Forbrugerrådet har været ude med en stærk kritik af BabySam, fordi butikkerne har sat sutteflasker med bisphenol A (BPA) på tilbud i den sidste tid, før BPA bliver forbudt den 1. juli 2010.
Det er direkte forkasteligt, mener Forbrugerrådet, da BPA er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
"Juridisk er de i deres gode ret. Spørgsmålet er, om de er det moralsk. Og det må jo være op til den enkelte kunde at afgøre, hvad man synes er god moral i den her sag", siger formand Camilla Hersom fra Forbrugerrådet.
Efter kritikken i medierne fjerner BabySam nu sutteflasker fra hylderne.
"Vi vælger ikke at vente til den 30. juni, men allerede fra dags dato fjerner vi sutteflaskerne fra vores hylder", siger Allan Agerskov fra BabySam.
Han understreger, at Babysam egentlig er i deres gode ret til at sælge sutteflaskerne, og at kæden blot har valgt at følge lovgivningen.
"Hvis vi mente, at der var noget mere alvorligt i det fra myndighedernes side, så havde vi naturligvis også stoppet salget noget tidligere", siger han.
Men hos Forbrugerrådet ser man helt anderledes på sagen:
"Når det kommer til stykket, så er det klart, at dem, der sælger ting, har ét formål for øje - og det er at tjene penge. Og så tænker man: Vi bruger lige den sidste periode inden et dansk forbud til at komme af med vores lager", siger Camilla Hersom fra Forbrugerrådet.
Kilde: P3
25-06-2010

|