Skrevet af Anja
Jeg er igennem hele min graviditet blevet forberedt på, at jeg ventede et stort barn. Da jeg har stor skræk for nåle og blod, bad jeg om, at de ville gøre alt for, at det ikke skulle ende med kejsersnit.
Jeg havde termin den 18/2-2008 og var til vægtscanning den 19/2-2008. De kunne nu fortælle, at de skønnede den "lille" til at veje 4.300 gram, så nu skulle den ud.
De begyndte at snakke om en masse, jeg ikke kunne forstå, og jordemoderen siger pludselig: "Smid lige bukserne". Der blev jeg pænt forvirret. På grund af min reaktion på den udtalelse, og at jeg var alene derinde, blev vi enige om, at jeg skulle møde op dagen efter til igangsættelse.
Jeg tog hjem og fik snakket med kæresten og min mor, der skulle være med til fødslen, om hvordan vi skulle gribe tingene an, da der jo let kunne gå flere dage, inden der skete noget. Jeg forventede, at der i hvert fald ville gå 3 dage, så vi blev enige om, at min mor bare skulle komme og hente os på sygehuset, når vi var færdige for den dag.
Kæresten og jeg tog afsted mod sygehuset. Jeg blev undersøgt, og livmoderhalsen var 2-3 cm, og åbningen gabte en lille smule, så der ville gå lang tid. Den første stikpille blev lagt op kl. 10. Vi skulle så vende tilbage mellem kl. 15 og kl. 16 for at få lagt en ny stikpille op.
Vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor vi gik rundt i gågaden og fik købt nogle småting, vi manglede. Jeg fik mange kraftige plukkeveer, og vi håbede, at de satte gang i noget. Da vi vendte tilbage til sygehuset, var der lidt travlt, så jeg fik først lagt den næste stikpille kl. 16.50.
Livmoderhalsen var stadig 2-3 cm, men åbningen gabte lidt mere. Vi blev enige om at tage hjem, og vi skulle så komme tilbage næste morgen kl. 8.
Hen over aftenen blev mine plukkeveer værre og værre, og min mor jokede med, at vandet ville gå om natten (det var mit store ønske at opleve det).
Plukkeveerne døde hen kl. 22, og jeg blev smidt i seng for at sove, så jeg kunne være frisk til næste dag. Kæresten tog sofaen, da han syntes, det var vigtig, at jeg lå godt, og så jeg kunne få lov til at fylde lidt i sengen.
Kl. 23.45 vågner jeg ved, at plukkeveerne er vendt tilbage med kraftig styrke. De bliver værre og værre, og hver gang de kommer, må jeg stå op af sengen, da jeg hverken kan holde ud at ligge eller sidde på grund af vilde smerter i lænden.
Timerne går, og jeg går nu hele tiden frem og tilbage på gulvet med tårene trillende ned ad kinderne. Jeg havde veer, men var bange for, at det kun var kraftige plukkeveer, og jeg ville blive kaldt pyldret, hvis jeg kaldte på hjælp.
Jeg er nu helt grædefærdig både på grund af smerter, men også fordi jeg var så sindsygt træt, og jeg kan slet ikke overskue det.
Kl. 4 går jeg i brusebad, da jeg har læst, at det har virket for så mange. Det var sindsygt dejligt, og jeg ender med at stå der i næsten en time.
Da jeg så går ud, føles det som om, smerterne er fordoblet, og jeg går ind og lægger mig i sengen og beslutter at gå ind og vække min mor. Jeg ender i stedet med at falde i søvn og sover i en halv time.
Jeg vågner kl. 5.30 ved, at det føles som om, en prop bliver trukket ud af mig. Jeg når lige at svinge mig ud over sengen, hvor det så siger plask. Jeg får rejst mig, og vandet løber ud af mig.
Jeg går ud mod WC'et, og kæresten vågner af, at jeg siger: "Åh nej, åh nej, vandet er gået". Han får vækket min mor, og de hjælper mig med at få noget tørt tøj på.
Kæresten ringer til fødegangen og siger, at vi kommer nu. Jeg fryser helt vildt, så min mor pakker en dyne om mig, og vi går ned mod bilen.
Vi når at køre i 5 minutter, og så siger det plask igen, og denne gang nærmest vælter det ud af mig, så jeg begynder at græde og undskylde, at jeg ødelægger min mors bil. Hun vil ringe efter en ambulance, men det nægter jeg, og vi kører afsted.
Vi kommer ind på sygehuset, og jeg bliver undersøgt. Jeg er 5 cm åben og fortæller, at jeg gerne vil i karbad. Det får jeg lov til, men jeg må ikke føde der, da jeg venter et stort barn.
Imens karet bliver fyldt, vader jeg rundt i stuen og går i knæ af smerter under hver ve. Det var meget mere smertefuldt, end jeg havde forventet, så jeg bliver lidt panisk.
Da jeg så kommer i karet, forsvinder mine smerter i 10 minutter, og jeg er ved at falde i søvn. Men smerterne vender tilbage.
Jeg får målt hjertelyd løbende af den studerende og bliver undersøgt af jordemoderen. Jeg føler pludselig, at jeg skal af med noget på WC'et. Jeg bliver undersøgt og er 7 cm åben. Jeg får lagt lavement og kommer af med det meste.
Desværre presser jeg spontant, da jeg er i badekaret, og det sidste bæ ryger ud i vandet. Jeg bliver vildt flov og kommer op af karet. Der bliver fyldt nyt vand i, og jeg kommer tilbage i det. Efter en times tid presser jeg spontant igen, og der kommer lidt blodsnask ud. Jeg bliver undersøgt og er 9 cm åben.
Da jeg har svært ved ikke at presse, får jeg lov til at gispe. Da klokken er 12.30, er jeg 10 cm åben og skal op af karet. Det var meget svært, da de første presseveer kom, så jeg får lov til at presse de første gange i karet.
Da jeg kommer op på briksen og får presseveer, går jeg i panik på grund af smerter. Jeg kan ikke holde ud at ligge på lænden, så jeg har svært ved at presse. Kæresten og min mor bliver bedt om at tage hver sit ben og hjælpe mig med at holde dem.
Jeg går endnu mere i panik, da jeg bliver ved med at høre lyde, der minder om en saks. Jeg er bange for, at hun vil klippe i mig eller stikke mig med en nål. Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke kan føde, for barnet er for stort, og jeg bliver mere og mere panisk.
2 læger kommer ind for at kigge på, da de keder sig og gerne vil se en fødsel. Der kan jeg ikke mere. Jeg er sikker på, der er noget galt, og jeg holder op med at presse.
Kæresten beder dem om at gå, da jeg går mere og mere i panik, og heldigvis lytter de. Jeg går i gang med at presse igen. Kæresten kommer med tilråb om, at jeg skal presse, og at han kan se hovedet (fedt han kiggede, vi var ellers enige om, at han ikke skulle se det).
Kl. 13.12 føder jeg en fin pige, og Far klipper navlesnoren. Jeg kan slet ikke fatte, at jeg har født hende, og jeg bliver ved med at spørge, om hun virkelig er min.
Jeg undskylder over for jordemoderen og den studerende, at jeg gik i panik og ikke var bedre til at føde, men de siger begge, at de synes, det gik rigtig godt, og jeg takker dem for, at de bragte min datter til verden.
Jeg bliver syet en del, da jeg gik lidt i stykker, men det var slet ikke slemt. Jordemoderen får lov til at lave lidt undervisning på mig, så hun forklarer den studerende, hvad forskellige ting hedder, og hvor forskellige ting sidder.
Vi er alle spændt på, hvor meget hun vejer, og vi kommer alle med gæt, da hun er meget stor. Moderkagen vejede 1.175 gram, og hun vejede 4.740 gram og var 57 cm lang, så hun var en stor flot pige.
Jeg synes, det var en rigtig god oplevelse, selv om jeg gik i panik. Næste gang tror jeg måske, at jeg vil overveje noget smertelindring.
Tak fordi du læste med så langt.
08-04-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025