Fødsel i stuen Tanja fortæller som sin fødsel af datteren Lærke, som foregik hjemme i stuen.
5799
Skrevet af Tanja
Allerede tidligt i min 4. graviditet besluttede jeg med opbakning fra min kære mand, at jeg ville føde hjemme. Først var han sådan lidt lalalala omkring det - nok mest, som han sagde, fordi han var usikker på, hvad det indebar af klargøring osv. Men det er der jo næsten intet af.
Vi havde besøg af jordemødrene ca. 14 dage før terminsdagen, og vi fik det hele snakket godt igennem. De spurgte mig blandt andet, om jeg var helt sikker på, at jeg gerne ville føde hjemme. Og det ville jeg. Intet kunne lave det om.
Vi skulle sørge for nogle småting, blandt andet lagner og håndklæder, og det fik vi forærende af familie og venner, da de hørte, vi skulle bruge det. Dejligt med den opbakning. Jeg vil faktisk sige, at opbakningen omkring mit valg var aldeles i top. Jeg fik på ingen måde skæve blikke eller løftede pegefingre. Alle, jeg kender, støttede mig i min beslutning. Super skønt.
Nu er det jo sådan, at når man gerne vil føde hjemme, så skal det være inden uge 42+0, og det var jo meget godt. Jeg har nemlig født 3 gange før, og aldrig så langt over termin, så det ville selvfølgelig heller ikke ske denne gang! Men men men. 4. gang skulle det være.
Jeg havde gået i over 1 måned og haft enormt ondt inden i skeden. Det føltes faktisk som, at der blev drejet en kniv rundt inden i mig, hver gang jeg tog et skridt, og det var meget ubehageligt. Jeg tænkte, at jeg ville da ikke gå over tid.
Jeg gik 12 dage over termin og havde grædt snot i mange dage i frustration over måske at miste min hjemmefødsel og ende på hospitalet til en igangsættelse. Jeg var bange og skræmt, og i underbevidstheden var jeg også bange for, at en overbåren baby ikke kunne have det godt inde i maven.
Jeg var helt ude i tovene. Jeg ringede til min jordemoder, som så sagde, at næste dag, når vi skulle ses til konsultation, ja så ville hun lave en hindeløsning på mig, som forhåbentlig kunne sætte gang i fødslen, så jeg stadig kunne få min drømmefødsel hjemme i vores hus.
Til jordemoder kom vi dog ikke. Hun kom nemlig her i stedet for for at hjælpe vores datter til verden. Smil.
Kl. 4.20 tirsdag morgen vågner jeg og føler en uro. Jeg står op og laver madpakker til børnene (just in case).
Jeg er i tvivl, om der sker noget, men så kommer den første ve kl. 4.35. Jeg må trække vejret dybt. Jeg har lyst til at græde af glæde. Nu kommer hun endelig. Jeg går ind i stuen og noterer klokken på papir, hver gang jeg får en ve.
Kl. 5.30 vækker jeg manden. Vi spiser morgenmad sammen i stilhed. Kl. 6.00 ringer jeg til min jordemoder. "Endelig", siger hun, da hun hører, at det er mig. Så går jeg i bad. Det er skønt.
Kl. 7.00 er Charlotte her, og hun undersøger mig straks. Jeg er 4 cm åben. Skønt. Min svigermor skal være her til at tage sig af vores søn på knap 3 år. Hun er lige ankommet også. Jeg sender de store i skole og går derefter og hygger mig med mine veer. Det er så deligt bare at være hjemme og drikke kaffe, høre radio, snakke og gå rundt i morgenkåbe.
Lige i det øjeblik tænker jeg: "Det her er bare det helt rigtige for mig". At være hjemme uden den mindste stress og jag.
En jordemoderstuderende har fået lov at overvære min fødsel. Det er første gang, hun er med til en hjemmefødsel.
Mine tidligere fødsler var henholdsvis 5 timer, 4 timer og knap 3 timer, så det var en af grundene til at være herhjemme.
Kl. 8.15 siger jeg til Charlotte, at jeg føler, der intet sker. Hun undersøger mig, og jeg er 6 cm åben. Nå, lidt sker der da. Jeg er ikke vant til, at det går så "langsomt". Hvert kvarter lytter hun til Lærke inde i maven. Hun har det godt derinde.
Kl. 9.15 begynder det at gøre lidt ondt. Jeg kan ikke længere tale under mine veer. Manden filmer lidt indimellem, så jeg har det minde at se tilbage på. Jeg trækker mig ind i mig selv og vugger under veerne. De bider.
Nu har jeg brug for min mand. Han står bagved mig og nusser mig og trykker mig sammen på hofterne igennem 3 veer, som overtager hinanden. Ufff, det gjorde ondt. Klokken er nu 9.39, står der i min journal.
Jordemoderen undersøger mig igen. Jeg er nu 8 cm åben. Jeg vil ikke stå op og føde, så jeg bakser mig selv ned på madrassen på gulvet. Jeg sidder op og har så ondt. Jeg føler, jeg skal presse, selv om jeg kun er 8 cm åben.
Kl. 9.48 presser jeg min datter ud i en lang ve. Jeg skriger, så jeg selv bliver helt forskrækket. Jeg kan ikke mindes, det gjorde så ondt ved de andre. Av!
Lærke er født kl. 9.49. Hun vejer 3.700 gram og måler 51 cm. Og så er hun helt perfekt og lækker med masser af mørkt hår. 13 dage over termin lod hun os vente.
Efter fødslen hyggede vi alle med boller og kaffe. Jeg blødte lidt rigeligt, og derfor blev Charlotte her en time længere. Tak Charlotte, du var den bedste.
Hele vejen gennem fødslen var vi trygge og i gode hænder. Jeg følte ligefrem, at jeg kunne lære min jordemoder at kende, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre ved de andre, som er født på sygehuset.
Det var en vidunderlig og god oplevelse - absolut. Og det kan varmt anbefales til dem, som har haft ukomplicerede hurtige fødsler bag sig at give sig selv den oplevelse. Det vil jeg altid huske i mit hjerte.
Selv min mand følte, at han var med til at føde denne gang, hvor han sidst bare følte sig som en brik i et puslespil.
Kl. 9.48 presser jeg min datter ud i en lang ve. Jeg skriger, så jeg selv bliver helt forskrækket. Jeg kan ikke mindes, det gjorde så ondt ved de andre. Av!
Relaterede artikler
© 1999-2025