Skrevet af Marianne
Da jeg første gang bragte hjemmefødsel på banen for min mand, var jeg ca. 15 uger henne. Det var noget, jeg havde gået og tænkt lidt over.
Fødslen af min første datter i 2002 gik forholdsvist nemt. Jeg brugte ikke nogle smertestillende midler og følte egentlig godt, at jeg ville kunne klare det hjemme. Ja, faktisk tiltalte tanken mig meget mere end at føde på hospitalet, for jeg var jo ikke syg og ville gerne prøve at "være på hjemmebane" under fødslen.
Min mands kommentar var: "Nej, du skal sgu ej!". Jeg blev vildt fornærmet, men fandt jo hurtig ud af, at det bestemt ikke var måden at sælge ideen på. Så jeg lånte bøger om emnet og læste flittigt på nettet, og så fik han salgstalen.
Det argument, der virkede bedst på ham, var, at han havde sit køleskab i nærheden og altid kunne tage noget at spise under forløbet. Mænd!
Det skal måske lige nævnes, at min mand har en datter fra et tidligere forhold, hvor fødslen ikke gik nær så nemt som min første, som han heller ikke er far til. Det var selvfølgelig den oplevelse, han havde haft i baghovedet, da han reagerede negativt på ideen i første omgang.
Man møder mange kommentarer, når man fortæller, at man har valgt hjemmefødsel, lige fra at det lyder spændende og fantastisk, til at man må være vanvittig. Heldigvis stolede jeg på mig selv og min jordemoder, som også syntes, det var en god ide.
Jeg bor lidt udenfor Randers, og her er ingen decideret hjemmefødselsordning, så man kommer til at føde med en kendt jordemoder. Det gjorde mig heller ikke noget, da jeg har tiltro til, at den, der bliver sendt ud, er dygtig og kompetent, uanset om jeg har mødt hende før eller ej.
Min jordemoder foreslog dog, at vi fik en kendt jordemoderstuderende med, da vi ikke ønskede at have andre fødselshjælpere end min mand. Så det tog vi imod, og det endte faktisk med at være hende, der tog imod vores fælles datter.
Præcis på terminsdagen den 1. maj 2007 vågnede jeg med ondt i maven. Jeg fik sendt min mand og datter af sted og var sikker på, at jeg bare skulle på toilettet. Men nej, da jeg satte mig, opdagede jeg blod i trusserne.
Jeg tænkte, at det da umuligt kunne ske præcist på terminsdagen, men ringede og bad min mand om at komme hjem igen. Mens jeg ventede på ham, gik jeg ud og fodrede vores katte og heste. Vi bor nemlig på landet. Jeg måtte da lige stoppe op på et tidspunkt, da "mavepinen" gjorde lidt ondt.
Min mand var hurtigt inde ad døren igen. Vi satte os og så lidt morgen-TV, for jeg var stadig i tvivl, om det virkelig var nu. Første gang gik jeg 12 dage over tiden, og fødslen startede med vandafgang, så jeg troede ikke rigtigt på det.
Kl. 8.00 besluttede jeg dog at ringe til fødegangen. Jeg talte med min kendte jordemoderstuderende, som netop var mødt. Hun oplyste, at de lige skulle have kaldt en ekstra jordemoder ind, og så ville de komme.
Kl. 9.00 trådte de ind ad døren begge to. Jeg blev undersøgt og var 4 cm åben, så den var god nok. Jeg fik klyx, og så ventede vi bare. Jeg er typen, der lider i stilhed, så jeg lå bare på sofaen og lukkede øjnene, når veerne kom.
De andre så morgen-TV og snakkede om vind, vejr, husombygning, uddannelse og alt muligt andet. Jeg deltog ikke meget i snakken, og der var en speciel intens spænding i luften.
Omkring kl. 10.45 tog veerne rigtig meget til, og jeg begyndte at få pressetrang. Først nu begyndte det at gøre rigtig ondt. Der blev lagt plastik og gamle lagner på sofaen, hvor jeg havde bestemt, at jeg ville føde vores barn.
Jordemoderen mente, at det nok var tid til at skifte tøj nu. Min mand har bagefter fortalt, at han tænkte: "Nu? Jamen, hun skriger jo slet ikke, og der er ikke gået ret lang tid!", men han sagde ingenting.
Jeg fik mig lagt i sofaen i den helt traditionelle fødestilling. Sådan ville jeg helst ligge. Den studerende bad mig skifte til den anden ende af sofaen mellem to veer, for så sad hun bedst for at tage imod den lille. Det kunne jeg bare ikke, det gjorde simpelthen for ondt. Så hun ofrede sig og måtte sidde lidt ubekvemt. Sikke en service!
Kl. ca. 11.15 begyndte jeg at presse, og kl. 11.33 kom Milla til verden i sofaen hjemme i stuen. Jeg fik hende op på maven med det samme, og det var en vidunderlig følelse. Min mand sad bag mig og fældede en tåre.
Bagefter hjalp jordemoder og studerende os ind i soveværelset, og så lunede de ellers de hjemmebagte boller i ovnen, som var lavet til formålet, og bragte os mad på sengen.
Mens vi lå og lærte vores nye datter at kende, ryddede de op i stuen, lagde lagnerne til vask, skrev journal i køkkenet og hængte vasketøjet ud. Milla blev undersøgt, og alt var i den skønneste orden.
Efter små 3 timer kørte de igen. Vi var alle nærmest helt høje af den vidunderlige oplevelse, det var. Den studerende sagde flere gange, at jeg bare var for sej. Det føler jeg også, at jeg var, men det var ikke noget påtaget.
Det gik jo bare så godt, og det var virkelig så nemt. Og det er ikke kun noget jeg skriver, fordi det nu er 5 måneder siden. Det var også den melding, min familie fik, da de kom og kiggede til Milla om eftermiddagen den dag.
Den hjemmefødsel er absolut den bedste oplevelse i mit liv. Der var bare ro over alt, og jeg følte mig 100% tryg hele vejen igennem. Jeg kan klart anbefale det, hvis det er noget, man har i tankerne. Jeg vil helt klart vælge det næste gang også og så håbe på, at oplevelsen kan blive lige så stor, for det er næsten svært at forestille sig, at en sådan succes kan gentages.
16-11-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025