Gamle mødre bor i byen Aldrig har så mange storbykvinder over 40 år født børn. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
9398
De gamle mødre bor i storbyen. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af kvinder, der føder efter deres 40 års fødselsdag, er tredoblet siden 1990. Og det er i særlig grad et storbyfænomen. I 2009 kom 929 københavnerbørn til verden født af kvinder over 40 år. I Region Midtjylland med Århus som trækplaster var det 423 børn. Mens blot 132 nordjyske kvinder over 40 år blev mødre i 2009.
Det er også storbyerne, der kan fremvise de "helt gamle" mødre. I 2009 fødte 49 kvinder over 45 år i hovedstaden. Et fænomen, der er nærmest ikke-eksisterende på det øvrige Sjælland og i det nordjyske.
"Næsten alle siger, at de har skullet gøre uddannelsen færdig, etablere deres karriere og finde den rigtige mand. Og pludselig ringer æggeuret. De opdager pludselig, at deres fertilitet er ved at gå til. Så vil de have børn. Men de har simpelthen ikke haft tid før", siger overlæge Svend Lindenberg fra Fertilitycenter Copenhagen.