Se dig for, før du køber en autostol til familiens yngste - især hvis du har tænkt dig at handle på nettet.
Advarslen kommer fra FDM, der i samarbejde med de europæiske bilklubber og forbrugerorganisationer har testet autostole.
FDM har i denne omgang testet 10 nye stole, mens man i foråret testede 30 stole.
Som noget nyt testes autostole nu også for skadelige stoffer som flammehæmmere, ftalater og andre hormonforstyrrende stoffer.
Testens positive resultat er, at autostolene generelt bliver bedre og bedre, men der er stadig stole, der dumper på sikkerheden, eller som indeholder farlige stoffer.
I den nyeste test dumper 1 stol på sikkerhed, mens 2 stole frarådes på grund af skadelige stoffer.
Den ene stol, der dumper på sikkerheden, er Prenatal Orion Fix, som i frontaltesten rev sig løs af sædet, med det resultat, at testdukken røg frem og ramte forsædet.
Den livsfarlige stol forhandles i øjeblikket ikke i Danmark. Men da mange i dag køber autostole på nettet, er der ingen sikkerhed for, at stolen ikke kan ende i en dansk bil.
2 af de testede stole viste sig at indeholde for høje koncentrationer af skadelige stoffer, begge fra producenten Bebe. Her viste fundet af ftalater i stolenes betræk at overskride de tilladte grænseværdier i forhold til det såkaldte Øko-Tex standard.
Hvilken autostol har du, hvor meget kostede den, og er du tilfreds med den? Skriv en kommentar herunder.
Kilde: Jyllands-Posten
09-11-2011

|