Danske kvinder får flere børn De danske kvinder har besøgt fødegangen flere og flere gange siden 1980'erne, selv om mødrene bliver stadig ældre.
4962
De danske kvinder har besøgt fødegangen flere og flere gange siden 1980'erne, selv om mødrene bliver stadig ældre, og gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende er 28,9 år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Fertilitetsniveauet i Danmark ligger nu på 1,85 levendefødte børn pr. kvinde, og det giver os en topplacering i forhold til andre europæiske lande. Med i toppen er også de andre nordiske lande, mens de tyske kvinder ligger langt nede med bare 1,32 børn i gennemsnit.
Selv om kvinderne i gennemsnit føder flere børn, betyder det dog ikke, at fødselstallet på samme måde er steget. Faktisk har antallet af børn været faldende siden 2000.
Mens danske kvinder får flere børn, falder antallet hos ikke-vestlige indvandrerkvinder markant. I 1983 lå gennemsnittet på 3,41, men det tal er nu raslet ned til 1,97 børn pr. kvinde.