Skrevet af Anja
Jeg har i min tid her på Netbaby læst om utrolig mange gode, samt knap så gode fødselsforløb, og synes, at det er på tide, at jeg også giver jer min fødselsberetning.
Jeg havde termin den 21. juni, men fik tid til et planlagt kejsersnit den 14. juni efter eget ønske. Dette med grund i, at min søn havde haft en høj fødselsvægt og havde ligget i sædestilling, så der var stor risiko for, at den næste lå på samme måde.
Da lægerne ikke ville give mig en scanning i det sene forløb for at checke op, om babyen også lå forkert denne gang, valgte jeg ikke at tage nogle chancer.
Søndag den 4. juni
Kl. 6 om morgen er jeg på toilet, og der kommer slimproppen ud. Da jeg ikke rigtig har mærket noget til den lille, ringer vi til fødegangen. Vi aftaler med en jordemoder, at vi kommer op ved 9-tiden og får kørt en CTG.
Kl. 9 er vi (min mand, vores søn og jeg) på fødegangen og får kørt en CTG. Babyens puls er alt for hurtig. Den ligger på over 200, og jeg kan ikke mærke babyen. Vi får checket hjertelyden i lidt over 1½ time. Jordemoderen tilkalder en læge, som vælger at give mig en gynækologisk undersøgelse for at se, om der er tegn på fødsel, hvilket der ikke er.
Vi skal vente en time og så have kørt CTG igen. Denne gang ligge pulsen så normalt, og jeg mærkede den lille et par gange. Vi får også en scanning, som viser, at babyen stadig ikke sidder fast, og den ligger i sædefødsel. Efter 4 timer bliver vi sendt hjem.
Vi spiser middagsmad og bliver enige om, at vi lige vil sove en times tid, da det har været en hård og lang dag på fødegangen. Den ene time tager dog den anden, og jeg vågner ved 16-tiden, hvor jeg har en underlig fornemmelse.
Jeg går på toilettet, og i det jeg sætter mig, giver det et ordentligt plask i toilettet. Jeg får tisset, og idet jeg vil tørre mig, siger det igen plask. Jeg er ikke i tvivl om, at det er vandet, der er gået.
Jeg kalder på Torben og siger, han godt kan forberede sig på at blive far i dag, da mit vand er gået. Han tror ikke på mig, før jeg har sagt det omkring 5 gange.
Vi ringer igen til fødegangen, som gerne vil se mig. Vi kører igen på fødegangen, hvor jeg bliver undersøgt. Lægen mener, at det er tyndt udflåd, jeg har haft, og vi bliver sendt hjem igen med beskeden om, at vi jo må komme, hvis det bliver værre.
I løbet af aftenen bliver der ved med at komme små plask, hver gang jeg ændrer stilling. Jeg har bind på og gemmer dem alle sammen i en pose, da jeg er overbevist om, at mit vand er gået.
Mandag den 5. juni
Morgenen fortsætter som aftenen i forvejen med små plask. Omkring kl. 13 kommer der en lille blodtrævl, da jeg er på toilettet.
Min mand er ved at være godt nervøs. Jeg gider ikke selv ringe til fødegangen, da jeg er overbevist om, at de bare vil sende os hjem igen, men Torben ringer til sidst og vil have mig checket. Denne gang bliver vores søn dog hjemme, da vi har besøg af Torbens lillebror, som gerne vil passe ham.
Kl. 14 er vi på fødegangen igen. En jordemoder kigger på alle mine bind. Hun mener, at der med stor sandsynlighed er tale om vandafgang. Jeg får en gynækologisk undersøgelse, som viser meget svagt, at der siver lidt fostervand.
Der bliver taget en fostervandsprøve, som viser positiv. Der bliver kørt en CTG, som hverken viser tegn på plukkeveer eller rigtige veer.
Så snakker vi med en læge, som mener, jeg skal ned til kejsersnit. De vil ikke sætte mig i gang, da jeg har fået kejsersnit før, og der derfor er for stor risiko for, at livmoderen vil sprænge.
En narkoselæge kommer og vil lægge et drop med penicillin. Han kan ikke finde en åre, og efter mange gange stikken bliver han enig med sig selv om, at det kan vente, til vi er nede på operationsstuen, da det gør meget ondt.
Vi får lov til at tage hjem og lige forberede os lidt, finde nogen, der kan passe Oliver om natten, og få et bad. Vi skal være på sygehuset igen kl. 21.
Ankomst på fødeafdelingen
Kl. 21 ankommer vi på fødeafdelingen. Der er tøj klar til både min mand og jeg. Jeg kommer op i sengen og skal have lagt et kateter i blæren. De fører kateteret ind i mit urinrør og fylder den lille ballon for enden af kateteret med vand, så den ikke falder ud under operationen.
Jeg begynder at hyle og skriger, at det gør ondt, hvilket de ikke kan forstå. Det viser sig, at kateteret ikke er kommet langt nok op, så ballonen er blevet fyldt, mens den lå i mit urinrør. Og det er der jo ikke plads til.
Jeg kommer ned på operationsstuen, og de lægger droppet i min hånd, hvilket de har problemer med igen. Da det endelig lykkes, kommer jeg op og sidde, så de kan ligge epiduralblokaden i min ryg. Her skal der også stikkes flere gange, inden det lykkedes for dem.
Endelig er jeg bedøvet, så er det værste da overstået. Det troede jeg i hvert fald, men der tog jeg grueligt fejl.
Første halvdel af operationen går godt. De får skåret huden op og får lagt et lille snit i muskler/fedt, så de kan rive det sidste over (de skærer ikke helt ned til barnet, da der så er risiko for at ramme barnet).
Da de er halvvejs med at rive maven fra hinanden, forsvinder bedøvelsen, og jeg kan mærke alt, hvad de laver. Det gør ondt af helvede til (undskyld mit sprog), og jeg græder og skriger. De vil ikke give mig mere bedøvelse, før vores lille baby er ude, da det kan være farligt både for babyen og mig, som jo har et stort hul i maven.
Jeg føler, det tager en evighed, inden de har revet det sidste over og får vendt maven, så de kan tage mit lille barn ud og klippe navlestrengen.
Endelig får jeg noget lattergas, det tager toppen af smerten. De giver mig noget stærk morfin i droppet, og pludselig sejler alt for mig. Jeg kan langt væk høre en, der siger, at jeg har fået en datter. Det går ikke rigtig op for mig, og pludselig føler jeg, at jeg er ved at blive kvalt.
Jeg får hallucinationer. Jeg føler, jeg farer igennem en tunnel med højere og højere fart. Jeg kan høre nogen snakke langt væk og se nogle hoveder fare hurtigt forbi. Jeg føler, jeg mister grebet om livet og klynger mig til min mands hånd, som jeg til sidst ikke kan holde fast i. Og så bliver det sort.
Lige så stille begynder jeg at kunne høre nogen råbe til mig, at jeg skal trække vejret. Stille og roligt begynder jeg at kunne fornemme en ro omkring mig. En spørger, om jeg kan tåle nikkel, og jeg svare ja, selvom jeg har nikkelallergi. Jeg er stadig meget fortumlet.
Jeg kommer til mig selv og får mit barn i armene. En skøn lille datter. Jeg nyder min datter for første gang sammen med min mand.
Alt i mens er lægerne begyndt at klipse min mave sammen. Pludselig hyler jeg igen. Endnu engang er bedøvelsen forsvundet, og jeg kan mærke, de sætter klips i min mave (ligesom dem, man hægter papir sammen med, bare lidt større). Jeg får ikke mere bedøvelse, da de jo er ved at være færdige.
Jeg skal fra operationsbordet og over i sengen til opvågningen. Dette klarer jeg selv, da jeg ikke har noget bedøvelse overhovedet tilbage i kroppen, hvilket overrasker personalet meget, da de troede, jeg havde overdrevet.
På opvågningen får jeg at vide, at jeg har været bevidstløs i 5 minutter, og i ca. 2 minutter har lægerne måtte trække vejret for mig. Jeg havde simpelthen fået en kæmpe cocktail af alt mulig bedøvelse og en sprøjte med noget sammentrækningsvæske til min livmoder, som havde påvirket mig alt for meget.
  Vi ligger nu virkelig og nyder hinanden for første gang som lille familie. Vores lille datter blev født i uge 37+5 på fars dag kl. 21.47. Hun var 50 cm lang og vejede 2.900 gram. Hun scorede top point ved Apgar vurderingen både i 1. og 2. omgang.
Hun skal hedde Belle. Belle er et fransk pigenavn og betyder skønhed.
 Efter kejsersnittet har der desværre været mange komplikationer. Da jeg ikke har kunnet tåle nikkel, måtte jeg i antibiotikabehandling 3 gange på grund af infektioner. Lægen havde sjusket, nok fordi jeg havde skreget meget af smerter, så hun havde ikke sat mavekanterne rigtigt sammen. Så i stedet for de obligatoriske 4 dage tog det 2 måneder for mit ar at vokse sammen. Alt dette har været grund til megen smerte.
Jeg prøver på at se det positive i det hele. Jeg har fået en skøn datter ud af det, som kunne finde ud af det med amning med det samme. Hun tager godt på og trives rigtig godt. Belle er en meget aktiv, glad og smilende pige, som elsker at lege med sin storebror. Belle er i dag 9½ måned.
Jeg håber ikke, at min historie har afskrækket nogen fra at få kejsersnit. Det foregår normalt helt anderledes og kan være en meget positiv oplevelse. Har du læst med hertil, så takker jeg mange gange.
06-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025