Skrevet af Tina
Fredag den 24. august 2007 (5 uger før min termin) kl. ca. 6.30 vågnede jeg ved, at jeg syntes, der var lidt vådt ved mine ben. Jeg rejste mig for at gå på WC. På vej ned af trappen synes jeg, det løb ned af mine ben, men jeg havde jo læst, at barnet kunne ligge og gnubbe hovedet mod min blære, så jeg kom til at tisse uden at kunne mærke det, så jeg tænkte at det bare var det. Men da jeg satte mig på WC'et, kom der to skyller lige efter hinanden.
Jeg troede stadig, at jeg bare tissede, selv om det føltes lidt mærkeligt, og jeg rejste mig igen. Der sev lidt mere vand, så jeg satte mig på wc'et igen. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle stille op, for jeg var jo kun 35 uger + 2 dage henne, så det kunne da ikke passe, at det var vandet, der var gået. Men hver gang, jeg rejste mig, kom der mere. Jeg råbte op til Carsten, som stadig lå og sov, at jeg troede, vandet var gået. Carsten råbte tilbage: "Neeej klokken er kun halv syv". Det var lige en dag, hvor han endelig kunne sove til længere end kl. 5.
Jeg gik op ovenpå igen og prøvede at lægge mig til at sove igen, for jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvis det skulle være vandet, der var gået, men jeg kunne ikke finde ro. Hvad nu, hvis det VAR vandet, der var gået? Skulle der ikke komme veer først osv.
Jeg stod op og gik ned og tændte min computer. Jeg tænkte, at jeg ville tjekke på Netbaby, hvad der stod om det, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Til sidst ringede jeg hjem til min mor og fortalte det til hende. Hun mente, at det måtte være vandet, der var gået, og hun syntes, jeg skulle ringe til fødegangen.
Jeg ringede så til fødegangen og fortalte dem, hvad der var sket, men at jeg ikke var sikker på, om det var vandet, der var gået. Jeg syntes, det ville være rigtig pinligt at komme på fødegangen, hvis det så viste sig, at jeg bare havde tisset i sengen. Jordemoderen, jeg talte med, mente dog, at det måtte være vandet, og hun sagde, jeg skulle gå ind og lægge mig, da vi ikke vidste, om hovedet stod fast, og så ville de sende Falck efter mig.
Jeg lagde mig først op i sengen, men kunne ikke falde til ro. Der var jo så mange ting, jeg gerne lige ville have ordnet, hvis det viste sig, at det faktisk var fødslen, der var gået i gang. Til sidst lagde jeg mig ned på sofaen og måtte kommandere rundt med Carsten. Han tog det meget roligt. Han troede vist ikke helt på, at det var nu, han skulle være far.
Ca. kl. 7.30 kom Falck, og vi kørte mod fødegangen. På turen mod fødegangen kunne jeg begynde at mærke lidt murren i underlivet. Kl. 8 blev jeg undersøgt første gang af en jordemoder. Jeg var ca. 3 fingerbredder åben. Hun skønnede babyen til 2.500 gram. Mellem kl. 8 og 9 tog veerne til. De kom hyppigt med ca. 2-4 minutter imellem, og de blev kraftigere og kraftigere.
Kl. 10 bed veerne rigtigt. Der kom en læge ind, og de snakkede med mig om at få lagt en epiduralblokade, både på grund af smerterne, men også fordi mit blodtryk var meget højt. Jeg sagde nej tak, da jeg var skide bange for at få den lagt.
Kl. 11.45 har jeg efterhånden rigtig ondt. Veerne bider virkelig hårdt. Jeg takker ja til en epidural, selv om jeg er frygtelig bange for det. Kl. 12.20 er epiduralen lagt. Det gjorde overhovedet ikke ondt, og allerede efter ca. 10 minutter begynder den at virke.
Efter et par timer er veerne ved at tage til igen. Denne gang sidder de dog ikke over mave og lænd men omkring ballerne. Veerne kommer med 2-3 minutters mellemrum. På et tidspunkt aftager veerne lidt. Jeg synes ikke, de kommer så ofte mere, og de gør heller ikke så ondt længere.
Den lille har under veerne haft perioder med meget høj puls. Jeg får målt babyens puls samt veernes styrke og hyppighed under hele fødslen med bælter om maven, men på et tidspunkt får babyen sat en elektrode på hovedet i stedet for, da de har lidt svært ved at måle på den anden måde.
Jeg får lidt feber og får lagt vestimulerende drop, så der kan komme lidt gang i veerne igen. Der bliver taget blodprøver fra barnets hoved. Alt ser fint ud. Der sker ikke så meget. Veerne er stadig ikke så kraftige, og de kommer heller ikke så ofte. De har opdaget, at babyen er stjernekigger, og flere gange under fødslen ændrer jeg stilling i håb om, at hun får drejet sig rundt, og for at få hende længere ned i bækkenet. Det lykkes ikke rigtigt.
Jeg begynder at få lidt presseveer. Jeg kommer som et sidste forsøg over på fødelejet og skal presse lidt i håb om, at babyen glider længere ned i bækkenet. Der sker ikke rigtig noget. Babyen står fast og står skævt, så den kan ikke komme ud.
Til sidst bliver jeg kørt til kejsersnit. Klokken er nu 20.50. Kl. 21.23 hører jeg min lille piges skrig første gang, da hun kommer til verden. Hun vejer 2.670 gram og er 50 cm lang. Hun er født 5 uger for tidligt, men har det godt.
Jordemoderen går med hende, og Carsten går med. Hun bliver indlagt til observation på børneafdeling H6. Jeg selv må blive liggende, da jeg skal syes sammen igen og derefter skal ligge på opvågning. Jeg får først min datter at se kl. ca. 0.30. Desværre har de ikke plads til mig på afdelingen, så jeg bliver indlagt på D1 i stedet.
Lørdag er en skrækkelig dag. Jeg savner min datter og kan ikke selv gå ned til hende, da jeg har meget ondt på grund af kejsersnittet. Så jeg er hver gang nødt til at vente på en portør, der skal køre mig i min seng. Jeg føler mig til besvær, men vil samtidig bare ned til min pige. Når jeg ligger i min seng på D1, kan jeg høre de andre mødre, der er indlagt sammen med deres børn. Det er skrækkeligt, og jeg bruger det meste af dagen på at græde.
Søndag morgen nægter jeg at skulle transporteres i min seng, hver gang jeg vil ned til Liva, og sidst på dagen kan jeg selv gå ned til hende. Jeg har ondt, men så længe jeg bare kan sidde med hende, er det okay.
Mandag har de endelig en plads til mig på H6, og jeg bliver indlagt samme med min datter. Vi er indlagt i 13 dage, da Liva selv skal finde ud af at die ved mig. Da hun er født for tidligt, har hun ikke så mange kræfter og bliver hurtigt træt. Derfor skal hun mest bare ligge i sin vugge, så hun kan samle kræfter til næste måltid.
Torsdag den 6. september kan vi endelig tage hjem og få startet et nyt liv som en hel lille familie.
Hele fødselsforløbet var en helt fantastisk oplevelse for mig. Vi nåede at have 2 jordemødre, begge ret unge og helt nyuddannede. Men de var begge så søde og fantastisk dygtige. Og jeg er sikker på, de også var med til at gøre oplevelsen så fantastisk. Kæmpe hurra til de to.
Det var samtidig så fantastisk at finde ud af, hvor meget jeg og min krop faktisk kan klare. Jeg havde været nervøs for, om jeg kunne klare smerterne, men jeg er faktisk rigtig stolt af den måde, jeg klarede det hele på.
Og så selvfølgelig kæmpe tak til min mand, for havde han ikke været der, havde jeg ikke klaret det så flot. Jeg er klar til en ny fødsel.
19-10-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025