trykket steg nu ret voldsomt, men mere tænkte jeg så ikke over det.
Da jeg kom til lægen torsdag, blev hun bleg, da hun fik målt blodtrykket. Det var meget højt, og da hun så tjekkede min urin, var den med protein i. Jeg røg direkte ind på hospitalet, da hun ikke engang turde sende mig hjem.
Der lå jeg i 6 dage, hvor de tjekkede mig for alt mellem himmel og jord samtidig med, at de prøvede at få mit blodtryk ned. Først ved den 3. pille, de forsøgte, skete der noget. Jeg havde på de 6 dage også smidt 9 kilo, dvs. 18 kilo i alt efter min fødsel. Så væsken var endelig ude af min krop. Og det hjalp.
Lægerne er stadig ikke meget for at kalde det svangerskabsforgiftning, da jeg ikke har haft det ved mine 2 første fødsler, men de har udelukket alle andre muligheder og heldigvis fundet ud af, at jeg ikke fejler andet.
Nu en måned efter spiser jeg stadig en daglig blodtrykspille, som er meget mild, og mit blodtryk ligger endda lidt i den lave ende. Jeg går stadig til kontrol på hospitalet for at se, om væsken er endeligt ude af min krop, og æggehvidestofferne (svangerskabsforgiftningen) er ude af min urin.
På hospitalet er mit tryk ikke til at styre, for jeg har jo fået noget af et chok, og er blevet temmelig bange for den måler. Men jeg lærer stille og roligt at slappe af igen og begynder at nyde min barsel.
Her bagefter ville jeg ønske, at jeg havde genkendt symptomerne på svangerskabsforgiftning og reageret, ja endda insisteret på at få gjort noget, inden det skulle gå næsten galt. Så stor en vægtøgning sidst i gravideten af væske er et klart signal, kan jeg læse nu, men da mit blodtryk ikke ændrede sig før på selve dagen for fødslen, hvad skulle man så næsten tro?
Casper stortrives til gengæld og har næsten taget et kilo på, hvilket jeg er super stolt af. Min mælk forsvandt næsten, da han og jeg lå på hospitalet, og jeg smed al den væske ud af kroppen, men jeg formåede at få den tilbage, og nu skal vi så bare nyde resten af vores barsel sammen. Det er uigenkendeligt sidste graviditet for vores familie. Nu har vi 3 små rollinger at holde styr på.
Relaterede artikler
© 1999-2025