Skrevet af Marie
Selv om det er over 4 år siden, at min dejlige Isabella kom til verden, vil jeg alligevel gerne fortælle vores historie.
Isabellas far er fra Brasilien, og vi var derfor dengang bosat i Sverige på grund af 24 års reglen. Isabella er et rigtigt ønske- og kærlighedsbarn. Hun blev undfanget på vores bryllupsdag. Men jeg var nu alligevel lidt ked af at skulle føde og starte familie så langt væk hjemmefra, langt fra mine forældre, søskende og venner.
Graviditeten gik uden de store vanskeligheder indtil 14 dage før terminen, hvor jeg ved et tjek hos lægen fik konstateret et alt for højt blodtryk. Lægen mente, at det var bedst, at jeg blev indlagt med det samme, da jeg formentligt havde fået svangerskabsforgiftning.
Det første døgn derefter lå jeg i et helt mørkt værelse. Jeg måtte ikke få besøg, måtte ikke læse eller se TV, dvs. jeg skulle have så lidt stimuli som overhoved muligt i håb om, at mit blodtryk så måske ville dale igen.
Men blodtrykket steg derimod, og lægerne besluttede derfor at sætte min fødsel i gang ved at sætte ve-stimulerende piller op i livmoderhalsen. Av, det gjorde ondt at få sat piller op. Min livmoderhals vender baglæns, så det er åbenbart sværere at komme til.
Derudover fil jeg magnesium og væske intravenøst i hånden. Det fik mig til at kaste op. Jeg havde iltslange i næsen, og den lilles hjertelyd skulle tjekkes hvert kvarter. Jeg fik veer ind i mellem, men fødslen gik dog ikke i gang, lige meget hvor mange piller de satte op. Efter flere døgn på denne måde var jeg ved at blive rigtig træt.
Min mand talte kun portugisisk dengang, så han var afhængig af, at jeg skulle oversætte, hvad lægerne fortalte. Men efter et par dage havde jeg næsten ikke overskud til at oversætte mere, så den stakkels mand kunne til sidst kun sidde tilbage og se på, at jeg fik det mere og mere dårligt.
Efter 3 dage var mine forældre kommet til. Det hjalp en smule, men jeg var til sidst så træt og udmattet, at jeg grædende bad en læge om kejsersnit. Jeg syntes ikke, at jeg havde kræfter mere til at skulle presse et barn ud, og derudover var jeg ved at være bange for, at der enten skulle ske den lille eller mig selv noget, da blodtrykket efterhånden var helt i sky.
Jeg havde på forhånd læst, at det eneste, man kan gøre ved svangerskabsforgiftning, er at få barnet ud. Det er umiddelbart ikke farligt for barnet, men moderen kan risikere at gå i krampe og derefter gå i koma og i værste fald dø af det.
Jeg fik svaret fra lægen, at jeg kunne få et kejsersnit næste dag, hvis der fortsat ikke var sket mere. Et par timer efter skete der dog det, der ikke måtte ske. Jeg fik kramper og mistede bevidstheden.
Jeg har fået fortalt, at det gik stærkt derefter. Der gik 4 minutter, fra jeg var væk, til Isabella var ude. Hun havde det fint, vejede 3.800 gram og var 51 cm lang. Men jeg ville ikke vågne fra narkosen, der var blevet lagt, mens de løb af sted med mig mod operationsstuen.
Jeg ved ikke, om de havde givet mig for høj en dosis, eller det bare var mig, der havde svært ved at tåle narkosen, men der gik i hvert fald over 24 timer, før jeg vågnede.
Men narkosen havde åbenbart gjort, at min hjerne var hævet en smule og pressede på min synsnerve, så jeg kunne ikke se noget det første døgn, efter jeg vågnede.
Jeg fik dog lov til at holde min datter. Jeg kunne ikke se, hvor smuk hun var, men jeg kunne mærke hendes bløde hud mod min og dufte til hende. Det var fantastisk.
En sygeplejerske hjalp mig med at lægge hende til brystet, da jeg intet kunne se. Hun suttede og suttede, men pludselig holdt hun op. Jeg spurgte sygeplejersken, om der var noget galt med Isabella. Hun kiggede over på hende, sagde intet, rev blot den lille ud af mine arme og løb ud af værelset.
Der lå jeg stortudende uden at vide, hvad der foregik. Jeg tror, at jeg lå alene sådan i 10 minutter, før lægen kom ind og fortalte, at de havde måttet give Isabella ilt, da hun ikke trak vejret, som hun skulle. De havde indlagt hende på neonatalafdelingen, da hun derudover havde haft nogle kramper i arme og ben, som de ikke kunne forklare.
Det var forfærdeligt. Nu havde jeg endelig fået mit barn til mig, og nu havde de taget hende igen. Jeg kunne ikke komme ned og besøge hende, da jeg hverken kunne se noget og samtidig var for afkræftet til at komme ud af sengen.
Jeg lå i flere dage uden at se hende. Jeg fik dog billeder af hende, da jeg igen kunne se. De var i gang med at tjekke hende blandt andet for epilepsi, så jeg fik et billede af hende, hvor hun havde nåle i hele hovedbunden.
På trods af, at lægen sagde, at jeg skulle blive i sengen, tvang jeg mig selv ned i en kørestol. Jeg måtte se min lille pige.
Lægerne opgav efter et par dage at finde ud af, hvad der var galt med Isabella. Kramperne var gået i sig selv igen, og hun kom igen op til mig. Jeg lå på et specielt afskærmet afsnit, hvor man kun måtte få besøg 2 timer om dagen, også af ægtefæller.
Oven på alt det her havde jeg allermest brug for at være sammen med min mand, men da jeg måtte være alene med den lille det meste af tiden, forlangte jeg mig udskrevet før tid.
Det var fantastisk at komme hjem. Både Isabella og jeg havde det godt på trods af den dramatiske tid. Hun fik desværre kolik, da hun var en måned, men oven på den hårde fødsel virkede 3 måneders kolik som vand ved siden af.
I dag er Isabella en stor, smuk pige på 4 år, 115 cm og 19 kilo. Hvor bliver tiden dog af? Jeg håber snart at kunne give hende en bror eller søster, men håber dog bare, at næste fødsel går en smule nemmere.
25-11-2007
|
Kommentarer
© 1999-2025