"Han råber og skriger, hvis han skal have sele på". "Det var bare en kort tur". "Han må selv være kravlet ud af selen".
Undskyldninger er der nok af, men lige lidt hjælper de, når politiet afslører bilister, som ikke har spændt børnene i bilen ordentligt fast.
Siden september 2005 har forseelsen kostet et klip i kørekortet, og foreløbig har politiet haft saksen fremme omkring 7.500 gange, oplyser Rigspolitiets Færdselsafdeling.
"Den værste, men desværre også sædvanlige, er altså den, hvor forældrene ikke orker at tage kampen med børnene, men giver op, fordi børnene råber og skriger", fortæller Christian Skovfoged, leder af færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.
7.500 klip er 7.500 for mange, mener Christian Skovfoged, som ellers generelt oplever, at vi er gode til at få børnene spændt sikkert fast i bilen.
"Lige nu har vi især mange bedsteforældre, som ringer ind til os for at høre om reglerne, nu da de skal have deres børnebørn på ferie. De går virkelig op i det, og jeg tror ikke så meget, at det er på grund af frygten for at få et klip i kørekortet. Jeg fornemmer, at det er i ægte omsorg for barnet", fortæller han.
Kilde: JydskeVestkysten
15-07-2008

|