Flere og flere piger helt ned i 10-12 års alderen får stillet diagnosen PCO (Polycystiske Ovarier).
Sygdommen, som gør det svært for kvinder at blive gravide, kan man enten arve eller spise sig til. Så i takt med, at flere blive fede, stiger antallet af PCO-piger også.
"Børn får PCO, fordi de ikke motionerer. Man skal være meget opmærksom på det, hvis piger i puberteten tager på", siger speciallæge Svend Lindenberg.
Hvis sygdommen opdages i tide, kan man nemlig bedre undgå risikoen for blodpropper, sukkersyge og problemer med at blive gravid.
I dag har hver 7. kvinde i Danmark PCO, men antallet stiger, og de færreste er klar over, at de har sygdommen.
Og det er problematisk, for selv om den er forholdsvis nem at behandle, går mange kvinder rundt og er fortvivlede med depression og barnløshed uden at vide hvorfor.
Sygdommen giver ubalance i hormonsystemet, så man producerer for meget af det mandlige kønshormon testoteron. Det giver risiko for cyster på æggestokkene, der gør det sværere at blive gravid.
Symptomerne kan være øget behåring, en voldsom trang til sukker, uregelmæssig menustration, træthed og depression. Og så er 9 ud af 10 overvægtige.
Kilde: DR
31-03-2009

|