Skrevet af Susie
Nu tror jeg vist, at det er min tur til at fortælle om min graviditet og fødsel.
I sommeren 2006 besluttede vi os for at blive gravid med nummer 2. Vi havde en pige på dengang 2½ år, så vi mente, at tiden var ved at være inde til, at hun skulle være storesøster.
Brylluppet blev overstået den 19. august 2006, og så blev p-pillerne smidt. Da jeg blev gravid meget hurtigt med vores datter, var jeg overbevist om, at det også ville ske denne gang.
Men det tog nu tid. Jeg tjekkede hver måned, fordi jeg gik over tiden, men ingen positiv test. Januar 2007 kom, og pludselig var den der - jeg var blevet gravid. Vi var jublende lykkelige og glædede os allerede.
Jeg blev meget hurtigt stor og kunne ikke skjule det på arbejdet, så de fik det allerede af vide, da jeg var i 8. uge.
Jeg tog til lægen, som selvfølgelig bekræftede, at jeg var gravid. Hun syntes, jeg var stor af en andengangs gravid, så hun syntes, vi skulle snakke om muligheden for, at der var tvillinger. Hun udfyldte papirerne og tog blodprøve, og nu skulle jeg så bare vente på nakkefoldsscanningen.
Jeg nævnte for manden, hvad lægen havde sagt, men der var ingen af os, der helt kunne forholde sig til, at der muligvis var 2. Hvorfor skulle der lige være det?
Så oprandt dagen for nakkefoldsscanningen, og jeg blev kaldt ind til en overlæge. Hun mærkede på min mave og sagde så, at hun nu mente, der kun var 1.
Scanningen gik i gang, og kort efter sagde lægen: "Der er kun 1 foster". Både min mand og jeg åndede lettede op, men kort efter kommer det fra lægen: "Sørme nej, der er 2 fostre. Tillykke, I skal have tvillinger!".
Min mand stod med åben mund og stirrede på skærmen, og jeg lå der på briksen og vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Jeg fik dog fremstammet, at hun gerne lige måtte tjekke, at der så ikke var 3. Det var der dog ikke - heldigvis.
Det blev også konstateret, at det var enæggede tvillinger, og jeg skulle komme til scanning hver 14. dag for at tjekke, at alt var, som det skulle være.
Da jeg når uge 19, skal jeg igen til scanning en onsdag. Vi skal til Kreta om søndagen, så de skulle lige være sikre på, at alt var, som det skulle være. Det var det desværre ikke.
Tvilling B voksede ikke lige så hurtigt som tvilling A, og derfor blev de nødt til at sende mig videre til Skejby. Der fik jeg en akut tid om fredagen, da jeg jo skulle vide, om jeg måtte rejse eller ej.
Jeg fik forbud mod at rejse, da de ikke kunne stå inde for det på grund af tvilling B's tilstand. Samtidig blev jeg sygemeldt resten af graviditeten.
Da man kan risikere, at enæggede tvillinger udvikler TTTS (tvilling til tvilling transfusion syndrom), skulle jeg nu scannes hver uge for at tjekke tvilling B. Til denne scanning fik vi også oplyst, at vi ventede os piger.
Efter et par uger mente de ikke, det ville udvikle sig til TTTS. En overlæge mente, at tvilling B's navlestreng bare lå helt ude i siden på moderkagen, og derfor fik hun ikke så meget næring.
I uge 24 blev det meget kritisk. Tvilling B voksede ikke særlig meget, og hun begyndte at vise tegn på stress.
Jeg blev beordret til at slappe meget af og skulle nok forberede mig på, at de snart måtte tage de små ved kejsersnit, hvis ikke det snart blev bedre. De ville dog kæmpe for, at jeg kunne holde på dem til uge 28.
Jeg gik stadig til scanning hver uge. Hver gang, jeg skulle til scanning, vidste jeg ikke, om jeg fik lov til at komme hjem og bare komme igen ugen efter, eller om de ville beholde mig for at tage tvillingerne ved kejsersnit.
I uge 28 havde jeg stadig pigerne i maven, og nu ville de ikke stoppe fødslen, hvis den selv gik i gang. Dog ville de stadig ikke tage dem ud, da tvilling B tog en lille smule på for hver uge, der gik, og hun virkede ikke så stresset mere.
Da jeg er i uge 34+2, er jeg igen til scanning. Det er en tirsdag, og tvilling B har ikke taget på de sidste 5 uger, så de synes, jeg skal have noget lungemodner over de næste 2 dage og så komme til scanning igen om fredagen for at planlægge kejsersnit i starten af ugen efter.
Men de små vil det anderledes. Natten til onsdag den 5. september 2007 begynder veerne. Jeg ringer til Skejby om morgenen, som straks vil se mig. Jeg fik lidt skæld ud over, at jeg havde gået hjemme i 6 timer med veer uden at ringe.
Datteren bliver afleveret i børnehaven, og så tager vi af sted til Skejby. Jeg får kørt en CTG, som viser, at veerne er begyndt at forsvinde igen. De vil dog beholde mig for at beslutte på deres ugentlige overlægemøde, om jeg skal have kejsersnit med det samme, eller om de vil prøve at trække fødslen ud, så jeg kan nå at få anden omgang lungemodner.
Et par timer senere har vi stadig intet hørt fra overlægemødet, og jeg synes, at veerne er taget til igen. Jeg får tilkaldt jordemoderen, som sætter CTG på mig igen.
Det viser sig, at veerne er tiltaget, og at de er blevet mere kraftige. Tvilling A har det fint, men tvilling B's puls falder drastisk under hver ve. Lægen bliver tilkaldt med det samme.
Kl. 12.00 kommer der en læge ind, som informerer os om, at der er sat tid af til kejsersnit kl. 12.30, for tvillingerne skal ud hurtigst muligt, da tvilling B er meget mærket af veerne.
Jeg bliver kørt ned på operationsgangen, hvor der står rigtig mange mennesker. Jeg registrerer ikke alle, da jeg er nervøs over det hele, og jeg håber bare, at de små er fine, når de kommer ud.
Kl. 12.54 bliver Sissel (tvilling A) født. Hun vejer 1.890 gram og måler 45,5 cm. Kl. 12.55 bliver Maja (tvilling B) født. Hun vejer 1.500 gram og måler 40,0 cm.
Jeg får dem kun at se i 2 sekunder, så er de smuttet med dem. De skal på neonatal, da de ikke kan holde varmen selv, og de havde brug for mad.
Min mand tager med dem, for det havde jeg krævet, at han skulle. Imens syer de mig sammen, og jeg bliver kørt på opvågning.
Kl. 16.00 kan jeg endelig få lov til at komme på neonatal og se vores små piger. De har fået lagt sonde og ligger med ilt i varmekassen.
Jeg får først lov til at få dem op om torsdagen, så hele onsdagen synes jeg var hård, da vi kun kunne sidde og ae dem i deres kasse.
Vi lå i alt i 4 uger på Skejby, inden vi blev udskrevet. De er nu knap 7 måneder (korrigeret 5½ måned), og de trives begge to. Maja er stadig den lille og vejer ikke så meget som Sissel, men så har vi også nemmere ved at se forskel på dem.
Tak fordi I læste med.
02-06-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025