Skrevet af Maria
Man vågner nok altid i dagene omkring sin termin og håber, det bliver i dag. Men den 7. juni, som var min terminsdato, havde jeg været vågen det meste af natten og tænkte, at mine naboer var vildt latterlige, for de havde spillet høj musik hele natten, og det var en rigtig varm nat, og det var umuligt at sove uden at have et vindue åbent. Men jeg glædede mig helt vildt til min fødsel, som skulle foregå i ghettoen, hvor jeg bor, i stuen i et lånt badekar i vores 3-værelses lejlighed.
Og fordi jeg glædede mig så meget, stod jeg i stedet rask op og var slet ikke sur på nogen, og da slet ikke vores bil, som var i stykker. Jeg besluttede derfor i stedet, at jeg ville tage bussen ind til torvet for at købe grøntsager. Et par timer senere slæbte jeg 20 kg lækre friske grøntsager gennem bussen og følte mig som den mest overskudsagtige gravide nogensinde. Min mor mente senere på dagen i telefonen, at nu kunne jeg sagtens føde, for nu havde jeg masser af forråd.
Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg lavede resten af dagen, men jeg har sikkert spist og sovet til middag, for det gjorde jeg en hel del. Sent på aftenen kl. 23.50 ligger jeg i sengen og læser Jens Baggesens "Labyrinten", da jeg mærker, at sengen bliver våd under mig, og jeg bander min blære langt væk, som jeg tror er skyld i ulykken. Men da jeg ser ned, er vandet lyserødt og bliver ved og ved med at komme.
Min kæreste ringer til Svendborg Sygehus, som siger tillykke og roligt beder mig tage et par Panodiler, for der er sikkert mange timer, til jeg skal føde (og det fik hun ret i). Min kæreste faldt rimelig hurtigt i søvn, men jeg lå og ventede på veerne, men der kom ikke så mange, og til sidst faldt jeg også i søvn. Jeg sov i 4 timer, og intet skete næste morgen, og vi begyndte dagen stille og roligt. Men vi var spændte, for vi regnede med, at i dag ville vi blive forældre.
Min mor kom og lavede frokost, og lige som vi skulle til at spise, ringede Svendborg jordemødrene og fortalte, at jeg snarest skulle tage på hospitalet for at få tjekket mit barn, for når vandet var gået, måtte der ikke gå mere end 24 timer til fødsel. Jeg var rigtig ked af det, og vi begyndte at samle sammen for at tage af sted og fik selvfølgelig underrettet Odense Universitets Hospital om, at jeg skulle undersøges. Men jeg var ked af det, for jeg ville jo hellere være hjemme.
På hospitalet kl. 13.30 fik jeg kontrolleret min søns hjertelyd, og på scanneren kunne også ses, at jeg havde veer, men de var ikke så kraftige og kom med 7 minutters interval. Jeg blev også undersøgt og fik løsnet hinder, og jeg var faktisk 2 cm åben. Efter alt det blev jeg til min store lettelse sendt hjem igen efter 2 timer, men da var der netop begyndt at komme gang i veerne.
Hjemme igen spiste jeg og sov, men kl. 18 røg jeg ud og kastede op og sagde til min kæreste, at nu måtte han godt ringe efter en jordemoder. Kl. 19 kom hun, og jeg gik rundt og rundt og lavede yogaåndedræt og pustede. Ca. kl. 20 skønnede hun, at jeg faktisk kun var ca. 3 cm åben, og jeg blev nervøs for, at jeg ikke kunne føde hjemme, og jeg var i øvrigt enormt træt og søvnig. Hun mente dog, at vi måtte sætte gang i veerne, dvs. dem der gjorde rigtig ondt, og derfor skulle jeg ligge ned og ikke gå. Jeg fik akupunktur i hovedbunden, om maven og i mine hænder.
Det begyndte at gøre rigtig ondt, og jeg koncentrerede mig bare om at trække vejret, og jeg husker ikke så meget. Efter ca. 45 minutter blev jeg igen undersøgt, og jeg var nu i alt 5 cm åben. Hun ville ikke tidligere have mig ned i karet, fordi fødslen så kunne gå i stå, men nu fik jeg lov alligevel, og vandet var fantastisk. Min kæreste sagde senere, at jeg lignede en, der netop havde fået en ordentlig gang morfin, da jeg kom i.
Jeg slappede med et meget bedre af i pauserne, men det holdt sjovt nok ikke op med at gøre ondt. Min kæreste og jordemoren snakkede en del, men jeg sad bare i vandet og øvede mig i at trække vejret. Jeg sansede ikke rigtigt verden omkring mig. Hele tiden var min tidsfornemmelse bare stoppet, og det eneste i verden var bare den næste ve, som bare skulle have noget vejrtrækning.
Min kæreste og jeg havde talt en del om, hvordan tingene skulle foregå, men meget af det fortaber sig i øjeblikket. Jeg havde brug for iskolde klude om hovedet og varme på resten af kroppen, og det var dét. Det bedste, min kæreste kunne gøre, var at skaffe mig flere iskolde viskestykker - så var jeg så glad, som en kvinde med stærke veer kan være.
Efter 45 minutter i vandet fik jeg pludselig presseveer. AV! Jeg var meget forvirret over dem, og jordemoderen mente, at det var alt for tidligt at føde, så det måtte være noget andet, der pressede på. Men jeg var meget frustreret over smerten, og derfor undersøgte hun mig, og til min store overraskelse udbrød hun: "Ja, du er i fødsel - hvor vil du føde henne?". Jeg valgte at komme i vandet igen, og min kæreste drønede rundt efter en telefon, for hvis min læge ville overvære fødslen, så skulle han komme NU.
 De næste 10 minutter i karet var de absolut værste af min fødsel og ikke en lettelse, som alle havde talt om. Men efter et ukendt antal veer og 10 minutters pressen på knæene, så smuttede min søn ud og kom op til overfladen blå og glat. Han blev pakket i et håndklæde, og min kæreste fik lov at bære lidt på ham. Jeg blev lagt på vores sofa, hvor jeg fødte moderkagen.
Lidt efter fik jeg ham tilbage igen, og han kvitterede med at langt "agryyyyyy", som jeg sent vil glemme, hvorefter han fandt en brystvorte og gav sig til at tygge lidt i den. Min læge kom, og jeg blev limet og fik vist to sting, og jeg fik noget at drikke. Stemningen var helt ophøjet, og jordemoderen roste mig og fortalte, at hun havde været i tvivl flere gange, men at jeg bare havde klaret det så flot, og at min fødsel var som en andengangs fødende.
Min læge gav min søn et 10-tal i Apgar og gentog mange gange, at han var en flot og stærk lille dreng. Han blev vejet og vejede 3.550 gram og var 60 cm lang. Min læge gik snart igen, men jordemoderen blev til kl. 3 om natten og vendte detaljer med mig.
 Derefter gik vi i seng, med vores lille dreng imellem os, og vi vågnede op som nybagte forældre sammen. Det var bare så vildt og dejligt, at jeg vågnede med tårer i øjnene, og der lå min kæreste med min lille søn på maven, og jeg var fuldstændig færdig af lykke.
Vores lille søn skal døbes på søndag og kommer til at hedde Madsbjørn Kristian. Han vejer i dag 7.100 gram og er 68 cm lang. Han kan selv rulle og er en stærk og smuk dreng. Det er i den grad undervurderet, hvor dejligt det er at blive mor - det havde jeg aldrig forestillet mig.
07-11-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025