Skrevet af Majbritt
Adam Martin Witved fødes den 22. juni 2007. Han vejer 3.400 gram og er 53 cm lang. Fødslen sker om fredagen kl. 18.38 efter 10 timers indlæggelse og masser af glædelig smerte og venten.
Dette er en kort beretning. Nogen kan bruge den til noget, andre kan ikke, men jeg er stolt over den og vil dele den med jer.
De få dage, der gik mellem, at slimproppen gik onsdag den 20. juni klokken ca. 1 om morgenen, og frem mod fødslen 2 dage senere lidt over kl. 6.30, var både hurtige, mærkelige og specielle.
Ikke mindst fordi man aldrig havde prøvet dette før. Hvornår ville vandet mon gå, hvad skete der nu, hvor slimproppen var gået, og hvordan ville tiden på hospitalet gå, mens man ventede på fødslen?
Ja, det hele var som i et menneskeligt eventyr, der fik en lykkelig afslutning, men som også var et mindre drama. Man gennemlevede nogle af de ting, jordemoderen havde beskrevet, og alligevel var alt - forståeligt nok - anderledes.
Slimproppen gik onsdag morgen, og af frygt for, at jeg skulle føde, blev Alexander hjemme. Sådan en dag bliver hurtigt lang, for der skete intet. Jeg var gået nogle dage over tiden, men som alle førstegangsfødende ved, er dette normalt.
Alexander var både glad for at blive hjemme, men også irriteret. Mest af alt fordi dette var en svær dag. Skete der nu ikke snart noget, eller skulle han bare være taget på arbejde.
Torsdag morgen klokken 1.45 kørte vi på fødegangen, fordi jeg virkelig havde ondt. Budskabet deroppe var klart. Jeg var kun en finger åben, så vi blev bedt om at køre hjem igen.
Jordemoderen Anne-Cathrine var helt fantastisk, selvom hun meget skuffende for os ikke kunne berette om andet end, at det gik den rette vej. Vi var meget trætte, da vi kørte hjem, og få timer senere kørte Alexander på arbejde. Han skulle bare vide, hvad der var på vej til at ske.
Fredagen blev som helhed en dag, vi aldrig glemmer. Egentlig et deja-vu, fordi vi igen tog på hospitalet, men budskabet og udviklingen med bare én finger havde virkelig forandret sig.
Jordemoderen kunne nu få to fingre igennem, og beskeden var nu klokkeklar: "I skal seneste lade jer indlægge klokken 8 i morgen, og inden for 24 timer har du født". Det var en mærkelig besked, og Alexander sad nærmest som en tomat smattet ud i ansigtet, fordi han overhovedet ikke havde forventet denne besked.
Om 24 timer var vores barn for alvor på vej mod os. Vi tog derfra glade, og Alexander kunne hurtigt se vejen mod arbejde få timer senere forsvinde. Derfor skrev han også om morgenen, at han ikke kom på arbejde. Han skulle nemlig snart være far.
Vi lod os indlægge meget tidligt den fredag. Det var lige pludselig sidste gang, jeg så min bolig uden titlen som gravid. Næste gang ville mit barn være ved min side. Vi kørte derind i et passende tempo, ramte næsten ikke nogen røde lyskryds og parkerede, hvor vi havde holdt 24 timer forinden.
Nu skulle tiden vise, hvornår vi blev forældre. Kl. 8.20 ankom vi til hospitalet. Vi fik en fantastisk behandling ved ankomsten, hvor alle detaljer blev beskrevet. Dog har jeg glemt en enkelt lille sjov detalje fra torsdag aften, nærmest en scene fra en typisk amerikansk kærlighedshistorie, hvor alt er skide forudsigeligt.
Torsdag aften var jeg nemlig så træt af det hele, at jeg bare ville have gang i fødslen. Så vi gik en tur på ca. 5,5 km. Vejret var - situationen og min graviditet taget i betragtning - mærkeligt. Smadder lummert. Mærkeligt, fordi alt pegede på, at nu skete det.
Vi sagde det begge, at den aften virkelig virkede speciel, som om alle tegn og himlen - alt mellem himmel og jord - fortalte os, at nu kom dagen. Jeg tror virkelig, at vores gåtur satte gang i det hele.
Det første møde med den seng, hvori jeg skulle føde, var også mødet med første note om, at jeg nu var 4 centimeter åben, og at der tidligst skete noget klokken 12. Sådan et budskab kan være mærkeligt og langtrukkent for en arbejdsnarkoman som Alexander, der ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv.
Jeg var ekstrem træt og kunne blot vente, for ingen vidste, hvad der skulle ske. Alexander var meget utålmodig, og ja hans utallige gåture mod den nærmeste kiosk var et bevis på, at han ikke vidste sine levende råd.
Han måtte ikke ringe til nogen og fortælle, at det hele snart ville ske, og som dagen skred frem, blev jeg også mere og mere spændt samtidig med, at det hele gjorde mere og mere ondt. Men klokken 17.30 skete der så virkelig noget.
I mellemtiden havde jeg fået en bedøvelse lagt ind i ryggen, en epiduralblokade, som kunne tage de værste smerter imellem alle plukkeveerne, og tiden føltes både som lang og som kort.
Men kl. 17.45 skulle jeg på toilettet. Jeg følte virkelig et pres, men jeg kunne hverken det ene eller det andet, og budskabet var klokkeklart, da jeg vendte tilbage mod sengen: Noget ville gerne ud.
Nu gjorde jordemoderen pludselig klar til det helt store, og selv Alexander vågnede pludselig op fra en verden af gåture mod kiosken og opkald til en, der kunne redde ham fra ventetiden mod fødslen, og alle ventede spændt.
Klokken 18.08 skete der for alvor noget. Nu ville vores barn ud. Men en fødsel er sgu ikke altid så lige til. Jeg var ødelagt. Fuldstændigt sønderlammet. Kræfterne var totalt sluppet op.
Jeg følte, at min krop lå ved siden af mig og lukkede mig ude, så når jeg blev bedt om at presse ved presseveerne, var det som at sidde og presse ved toilettet uden egentlig at have noget at presse med, men barnet var på vej ud.
Alexander, som overhovedet ikke gik i panik, men prøvede det bedste han havde lært at motivere og virkelig kickstarte mig til at finde kræfter frem, stod og beskrev, hvad der skete. Men jeg kunne ikke, heller ikke selvom de gjorde alt, hvad de kunne for at presse mig.
Barnet ville gerne ud, og jordemoderen Rebecca stod og bad mig presse til, men gav op. Hun kaldte på lægelig assistance, og en sugekop - deres sidste våben - blev fundet frem. Den skulle sættes på barnets hoved og presse det ud, og klokken 18.38 skete det.
  Barnet kom ud, og Alexander konstaterede hurtigt, at det var en dreng. Adam Martin Witved var kommet til verden. Desværre lå han skævt, inden han kom ud, så der var lidt problemer ved ankomsten.
Så hurtigt blev navlestregen klippet over, Adam blev lagt i en mindre vugge, og noget luft blev blæst ind i ham, så hans lunger kunne falde på plads. Alexander stod og virkede bekymret, men efter kort tid blev hans barn overladt til ham, og han gik direkte over til mig. Og for første gang nogensinde i mit liv fik jeg den største og bedste gave, man kan få.
Skridtene for Alexander må have været fantastiske, men faktisk var hans irritation over ikke at have klippet navlestrengen så stor, at han hurtigt brokkede sig. Forklaringen var, at barnet var kommet ud skævt, så de prioriterede ham væsentligt højere end Alexanders ønske, og så fornuftig farmanden var, og uden det store iltre temperament, forstod han og accepterede.
I bund og grund var det vigtigste, at hans søn, det han ønskede så inderligt, var født, og han var stolt og glad. 10 timer er lang tid, når man venter, men bagefter virker de som korte og hurtige.
Jer, der er på vej mod denne lykkelige tid og frygter den, om I er manden eller kvinden, glæd jer. For den hører med. Her viser I, om I er klar over og virkelig forstår opgaven. Når I har barnet, glemmer I alt omkring jer, og I er stolte.
Min største oplevelse var, da han lå der og begyndte at brokke sig over at ville have mad. Da vidste jeg, at de 9 måneder havde været de bedste i mit liv.
19-11-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025