Skrevet af Jannie
Jeg har haft endometriose, siden jeg var 21 år (dvs. snart 10 år), og som følge deraf har jeg haft besvær med at blive gravid. Men efter operation nr. 3 og 6 ICSI-forsøg blev jeg endelig gravid.
Jeg blev fulgt tæt hele graviditeten igennem, og jeg blev scannnet ca. en gang om måneden hele graviditeten igennem. Der var dog ikke noget at komme efter, heldigvis.
Jeg havde en super graviditet, hvor den værste fjende var træthed, så det var jo nemt. Jeg tog også kun 6 kg på, hvilket jeg var meget glad for, da jeg er en lidt stor pige i forvejen.
Jeg havde ternin den 24. juli 2007, men jeg gik 4 dage over tiden. Den 27. juli gik vandet under et toiletbesøg kl. 20. Det var med spænding og glæde og også lidt frygt, jeg ringede til fødegangen. Jeg havde ingen veer, og jeg fik en tid til tjek kl. 9 om morgenen dagen efter, og så måtte vi jo se, hvor langt jeg var i forløbet.
Kl. 23 begyndte "hyggeveerne", og jeg sendte manden i seng. Jeg tænkte, at vi jo ikke vidste, hvad der måtte komme, så det ville nok være godt, at en af os i det mindste var udhvilet.
Trods råd om afslapning fra fødegangen kunne jeg ikke, da veererne tog mere og mere til. 1.000 tanker fløj igennem hovedet, for hvor var det vildt. Tænk, at det var nu, og at 5 års kamp skulle blive til noget "håndgribeligt".
Fra kl. 3 om natten og til kl. 6 om morgenen gik det stærkt, og kl. 6 ringede jeg til fødegangen og sagde, at jeg ikke kunne holde det ud mere.
Vi kørte til fødegangen og ramte lige i vagtskiftet. Så vi sad i venteværelset, og jeg følte bare, at jeg skulle presse, så det gjorde jeg, he-he.
Så kom der en rengøringskone og spurgte, om der var nogen, der havde kigget til mig, og det måtte vi jo sige nej til. "Det tror jeg da lige, der er nogen, der skal", sagde hun og forsvandt.
Der kom en jordemoder med det samme, og da jeg havde pressetrang, blev jeg undersøgt med det samme. Jo-jo, jeg var 4 cm åben og i aktiv fødsel. Jeg fik afføringsmiddel og kom på en fødestue.
Jeg har under graviditeten været lidt bange for min "endometriose-smerte". Jeg har endometriose i hulrummet mellem skede og endetarm, og jeg var hunderæd for, hvordan det ville føles, når barnet pressede på. Den smerte, sygdommen medfører i det område, kan ikke bskrives med ord. Kun dem med sygdommen kan sætte sig ind i det.
Så var der jo mulighed for at få lagt en rygmarvsbedøvelse, men det ville jeg heller ikke. Inden en af mine operationer skulle jeg have en lagt, og det var en meget ubehagelig oplevelse. Lægen måtte stikke mig 6 gange, før han ramte, og allligevel var det ikke godt, så jeg blødte ud af endetarmen.
Så det var jo ikke nemt. Jeg kom i badekar, men det var ikke lige noget for mig. Jeg kom hurtigt op igen, og jordemoderen fik mig overtalt til en rygmarvsbedøvelse alligevel. Jeg brugte alt for meget energi på at presse, selv om det ikke var tid, så det ville være rart forhåbentlig at kunne slappe af.
Jeg fik den lagt, og det var nok det bedste, jeg har oplevet! Jeg fik ro, og det var tiltrængt. Jeg kunne endda småsove lidt.
Men udvidelsen gik laaangsomt, så det ende med, at jeg fik lagt et vedrop. Det satte stille og roligt gang i tingene, men den lille i maven var ikke vild med det. Hans kurver begyndte at dykke grimt flere gange, og jordemoderen havde tæt kontakt med bagvagten, og der blev holdt meget øje med det hele.
Til sidst skulle barnet have taget en blodprøve fra hovedet inden i mig, for at de kunne få et totalt overblik over, hvordan han havde det. Disse prøver blev taget 3 gange, og umiddelbart holdt han sig inden for det normale. Men han lavede stadig de grimme dyk, og havde gjort det for længe og for tit i løbet af dagen. Klokken er nu ca. 21.30.
Pludselig hører jeg jordemoderen, bagvagten og børnelægen snakke om akut kejsersnit. Dog ville bagvagten helst, at jeg fødte normalt på grund af alle mine operationer i underlivet. Et kejsersnit kunne måske lave ravage i området, fordi jeg er blevet rodet i så mange gange.
Men selvfølgelig ville de lave kejsersnit, hvis det blev nødvendigt, men de ville give "os" en chance med en hård sugekop først. Men lillemanden var stresset, så han skulle altså helst ud ret hurtigt. Hans hjerterytme dalede, mere end børnelægen kunne lide, og den rettede sig ikke i vepauserne.
Så pludselig var vi mange på stuen: Mig, min mand, jordemoder, 2 bagvagter (overlæger), en sosu-assistent og børnelægen, der var bevæbnet med et klæde, så han kunne løbe med den lille om nødvendigt.
Men ud kom han med stor kraft i 3. presseve, og han var bare så fin, smuk og dejlig! Min mand var blevet sat til at slå alarmen fra på målerne, og han kom først over til mig, da børnelægen havde set og erklæret, at barnet var OK. Der var ingenting med ham overhovedet, og han scorede også fuld point i apgar.
Da vi var samlet der - far, mor og barn - måtte vi fælde et par tårer. Det var så stort, at den årlange kamp var slut, og det endte godt trods lidt kaos til sidst.
Lasse blev født den 28. juli 2007 kl. 21.46. Han vejede 3.430 gram og var 55 cm lang. Familien var fuldendt.
Dette var historien om Lasse. Om han nogensinde bliver storbror, ved vi ikke. Det kommer an på, hvordan min sygdom arter sig. Foreløbig er vi bare glade for, at Lasse er kommet ind i vores liv. Han var værd at vente på, og han er vores et og alt.
16-04-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025