Skrevet af Sussi
Jeg fik barn første gang som 16-årig, og der skulle gå 9 år, før jeg blev mor igen. Jeg blev gravid på p-piller, da jeg var 15 år, og jeg fødte, da jeg var 16 år.
Min graviditet gik godt, bortset fra den sagsbehandler, jeg fik, som først prøvede at overtale mig til abort, fordi "man" i min daværende alder da meget hellere vil feste, være sammen med veninderne og gå i byen. Men jeg er ikke "man"! Jeg er mig, så jeg havde truffet mit valg og ville have det barn, der var i min mave.
Senere prøvede hun at presse mig til at opgive min datter til adoption. Helt frem, til jeg var i 7. måned, pressede hun på, for en pige i min alder kunne da umuligt blive en god og ansvarsfuld mor. Ja, fordomme er der mange af!
Tilbage til min graviditet. Alt gik godt, og jeg tog på, som jeg skulle, og Bebs voksede, som den skulle. Alt var helt, som det skulle være. På min terminsdag blev jeg indlagt til observation for svangerskabsforgiftning på Holbæk Sygehus, og jeg nåede at ligge på barselsgangen i 10 dage, før fødslen gik i gang.
Den 10. oktober blev jeg scannet af overlægen, som løsnede hinderne (av, siger jeg bare!) og gav mig besked om, at hvis jeg ikke havde født inden i morgen middag, så ville han sætte mig i gang.
Samme aften havde jeg besøg af min taekwondotræner og en af mine træningskammerater, og mens de var der, begyndte jeg at få flere og flere plukkeveer. Så jeg begyndte at tage tid og ringede til min mor, der skulle være med til fødslen, og fortalte hende, hvordan det gik.
Da klokken rundede 23.00, gik jeg ind til sygeplejersken og bag hende om at få fat i jordemoderen, for jeg troede, at det var nu. Og hun blev så glad og ringede omgående.
Jordemoderen kom og mærkede på mig. Dommen var 3 cm åben, og da jeg var ung og førstegangsfødende, blev jeg kørt på fødestuen med det samme. Noget med smertelindring og komplikationer, de vil sikre sig imod.
Der bad jeg dem ringe og give min mor besked, for jeg ville gerne have hende der, men det afslog jordemoderen blankt, for der var ingen grund til at slæbe min mor derind nu, så hun skulle sidde og vente til i morgen tidlig, hvor jeg nok ville føde, hvis det da ikke blev om eftermiddagen.
Og så gik hun bare! Sådan uden videre gik hun fra mig, en 16-årig pige i gang med en fødsel, med veer og helt alene uden en beroligende velkendt stemme og en hånd at holde i.
Kl. 0.10 kom hun lige ind igen for at kigge til mig. Jeg stod og rokkede frem og tilbage ved sengen og prustede og prustede. De veer bed godt og grundigt foran.
Op på briksen med mig, og hun mærkede efter igen. Jeg var 4 cm åben, konstaterede hun, og hun bad mig så prøve at sove lidt mellem veerne. Sove? Det kan man da ikke med veer hvert 5. minut, der varer 1 minut!
Jeg bad hende igen ringe efter min mor, men hun fejede mig af igen. Tænk at lade en 16-årig bange og fødende pige ligge helt alene uden nogen form for støtte og beroligende ord. Det er bare ikke i orden.
Nå, men jeg måtte fortsætte alene i den store fødestue med at berolige mig selv og prøve at huske min vejrtrækning og massere mig selv på lænden, for der var jo ingen andre.
Omkring kl. 0.40 skal jeg tisse, og jeg kan dårligt bevæge mig mellem veerne, men jeg vil ikke ringe efter jordemoderen, for hun virker lidt fortravlet. Så jeg tripper mod toilettet mellem hver ve, og det føles som en evighed, før jeg endelig når derud og får bukserne ned og får tisset af. Pyha!
Jeg får møjsommeligt rejst mig op igen og trukket trusserne på plads, da noget varmt og vådt drypper ned mellem mine ben igennem trusserne. "Sådan noget møg", tænkte jeg, "nu har du sgu tisset i bukserne!".
Jeg hiver i alarmsnoren, og sygeplejersken kommer ud til mig og spørger venligt, hvad der er galt, og jeg rækker hende lidt flov mine våde trusser og mumler, at jeg vist nok kom til at tisse i dem.
Hun kigger én gang i dem og udbryder chokeret, at det dér ikke er tis men fostervand, og så trækker hun mig nærmest over i sengen igen og kalder jordemoderen ind.
Hun kommer sjoskende med en halv kop kaffe i den ene hånd og en ostemad i den anden. Det får hun nu hurtigt stillet fra sig, da hun ser mine trusser! Hun mærker efter med den dér "der er ikke sket noget endnu - det ved jeg!" mine, men den bliver hurtigt til lettere forbavselse, og hendes kulør er nu nærmest askegrå!
"Du er 8 cm åben søde ven - du føder inden en time", siger hun overrasket. Jeg får så mellem to veer spurgt, om hun så godt vil ringe til min mor nu, for hun skulle køre 47 km for at komme.
Jordemoderen ringer hende op, og jeg hører hende sige til min mor, at hun ligeså godt kan tage det stille og roligt, for hun vil ikke kunne nå at komme, før jeg har født.
Jeg bliver ret ked af det og spørger så, hvorfor hun dog ikke bare ringede første gang, jeg bad hende om det, og det viser sig, at jordemoderen ikke har læst min journal så grundigt, at hun havde set, hvor jeg kom fra.
Veerne er slemme nu, og jeg bider i puden, mens jeg fremstammer: "Hvorfor skal det gøre så ondt?". Jordmoderen smiler og siger så: "Ja, det er sjovere at få dem ind, end det er at få dem ud!". Jeg kan ikke lade være med at grine, for det har hun jo ret i.
Kl. 1.10 får jeg presseveer, og de føles bare så skønne! Al smerte forsvinder, og en enorm kraft overtager min krop, som nu kører sit eget løb, mens jordemoderen står og siger: "Du må ikke presse". Ja ja, den er god med dig, det kan man da ikke bare sådan lade være med.
  Og jeg når da heller ikke at presse mere end 3 gange, så er tulletøsen født, 54 cm lang og 3.758 gram kl. 01.18 den 11. oktober 1996.
Moderkagen ville ikke ud ligeså nemt, som min lille pige, så det tog en del asen og masen fra jordemoderens side at få den fri, men 55 minutter efter kom den endelig. Jeg nåede at miste 1½ liter blod på den tid. Hele forløbet tog 1 time og 18 minutter.
1½ time efter lillepigens ankomst stormer min mor, min far, mors kæreste og min kæreste ind af døren og kigger på hende den lille, som i øvrigt har heddet Michelle, siden jeg var 18 uger henne. Jeg vidste bare, det var en pige.
Jeg skal tisse, så jeg rejser mig fra sengen og begynder at gå mod toilettet, og sygeplejersken kommer hen til mig og beder mig tage det stille og roligt, fordi jeg har mistet så meget blod. Men jeg insisterer. Jeg kan godt gå selv, så hun går bare bagefter.
Jeg får da også tisset af og rejser mig, blot for at besvime og lande på kummen igen. Heldigvis nåede sygeplejersken at gribe mig, inden jeg røg på gulvet. Min mor kommer stormende som et damplokomotiv, men min far stopper hende, inden hun når ud til mig, mens han beder hende lade sygeplejersken klare sit arbejde.
Men mor vil ud til mig og vrister sig fri med ordene: "Det dér er MIN datter" og kommer ud til mig. Alt det hører jeg langt væk, og jeg vågner så ved, at min mor stryger mit hår og kalder på mig. Det var nok det mest dramatiske ved den fødsel.
Min anden fødsel var noget mere dramatisk og blev ikke, som vi gerne ville, men en dejlig dreng kom der ud af det.
9 år efter blev jeg gravid med min kæreste gennem 2 år, og jeg var sat til 21/9-2005. Vi planlagde en hjemmefødsel med kar og det hele. Graviditeten gik fint bortset fra lidt tidlige plukkeveer og bækkenløsning fra 11. uge.
I 34. uge fik jeg uregelmæssig puls og trykken i halsen, så jeg tog til vagtlægen og regnede med at blive sendt hjem igen. Men det endte med indlæggelse på hjerteafdelingen i 1 uge, og efterfølgende blev jeg overdraget til center for gravide med hjertesygdom på Rigshospitalet. Så hjemmefødslen blev afløst af en fødsel over 100 km væk hjemmefra.
Jeg havde fået graviditetsbetinget Takykardi (anfaldsvis hurtig puls) og arytmi (uregelmæssig hjerterytme) fra højre hovedkammer, og det kan være farligt.
Jeg blev sat i gang den 13. september kl. 12 ved, at de tog vandet. Alt var roligt, og min datter, mor, kæreste og svigermor var til stede på hospitalet. Vi gik ned, efter de tog vandet, for at få lidt luft, og vi pjattede lidt rundt, hyggede og snakkede. Jeg havde pakket en taske med kiks, sandwiches, kaffe og sodavand til dagen, og det var rart at have med, hvis vi skulle blive sultne midt i det hele.
Omkring kl. 13 begynder veerne, og omkring kl. 14.30 tager de fat. Jeg er 4 cm åben, og jeg advarer jordemoderen om, at det pludselig vil gå stærkt, men hun tror mig ikke og begynder at tale om vedrop, som jeg afslår. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle have det nu, så jeg går en tur mere.
Kl. 15.00 beder jeg om lattergas, men jeg synes ikke rigtigt, det hjælper på mig, så jeg beder dem fylde karret med varmt vand. Jeg synes, det tager dem en evighed at få vand i det kar, men der er ikke gået mere end ½ time, før jeg kan hoppe i det dejligt varme vand, som lindrer godt.
Der ligger jeg så i 1½ times tid, mens kæresten tager tid på veerne. Mens jeg ligger der, kan jeg mærke, at veerne tynger nedad nu, så jeg beder jordemoderen om at hjælpe mig op, for jeg kan mærke, at jeg skal presse. Hun griner og siger: "Fint nok, men jeg tror simpelthen ikke, at du skal presse endnu". Men jeg kan mærke hovedet i mit bækken, og jeg kan næsten ikke gå hen til lejet.
Hun mærker efter og bliver - ligesom sidst jeg fødte - hvid i hovedet og siger: "Jamen, du er 9 cm udvidet", og mit svar til hende er: "Fint, må jeg godt presse så?". Hun vil helst have, at jeg venter, og der ryger det ud af munden på mig, at det ville jeg da gerne, men Marcus kommer altså nu!
Og i en enkelt presseve kommer hovedet, og ved næste kommer kroppen. Hun når ikke at gribe ham, så han glider ned på bakken under mig. Han bliver tørret og kommer op til mig, mens far klipper navlestrengen.
 Marcus blev født den 13. september 2005 kl. 17.05, og han var 48 cm lang og vejede 3.060 gram. 5 minutter efter kommer min store pige ind og ser sin lillebror som den første, og hun er ikke til at skyde igennem.
Moderkagen er ikke kommet, og jeg ligger med den lille i armene, da der pludselig lyder et plask som en spand van, der bliver kylet på gulvet, og jeg kigger ned. En stor blodpøl ligger under mig, og det fosser ud af mig.
Så går det ellers stærkt. Jordemoderen vejer blodmængden. Der er røget 2 liter på under 1 minut. Kæresten får Marcus i armene, og jordemoderen tipper mit hoved nedad og ringer på alarmen.
2 læger, 1 sygeplejerske og 1 narkoselæge kommer stormende. Der bliver taget blodprøver, hvis jeg skal have en transfusion, og jeg bliver hasteopereret og får fjernet moderkagen. 3-4 timer efter vågner jeg på afdelingen, hvor min kæreste sidder med Marcus. Jeg får ham over, og alt bliver roligt igen.
Jeg vil hjem, men det vil de ikke lade mig komme med den blodprocent. Den var nede på 4,5 efter operationen, men jeg fik dem overbevist om hjemkomst dagen efter, hvis den var steget 1 procent. Dagen efter var den steget til 6,7, og vi kunne køre hjem med vores søn.
Jeg er nu steriliseret, fordi risikoen for alvorlig hjertesygdom er for stor ved en ny graviditet, og vi tør ikke løbe den risiko.
Michelle bliver 11 år næste gang, og Marcus bliver 2 år. De elsker hinanden, og det har været rigtig godt, at der er den store aldersforskel. Vi har ingen jalousi, og Michelle elsker at kunne være lille med sin bror og lære ham nye ting og nusse med ham.
05-10-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025