Skrevet af Christine
Da jeg var gravid med vores første barn, planlagde min mand og jeg, at det skulle være en hjemmefødsel. Vi vidste egentlig ikke så meget om det, men tanken om at føde derhjemme i ro og trygge rammer tiltalte os begge meget. Vi læste ivrigt om emnet og lejede fødekar og glædede os trods en vis modstand fra familien til vores hjemmefødsel.
Desværre steg mit blodtryk i slutningen af graviditeten, så min læge og jordemoder kunne ikke anbefale, at vi fødte hjemme. Vi valgte at følge deres råd, og vores dejlige dreng kom derfor til verden på Hvidovre Hospital. For så vidt var det en udmærket fødsel, og jordemoderen, som jeg fik, var rigtig god til at hjælpe mig igennem.
Alligevel var det meget langt fra vores forventninger: Jeg kunne ikke låne et fødekar, jordemoderen kunne ikke akupunktur, og der var ikke rigtig nogen møbler på stuen, som gav mulighed for de stillinger, jeg havde det bedst i. Så jeg tilbragte meget af forløbet på gulvet lænet ind over en fodskammel.
Desuden fødte jeg halvt liggende/halvt siddende i en hospitalsseng efter at have fået lattergas, og det var slet ikke, hvad jeg havde drømt om. Morgenen efter fødslen var blodtrykket igen helt normalt, og der var ingen andre tegn på, at noget var galt.
Da vi ventede vores andet barn, snakkede vi igen om hjemmefødsel, men vi var i mellemtiden flyttet på landet, hvor der er noget længere til et hospital. Jeg var desuden nervøs for, at mit blodtryk ville stige igen, og jeg havde meget svært ved at beslutte, hvad der ville være bedst.
Derudover viste den 2. scanning, at moderkagen lå meget dybt, og derfor muligvis ville komme til at blokkere for fødselsudgangen, hvilket ville medføre kejsersnit. Bare tanken om kejsersnit, og at fødslen af vores barn skulle gøres til en operation med dens følgevirkninger, var nok til at gøre mig helt dårlig.
Min mand tog det heldigvis meget mere roligt, og han fik mig overbevist om det rigtige i at tilmelde os hjemmefødselsordningen og så se, hvordan tingene udviklede sig. Hvis blodtrykket steg igen, eller kejsersnit blev nødvendigt, kunne vi jo altid framelde os igen.
Da vi først havde taget den beslutning, faldt der en hvis ro over graviditeten. En 3. scanning viste, at moderkagen havde flyttet sig, efterhånden som maven voksede, og dermed lå helt normalt. Blodtrykket steg en anelse til sidst, men ikke til nogen alarmerende højder.
Vi kunne derfor i ro og mag vente på, at dagen nærmede sig. Jeg var overbevist om, at jeg som andengangsfødende ville føde før terminen, som lå lige efter nytår. Men både jul og nytår gik uden tegn på noget.
2 dage over terminen var vi godt utålmodige, og vi fulgte uden at forvente så meget de gode råd om sex og en lang gåtur. Det viste sig dog at være ganske udmærkede råd, for kl. 18 om aftenen, da jeg sad og så fjernsyn sammen med min søn Lasse på 19 måneder, begyndte de første svage veer.
Min mand var ikke hjemme, og jeg var egentlig lidt i tvivl, om det virkelig var gået i gang, for min første fødsel var startet med en meget tydelig vandafgang, og det havde jeg egentlig også forventet her anden gang.
Men Lasse var sulten og havde ikke meget medlidenhed med sin mor, så vi fik lavet aftensmad uden det store besvær. Da min mand kom hjem omkring kl. 18.30, var veerne stadig i gang, men de var ikke så smertefulde, og min mand troede vist ikke helt på, at fødslen nærmede sig med hurtige skridt.
Kl. 19 var der dog ingen tvivl, og jeg ringede til min jordemoder Karen, som lige ville drikke sin kaffe færdig og så køre ud til os. Også min mor fik besked om, at nu var vi i gang.
Planen var, at min moster og onkel skulle hente Lasse og passe ham, til det var overstået, så jeg fik ringet til dem, og de ville straks komme. Men pludselig kunne jeg slet ikke klare tanken om, at han skulle hjemmefra, og jeg begyndte at stortude og måtte ringe og aflyse.
Lasse kunne slet ikke forstå sin mor, og hvorfor hun var helt våd i ansigtet. I stedet fik jeg fat på min søster, som også var med til Lasses fødsel og havde lovet at stå standby. Hun og hendes kæreste ville tage det første tog ud til os og blive og sove og underholde Lasse. Så kunne jeg igen koncentrere mig om en hurtig oprydning og støvsugning, inden jordemoderen kom omkring kl. 20.
Min mand grinede bagefter lidt af, at jeg i den situation gik op i, hvordan her så ud, men det var rart at røre sig, og jeg havde en ret klar forestilling om, at jeg nok ikke var helt på toppen til støvsugning dagen efter. Lidt senere kom en jordemoderelev, som også et par dage tidligere havde været med til en konsultation hjemme hos os.
Veerne var blevet en del mere smertefulde, så jeg vandrede rundt i huset og prøvede at huske min lange rolige vejrtrækning. Smerterne var dog stadig kun lokaliseret foran omkring selve maven, og jordemoderen fortalte, at når barnet bevægede sig længere ned i bækkenet, ville smerterne også brede sig til lænden.
Hun mindede mig desuden om at tage lavementet, inden veerne blev kraftigere, og det var rart at få det overstået. Jeg tog også et brusebad for at mildne smerterne lidt, mens min mand sad i køkkenet og talte med jordemoderen og eleven. Jeg ville gerne undersøges, men jeg havde kun åbnet mig ca. 3 cm.
Kl. 21.30 kom min søster og hendes kæreste med toget og legede med Lasse, som stadig var helt frisk. Han kunne tydeligt fornemme, at noget var under opsejling.
Jordemoderen var gået i gang med at fylde vores store træbadekar, som jeg havde planlagt at føde i. Desværre fylder vi normalt ikke så meget vand i det, så da vandstanden nåede over midten, begyndte vandet at pible ud i siderne, fordi træet ikke var udvidet. Det gik dog alligevel med lidt påfyldninger undervejs, og jordemoderen tog det sejlende gulv i stiv arm.
Jeg gik også ovenpå på 1. sal, hvor badekarret står, for at være sikker på at kunne komme op ad trappen. Her stablede min mand nogle store puder op i sengen i gæsteværelset, hvor jeg havde tænkt at opholde mig. Det var rart at kunne læne mig ind over dem og hvile mig imellem veerne, for jeg var efterhånden ved at være træt pga. al den vandren rundt i huset, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte spare lidt på kræfterne.
Jordemoderen undersøgte mig igen, og nu var jeg 5-6 cm åben. Det var lidt nedslående, for jeg havde selvfølgelig håbet på mere. Efterhånden begyndte pressetrangen, og jeg fik lov at komme op i badekarret omkring kl. 22.15. Det varme vand hjalp enormt meget, og jeg prøvede at slappe så meget af som muligt imellem veerne. Under veerne knugede jeg min mands hånd og koncentrerede mig om "at ride smerten af".
Den koncentrerede smerte var næsten uudholdelig, men det værste var dog tanken om, at den kom igen om ganske kort tid, og at der ikke kunne laves om på det. Samtidig var det dog ikke så slemt, at jeg overvejede anden smertelindring, og på en urkvinde-agtig måde havde jeg det egentlig godt med smerten og holdt fast i tanken om, at hver ve bragte mig nærmere på det lille væsen, som jo kæmpede ligeså meget som mig for at blive bragt ud i verden.
Jordemoderen undersøgte mig en enkelt gang, mens jeg var i vandet, og jeg kom op at sidde på toilettet - vist nok for at se, om tyngdekraften og en ændret stilling kunne hjælpe lidt. Det var skønt at komme tilbage i vandet, og det hjalp faktisk med til at sætte tempoet lidt i vejret. Ellers lyttede hun et par gange til barnets hjertelyd, og alt var fint.
Hun målte desuden jævnligt mit blodtryk, og det var højt, men ikke alarmerende. Hun sagde, at det jo var helt naturligt at have højt blodtryk i denne situation. Min søster kom også ovenpå til sidst, og jeg følte mig helt tryg med min mand og søster og en utrolig kompetent jordemoder til stede.
Denne fase var meget intens, og egentlig husker jeg kun små brikker af forløbet. Jordemodereleven tog billeder undervejs, og det er jeg bagefter rigtig glad for, for det hjælper på hukommelsen og er sjovt at have, selvom det jo er meget private billeder.
Kl. 23 havde jeg vandafgang. Det føltes mærkeligt selv nede i vandet. Da barnets hoved kom ned, spurgte Karen, om jeg selv ville hjælpe med at trække barnet ud, men det kunne jeg ikke overskue. Hun hjalp derfor nede i vandet, og jeg var primært koncentreret om mig selv.
  Kl. 23.14 var vi to i badekarret, mig og denne lille fedtede, perfekte pige, som skreg højt og som sad fast til mig via navlestrengen. Hun havde en apgarscore helt i top. Min mand havde ikke lyst til at klippe navlestrengen, så det gjorde jordemoderen. Vores lille pige var helt dækket af fosterfedt og havde lysebrunt hår. Smuk og så utrolig levende var hun også.
Derefter kom vi op ad karret og ind i sengen. Vores fine pige var pakket ind i håndklæder, og hun kom op og ligge hos mig. Hun var sulten og vidste præcis, hvad det drejede sig om. Hun suttede allerede helt fra start, selvom mælken endnu ikke var løbet til.
Vores søn Lasse kom ovenpå og også min søster og hendes kæreste for at sige tillykke. De blev dog hurtigt sendt ud igen, for jeg manglede jo desværre at føde moderkagen, og det kunne jeg godt huske fra min første fødsel.
Suk, man synes, at man har gjort et kæmpe arbejde, og at det burde være overstået, men så skal der presses igen. Det lykkedes dog til sidst, og så blev jeg bedøvet lidt og fik syet nogle sting. Der var heldigvis ikke sket den store skade, og nu da det hele var overstået, kunne jeg endelig koncentrere mig om min lille baby.
Senere blev hun vejet og målt. Hun var en stor og flot pige på 3.900 gram og 53 cm og velskabt på alle måder. Hun fik en klemme på navlestrengen, og min mand holdt hende. Hun fik sit varme tøj på og fik en K-vitamin indsprøjtning.
Lasse kom op og ligge hos os i sengen, og han tog det hele utrolig flot. Det var skønt, at det var overstået, og at vi nu pludselig var en familie på 4.
Jordemoderen og eleven var så fantastisk søde, og de ryddede op på badeværelset og satte en vask over, så det var overskueligt til dagen efter. Omkring kl. 2 tog de af sted, og vi var bare os selv. Senere gik vi ned, og min mand lavede hotdogs til os alle. Min søster og hendes kæreste blev og sov og tog af sted næste morgen.
Jeg følte mig utrolig frisk og slet ikke træt, og det var alt i alt en fantastisk fødsel. Det tog kun 5 timer og et kvarter fra de første små veer, til Siri, som hun kom til at hedde, var født.
Under hele forløbet følte jeg, at det gik godt, og at både jordemoderen og jeg selv havde kontrol over tingene. Dog føltes tiden noget længere til sidst, ja faktisk næsten som om, den var gået i stå.
Men hjemmefødsel vil jeg anbefale til alle. Det var afgjort en utrolig god måde for os at gøre det på. Og når vi engang gerne vil have barn nr. 3, bliver fødslen også hjemme, hvis alt ser normalt ud.
16-02-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025