Børnehaver vil være private Antallet af private daginstitutioner er 10-doblet på 2 år. Ressourcestærke forældre fravælger offentlige tilbud. Det vil give sociale kløfter, frygter kritikere.
4930
Tilbud som økologisk madordning, flere udflugter og langt færre lukkedage får i stærkt stigende grad forældre til at vælge private børnehaver. På bare 2 år er antallet af private børnehaver næsten 10-doblet, og udviklingen ventes at fortsætte de kommende år.
Nye tal fra Daginstitutionernes Landsorganisation viser, at der i dag findes 172 private børnepasningstilbud. For 2 år siden var der kun 19, og alene i 2008 blev der etableret over 100 nye private institutioner. Yderligere 30 institutioner venter lige nu på at blive godkendt som private, og Daginstitutionernes Landsorganisation venter, at antallet vil stige til 500 de kommende år.
"Sammenhængskraften i det danske daginstitutionssystem, hvor alle børn går i institution og mødes uanset placering i sociale lag, vil forsvinde. Det vil give en øget social opsplitning", siger Søren Winther fra BUPL.
I 2005 indførte Folketinget en fritvalgsordning, der gjorde det muligt at lave private daginstitutioner. En stor del af de nyåbnede private børnehaver og vuggestuer har tidligere været såkaldte selvejende. De har nu valgt den private vej og er dermed helt ude af det kommunale driftsregnskab og pladshenvisningssystem.