Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Grupper|Brevkasse|Blog|Konkurrencer
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
GRATIS! LÆS DET NYE GRAVIDA

Læs om mandens manglende sexlyst, planlagt kejsersnit, ligamentsmerter og stjernebabyer på vej i det nye GRAVIDA. Læs det gratis her
Alvins ankomst Alvins ankomst

Margit planlagde en hjemmefødsel i vand, og alt så lovende ud indtil 4 uger før termin.

4624 19-06-2008

Vi mødte hinanden, da jeg var 15 år, og min mand var 19 år. Det var kærlighed og kemi, som man kun møder en gang i livet. Jeg vidste med det samme, at her var den, som skulle være far til mine børn, selv om tanken lå ham noget fjernt.

Vi flyttede sammen i en mindre kvistlejlighed 3 år senere, og årene gik godt, men jeg længtes efter at blive mor. Først uddannelse og job, så spare op til hus og siden flytte og skifte til job med kort cykelafstand til hjemmet.

Jeg blev 30 år og ville nu ikke vente længere, og manden var ved at være klar. I juni 2006 lagde vi p-pillerne på hylden, men valgte anden beskyttelse et par måneder af hensyn til mit nye job og indflytningen i huset.

Jeg har i alle årene gået med den lille frygt - tænk hvis vi nu ikke kan blive forældre. Min menstruation kom aldrig. Månederne gik, og graviditetsprøverne var negative. Da vi nåede oktober, gik jeg til min læge. Hun sendte mig til speciallæge. Ventetid og blodprøver.

Lige efter nytår mødte vi op med en prøve i frakkelommen med haletudser for at få nogle svar. Haletudserne havde det fint, selv om det var frostvejr. Alle mine tests bortset fra en var fine. Mit prolactinniveau (mælkedannende hormon) var lidt for højt. Derfor fik jeg ikke ægløsning. Jeg skulle til en MR-scanning for svulster på hypofysen. Jeg fældede en tåre, men alt viste sig at være fint.

Jeg startede på medicin til at dæmpe prolactinproduktionen til normalt niveau. Vi startede med meget lav dosis, da man let får lavt blodtryk og bliver svimmel. Allerede på startdosis kom min mens. Tænk, at man kan blive så glad for det! Desværre kom den ikke igen måneden efter, og graviditetstesten var negativ. Op i dosis på medicinen - føj hvor blev jeg skidt, men alt for et barn.

Der kom ingen mens, men pludselig i drømme så jeg en lille dreng løbe fra mig gennem skoven hen og give sin far et knus (ligesom Arwen ser sin søn i filmen Ringenes Herre). Næste morgen stod jeg op med et lille indre smil og gik på arbejde. Brikkerne var faldet på plads i mit hoved, og mit hjerte behøvede ingen test.

Jeg var ikke overrasket, da testen viste 2 streger, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg lagde den på en serviet på bordet i køkkenet, hvor jeg altid lægger dagens post til, at manden kan se, lige når han er kommet hjem. Han så straks et brev med en bryllupsinvitation, men jeg måtte fortælle ham, at der lå noget meget vigtigere. Han blev glad og overrasket og kunne ikke helt tro på, at det virkelig var nu.

Speciallægen ville gerne scanne mig om mandagen, da vi ikke vidste, hvor langt jeg var henne. Min mand var desværre i udlandet. Jeg så mit lille frø derinde, som var 3-5 mm stort og havde et lille bankende hjerte. Jeg fik fugtige øjne ved at høre hjertelyden. Lægen bad mig komme igen med min mand 3 uger senere i 9. uge. Der så vi vores lille "luffedyr" padle rundt 25 mm stort. Jeg fik termin 6. januar, som senere blev 4. januar.

Vi fortalte ikke nogen om det før efter nakkefoldsscanningen i uge 12. Den aflyste hospitalet samme morgen, som vi skulle komme. Jeg var opløst i tårer på arbejde. Jeg kunne ikke klare at skulle skjule det længere med al den kvalme. Næste dag havde de heldigvis et afbud, og jeg tog rystende alene på hospitalet. Heldigvis var alt superfint. Familien og vennerne fik det at vide.

I uge 20 var vi til scanning, men vi ville ikke vide kønnet. Fjernsynet var i stykker, så jeg så ingenting. Graviditeten gik OK, og halsbranden overtog kvalmens plads. Desværre fik jeg heftige plukkeveer fra 5. måned. Efter 14 dages kamp med regelmæssige plukkeveer, blev jeg sygemeldt resten af graviditeten.

Vi planlagde en hjemmefødsel i vand, og alt så lovende ud indtil 4 uger før termin. Jeg havde lidt vand i kroppen, men det kom som et chok, da mit blodtryk var alt for højt hos lægen, og hun sendte mig direkte til svangregangen.

Nu fulgte en gradvis forværring i 14 dage, til jeg havde fået diagnosen mild svangerskabsforgiftning. Der røg den hjemmefødsel i vandet. I stedet hed det forventede forløb ved en "risikofødsel" epidural for at sænke mit blodtryk og eventuelt akut kejsersnit (heldigvis slap jeg for begge dele). Jeg fældede igen en tåre, selv om det ikke hjalp på et blodtryk på op mod 180/110 og 23 kilos vægtøgning - heraf 8 kilo på 14 dage!

Min termin den 4. januar virkede milevidt væk, da de ville indlægge mig den 18. december. Vi tog dog hjem på eget ansvar, da jeg sov bedre i vores egen seng. Næste dag på min fødselsdag og 2 års bryllupsdag var mit blodtryk heldigvis pænere under besøget på svangregangen, da medicinen nu endelig virkede. Strimlen viste, at Junior stadig havde det fint. Hovedet stod fast, konstaterede jordemoderen, da jeg spurgte hende.

Samme aften hentede jeg kinesermad til hjemlig hygge med manden. Sikke en generalprøve med plukkeveer, jeg fik i bilen, men der kunne stadig være længe til. Fødselsdagen måtte jeg desværre aflyse på min mands fornuftige råd, men vi havde en rigtig rar aften sammen i sofaen foran brændeovnen.

Næste morgen torsdag den 20. december kl. 6.30 følte jeg det som om, vandet gik, da jeg skulle op og tisse. Jeg var i tvivl, men syntes, at det skete igen, da jeg lagde mig. Efter endnu et tissebesøg var der en "geleagtig, svagt rødlig klump" på størrelse med en radise - det var slimproppen.

Mellem kl. 7.30 og 8.30 fik jeg murren i underlivet, der udviklende sig til regelmæssige småslemme veer med 6-8 minutter i mellem. Manden spurgte, om jeg troede, det var nu, eller om han kunne nå på arbejde. Han var lidt vantro 15 dage før termin for en førstegangsfødende. Heldigvis blev han hjemme lidt længere for at se udviklingen.

Klokken 9 var der ca. 5 minutter i mellem, og de varede over 2 minutter. Det gik OK, hvis jeg stod op og lænede mig ind over køkkenbordet og rokkede med hofterne. Kl. 9.30 gik veerne amok med ca. 3 minutter i mellem, og de varede stadig over 2 minutter. Vi fik ringet til fødegangen, som ville se os med det samme grundet min svangerskabsforgiftning.

Klokken blev dog 10, inden bilen rullede mod hospitalet. Jeg kunne slet ikke sidde ned, men kun stå op under veerne. Vi måtte ind på hver rasteplads på vejen, så jeg kunne komme ud og stå og rokke. Den halve time, turen burde tage, endte med en time. Til sidst smed vi mig ind på bagsædet på maven og kørte. Jeg stønnede og hylede vist noget det sidste kvarter. Jeg var lykkelig for at komme ud af bilen og op og stå. Jeg jokede med at tage trappen, men manden holdt på elevatoren.

Klokken 11 var vi fremme på fødegangen, og manden gik ned for at parkere bilen rigtigt. En yngre jordemoder tog imod og undersøgte mig indvendig. Der blev sat en CTG-måler på for at køre en strimmel. Junior havde det godt, som jeg havde forventet ud fra bevægelserne i maven. Det er mere, end man kan sige om mig. At være tvunget til at ligge på ryggen mangedoblede smerterne.

Efter 15 minutters tortur opgav jordemoderen at skrive videre i tavshed med ryggen til mig på den nyoprettede journal, for at måtte give mig lov til at stå op lidt med måleren på. Veerne kom væltende i et væk, men det gik da nu, selv om jeg syntes, manden var længe væk.

Endelig kom han ind af døren. Personalet havde sendt ham fra fødegangen til svangregangen med besked om, at jeg ikke var her men nok på svangregangen, hvis jeg ikke var i fødsel. Svangregangen havde ikke set mig og viste ham videre til den anden fødegang for komplicerede fødsler. De havde heller ikke set mig, men sendte ham retur til første fødegang! Her hævede han vist stemmen, til de endelig fandt mig. "Hvem har smidt min gravide kone væk på 50 meter fødegang - find hende nu!".

Jordemoderen lod mig selv fortælle farmand, om jeg var i fødsel. 5-6 cm åben med meget kraftige veer. Det kan man kalde i fødsel. "Ingen almindelig arbejdsdag i dag til dig", stønnede jeg med et smil under de vilde veer.

Herfra blev fødslen et ukontrolleret kaos set fra vores synsvinkel. Den unge jordemoder virkede usikker grundet min svangerskabsforgiftning og meget striks til at følge procedurerne. Hjertelyden på barnet var fin, men måleren mistede forbindelsen kortvarigt, når jeg lænede mig frem over briksen under veerne. Jeg beroligede hende med og demonstrerede, at målingen var fin, når jeg stod ret op og ned under veerne. Hun var dog utryg ved det og kaldte to øvrige jordemødre ind for at sætte elektrode på barnets hoved.

Det betød, at jeg var tvunget til at ligge på ryggen permanent, selv om jeg tiggede om at måtte dreje mig lidt om på siden for at dæmpe smerterne. Min vejrtrækning eksploderede, fordi det gjorde så ondt at ligge på ryggen. Det påvirkede naturligvis barnet, som min mand prøvede at forklare dem.

Nu var jeg 8-9 cm åben, og det hele blev kaos omkring os. Jeg hørte alt, hvad der foregik, men kunne kun holde øjnene åbne i få sekunder ad gangen for smerter. 2 læger og diverse øvrigt personale blev tilkaldt. Der var 8-10 mennesker omkring os på den lille stue. Chefjordemoderen masede den sidste kant brutalt væk uden advarsel, og jeg var fuldt åben - fra 5-6 cm på en lille time!

Barnets hjertelyd var nu påvirket, og de kom med et stålrør for at tage en blodprøve fra hovedbunden. Mine veer kom som perler på en snor, stort set uden pause. Jeg stønnede, at der var en ve på vej. Det tåbelige svar var: "Så hold den tilbage".

Ingen talte til mig eller min mand, men kun til hinanden. Jeg skulle tisse helt vildt, lige siden jeg var kommet. Det måtte jeg ikke, og de forsøgte at tømme med kateter uden at fortælle mig det - øv. Derefter lagde de et drop i hånden på mig, og den første jordemoder svarede, at det bare var vand.

Nu skulle barnet ud lige med det samme. Jeg forstod af lægernes samtale, at de ville lægge en "kiwikop". Fik intet at vide. De lagde den, og den faldt af første gang. En lille tyndarmet kvindelig læge forsøgte kortvarigt at trække uden held. En kraftigere mandlig læge tog over og satte foden på sengen og trak. Jeg havde de voldsomste presseveer med under 5 sekunders pause. Koldsveden drev af mig, og jeg pressede alt, hvad jeg kunne. Jeg hørte langt væk nogen lavmeldt sige til hinanden: "Næste gang klipper vi, og ellers er det akut kejsersnit efter 2 presseveer til". Sikke man så kan presse, selv når veen klinger af!

Jeg nåede lige at gispe, mens hovedet kom ud. Jeg fortsatte med at presse, til kroppen var ude. Der lød det vildeste plask, og en kæmpe skylle fostervand landede på gulvet samtidig med, at barnet blev lagt på min mave klokken 12.15.

Det var kærlighed på den mest naturlige måde, da jeg holdt om vores lille ønskebarn. Det var en dejlig søn, vi havde fået. Sikke han kiggede på mig med universets mest intense blik. Han var bare landet helt rigtigt hos os. Han var en lille smule blå, men trak vejret helt roligt regelmæssigt.

Alt for hurtigt blev han fjernet fra mine arme for at blive undersøgt på bordet i hjørnet. Der var diskussion blandt 4-5 personaler, som intet fortalte os. Den ene læge syntes, der var en svag knirkelyd, når han trak vejret. De øvrige kunne ikke høre det. Junior kom kortvarigt over til mig, indtil 2 sygeplejersker ankom fra neonatal. Diskussion igen. Der var ingen kuvøse klar på fødegangen, som de ellers havde ansvar for. De 2 friske fra neonatal konstaterede, at sønnike havde det så fint, at Far kunne bære ham op i dynen.

Tilbage lå jeg med en følelse af vacuum. Vores søn og min mand var væk. Moderkagen havde været lidt lille, syntes jordemoderen. Nu skulle jeg syes. Jeg blev lokalbedøvet. Hun sagde ingenting. Jeg spurgte, hvordan det så ud. Vel 8 sting eller deromkring. Problemet var, at jeg stadig blødte for meget.

En læge blev tilkaldt. Han forklarede, at jeg havde mistet over 800 ml blod under fødslen. Den kritiske grænse var 1.000 ml, og jeg blødte stadig for meget. Hvis det fortsatte, hed det fuld narkose og et kig derinde. Heldigvis lod han til at være fortrøstningsfuld.

Herefter syede jordemoder i 1 time. 8 sting var en gemen underdrivelse, og bedøvelsen holdt op med at virke. Hun tilkaldte hjælp til, hvordan en "flap" skulle sys. Kollegaen bad hende om ikke at trække så hårdt i tråden, når hun syede - tak.

Jeg lå stadig på ryggen, efter en times syning var til ende. Jeg ville op at stå. Op på neonatal til vores søn. Igen kunne jeg ikke få et svar, andet end jeg ikke måtte rejse mig de næste par timer. Hvorfor? Jeg havde overhørt ordet s-drop. Jeg konfronterede jordemoderen med det. Jo, det var vestimulerende drop, de havde sat op til sidst, sagde hun undvigende med henvisning til procedurerne.

Hvorfor fortalte hun mon, det var vand, og ikke at det tog 3 timer at skrue det ned igen? Jeg kan se af journalen, at jeg havde presseveer i 3 minutter, kort efter droppet kom op, inden Junior var ude. Selv om jeg var langt væk, nærmest uden for min krop under den fase, mens koldsveden sprang, mente jeg at have haft rigtig mange presseveer i træk.

Min mand kom ned med gode nyheder og billeder. Sønnen havde det helt fint. Der ville dog gå et par timer, før de sidste prøvesvar var på plads. Vi talte sammen kort om fødslen. Han var ked af, at han ikke kunde gøre mere i forhold til, at jeg blev tvunget på ryggen. Han havde dog fået udsat, at de klippede, så jeg nåede at føde selv (mit ønske). Han fortalte mig, at jeg havde presset omkring 14 gange på de 3 minutter. Det var heftigt, mit blodtryk taget i betragtning, tænkte vi.

Ingen tog det i øvrigt siden klokken 11 under fødslen. Risikofødsel for moderen ved svangerskabsforgiftning - sikke en manglende overvågning, at jeg lå alene tilbage uden en klokke inden for rækkevidde, da manden kom retur. Vi var lidt rundtossede og kede af den fortsat manglende kommunikation fra personalets side, men vigtigst lykkelige for vores lille søn.

Nu kom jordemoderen ind og stillede sig i mit synsfelt til min mand med ryggen til mig. Hun konstaterede, at de havde et kommunikationsproblem. Han kunne ikke have forstået alvoren i situationen og havde tilmed sagt "ti stille" til hende under fødslen. Min mand og jeg blev meget paf. Her var vi som lynnybagte forældre med vores søn på neonatal med en fornærmet jordemoder.

Min mand havde ingen erindring om sit ordvalg og måtte til sidst bede jordemoderen pænt om at gå, da de ikke kom videre i den sag, og det var en kamel, hun bare måtte sluge, og at hun forhindrede os i at tale sammen. Hun skulle i hvert fald ikke sluge nogle kameler, men gik da. Jeg sendte bagefter min bedre halvdel op til vores dejlige knægt med besked om at blive hos ham, da jeg var ok.

Nu fulgte 2 timers underligt tomrum alene på fødestuen lænket til en seng, til jeg endelig måtte stå op og blev kørt over på en tosengsstue på barselsgangen. Her lå en mor med sin lille søn. Hendes første spørgsmål var: "Hvor er dit barn?". Den sved. Heldigvis kom Far med Alvin på armen i en dyne en lille halv time senere. Jeg fik endelig mit barn op til mit hjerte med hudkontakt.

Det positive var, at det lykkedes at skabe kontakt igen, og amningen nu kører på skinner, samt at farmand fik en forrygende kontakt til sin søn. Jeg håber alligevel ikke, jeg nogensinde skal opleve den slags adskillelse igen.

Vi fik en enestue med briks til Far. Vi blev kun en nat. Vi havde sådan brug for at komme hjem på orlov og sove i vores egen seng, selv om det var hårdt at tage den lange køretur til hospitalet til kontrol af min tilstand de kommende uger.

Desværre måtte jeg en tur med ambulance til hospitalet den anden aften efter fødslen, da der kom et stort hæmatom halvt ud af mig. Det sad fast i nogle hinder, og der var noget, som måske var rester af moderkagen. Vi turde ikke selv gøre noget ved det hjemme med det blodtab, jeg allerede havde haft. Heldigvis slap jeg for fuld narkose.

Det var ikke sjovt, da de hev det ud og undersøgte samt scannede, men det hjalp, at Far havde pakket Alvin ned og kørt bagefter derop. Jeg husker, der var så travlt den aften, at jeg sad uden bukser i en seng på gangen og ammede med et glemt drop i hånden, vi selv måtte pille ud, inden vi trillede hjem igen.

Hjem kom vi da til jul. Mælken løb til på 3. dagen, og vi købte en lille nissehue i julegave til vores søn, da vi hentede barnevognen. Han var så skøn en nissebaby - vores livs bedste gave. Han var 50 cm lang og vejede 2.900 gram.

Han stortrives og lå allerede efter 5 uger på gennemsnitskurverne. Efter 2 måneder ligger han over, både hvad længde og vægt angår. Så min svangerskabsforgiftning har ikke skadet ham det mindste. Han smiler til os og klukker, når bare maden kommer til tiden. Motorisk er han rigtig langt fremme, og han er vild med vand til babysvømning.

Selv er jeg tilbage til min vægt fra før graviditeten og helt rask igen nu 2 måneder efter fødslen. Jeg er snart klar til vidunder nummer 2. Vi venter lige til jul med projekt lillebror eller -søster.

Nogle ville kalde min fødsel ekstrem smertefuld og traumatisk. Selv er jeg afklaret med, at jeg føder hurtigt og godt - men ikke på ryggen næste gang! Jeg vil gerne slippe for køreturen, sugekoppen og syningen.

Jeg er stadig frisk på min drøm om vandfødsel hjemme. Når første fødsel kun gav 4 timers veer, så bliver det alligevel nok svært at nå hospitalet næste gang. Vi er ikke bekymrede over risikoen - hjemmefødsler er lige så sikre som hospital.

Alvins hjertelyd blev først påvirket efter, at jeg holdt op med at bruge tyngdekraften og den naturlige instinktive smertehåndtering, der var ved at læne sig frem og rotere hofterne. Det blev vel en OK fødsel efter omstændighederne, ikke en drømmefødsel. Til gengæld fik vi Alvin.

Som gravid tænker man meget på fødslen, når den nærmer sig, men det er jo bare en enkelt dag, mod et helt liv med Junior. Konklusionen på Alvins ankomst: Han er alt værd og legende let at elske for evigt.


Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Overvægt medfører stor risiko for gravide 16-04-12
Hyppig sex forebygger eklampsi 25-11-11
Kosttilskud kan forebygge svangerskabsforgiftning 28-06-11
Klog strømpe skal hjælpe gravide 26-10-10
Igangsættelse medfører færre komplikationer 08-10-09
Spis dig gravid 28-05-09
Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

svangerskabsforgiftning

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen i vores sektion:

Din historie








Få en skøn babypakke til en værdi af 330 kroner. Du får en praktisk babykalender + farverig blomst fra Lamaze + Den lille bog om højtlæsning. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

 Gyldendal




Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn




Kvalitet til rigtige discount priser. Hos Tjengo finder du et bredt sortiment af produkter inden for baby- og børneudstyr, legetøj, boligartikler, have, sport og fritid, bil- og cykeltilbehør m.m.

 Tjengo




Læs den nyeste udgave af GRAVIDA - et GRATIS magasin til dig, med alt om den positive graviditet og fødsel.

 Gravida






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + farverig blomst fra Lamaze + sangbog med 52 sange og aktiviteter. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2017

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook