En bruger spørger i debatten:
Hvor gammel var du, da du fik dit første barn? Synes du, at du var for ung eller for gammel? Er der noget, du ville have gjort anderledes, hvis du kunne? Hvad ville du råde din teenagedatter til, hvis hun kom og sagde, at hun var gravid?
Silvia
Jeg var 15 med den første, 18 med den anden og 20 med den tredje. Ja, jeg var klart for ung (børnenes far er 2 år ældre end jeg), men jeg fortryder dem ikke et øjeblik. Idag er jeg 25 og mangler 2 måneder for at være færdiguddannet frisør. Det var aldrig gået, hvis ikke jeg havde haft min families støtte og opbakning. Skulle min store datter komme hjem om 5 år og fortælle, hun er gravid, vil jeg fortælle hende om ulemperne - men selvfølgelig støtte hende i sit valg.
Zzolla
Jeg var 33 år, da jeg fik min første. Jeg var færdig med min uddanelse (ingeniør), havde et godt job og lejlighed, bil og alt det andet, og faktisk var det ikke planen at få barn overhovedet. Jeg havde planer om at læse noget andet i udlandet, og vi var begge to enige om, at vi sagtens kunne undvære børn i vores liv, så Ingemar var en smutter. Men en velkommen en af slagsen. Jeg syntes og synes ikke, jeg var for gammel. Jeg synes faktisk, det var fint timet at være voksen og på plads og være færdig med at løbe hornene af, før man fik børn. Så jeg er faktisk meget tilfreds med først at få børn som 33-årig. Hvis min teanagerdatter kom hjem gravid, ville jeg nok forsøge at støtte hende, men jeg ville nok også forklare hende om alt det, hun kommer til at gå glip af og ikke leve, fordi hun vælger at få barn i så ung en alder.
Lisbeth 49
Jeg var 30 første gang, og jeg synes, jeg var for gammel. Jeg havde utrolig svært ved at vænne mig til den nye rolle. Og det endda på trods af, at jeg havde arbejdet på sagen i 2 år, før det lykkedes at blive gravid. Havde jeg kunnet ændre tingene, var det lykkedes i første hug. Eller endnu bedre: Jeg havde valgt at få barn, mens jeg læste. Kommer min teenagedatter og fortæller, at hun er gravid, så vil jeg råde hende til abort. Jeg har en 16-årig datter, så det er noget, vi har talt om allerede.
Joan
Barn nr. 1 = 22½ år, nr. 2 = næsten 25 år og barn nr. 3 = 38½ år. Jeg ville gerne have ventet med nr. 1 til nr. 2, tror jeg, men det er altså fedt at "være tæt på hinanden" aldersmæssigt. Jeg var i hvert fald meget meget bange for at gøre noget forkert med ham, men jeg har vist gjort det godt nok - i al beskedenhed :o) Barn nr. 3 skulle være kommet lidt før, men hun var ganske uplanlagt, men ikke desto mindre velkommen. Vedr. en gravid teenagedatter: Få en abort. I hvert fald sådan umiddelbart.
Chael
Jeg var 21 år, da jeg fik min datter. Var 20 år, da jeg blev gravid, nåede lige at fylde 21 år. Ja, jeg syntes jeg var ung, men ikke for ung. Jeg var helt opsat på det. Mange var bange for, hvordan jeg ville tackle det, og var bange for, at jeg ikke magtede opgaven på grund af min alder. Men alle er kommet tilbage og har sagt, at jeg i den grad modviste andet. Og nej, jeg ville bestemt ikke gøre det om. Jeg nyder rollen som mor, selvom det bringer en del udfordringer med sig :) Men jeg håber da, at når ungerne er store, så er jeg stadig så "ung", at jeg kan nyde livet i den anden ende. Jeg vil da ikke håbe, min datter kommer som teenager og siger, at hun er gravid, men hvis hun har samme alder, som jeg havde, så vil jeg klart støtte hende, ligesom min mor har støttet mig.
Heidi
Jeg blev gravid som 15-årig og fødte min helt fantastiske søn, da jeg var 16 år. Hvis jeg skulle ha' gjort noget om, så var det, at jeg skulle ha' fået en uddannelse først. I stedet fik jeg 3 børn mere i en alder af 21, 23 og 25 år. Og så måske lige ha' valgt en far, som jeg vidste eller troede, jeg kunne være venner med resten af mit liv. Han ser dog stadig sin far, men vores samarbejde er ikke godt. Men det er jo aldrig nogen garanti. Men nu har jeg også uddannelsen og fast arbejde, er stadig sammen med faderen til de 3 yngste og har faktisk et meget godt liv.
nanne71
Jeg var 35. Jeg havde ikke tid før. Jeg er lidt rastløs, så det der med at blive bundet er svært. Jeg tror, det er lidt hårdt at få børn sent, for mange rutiner og luksusvaner er hårde at fralægge sig. Men jeg er glad for, at jeg ikke fik børn, før jeg blev 30. Jeg ville bestemt råde en teenagedatter til abort. I mine øjne er det en stor glæde, at vi ikke har en synderlig stor teenagemor gruppe i Danmark. Det har mange positive sociale konsekvenser. Eller hvis man vil se det negative, kan man jo bare skæve lidt til UK, USA, Australien m.v.
Michela
Jeg var 16 ved den første og ville ikke ændre noget. Jeg er stadig sammen med faren, vi er nu gift, har hus sammen og har givet vores store dreng en lillebror :) Hvis jeg havde en datter, ville jeg forsøge at undgå, at hun nåede dertil, hvor hun var gravid i den alder, men skulle det alligevel ske, ville jeg selvfølgelig støtte og hjælpe hende, alt hvad jeg kunne :) Det behøver ikke være verdens undergang, men det giver selvfølgelig nogle udfordringer ;)
Jeanette
Jeg var lige blevet 34 år, da jeg fik min søn. Jeg har aldrig været helt sikker på, OM jeg ville have børn, og jeg havde i hvert fald ikke mødt en mand, jeg ville ha' dem sammen med. Altså en jeg mente, jeg kunne holde ud resten af mit liv. Vi blev gift, og lysten til børn meldte sig på et tidspunkt, og det er jeg MEGET glad for. Men jeg ville kun have et barn. Det var min holdning i 2 år, indtil en af mine veninder fik en lille pige - så var jeg solgt igen. Jeg var helt sikker på, jeg ville få sådan en lille lækker sag. Så da min søn blev 3 år, og jeg havde rundet 37 år, fik jeg min datter. Jeg er så ufattelig glad for min beslutning om at få børn. Det er fantastisk. Jeg har helt sikkert fået dem på det helt rigtige tidspunkt i mit liv. Hverken for tidligt eller for sent. Hvad jeg ville sige til min teenagedatter, ville afhænge af mange ting. Mit udgangspunkt ville nok være en abort. Jeg fik selv en, da jeg var 25 år, og det var det helt rigtige for mig, og jeg har aldrig fortrudt det. Men hun er jo ikke mig, så jeg ville lytte til hendes ønsker og behov. Uanset hvad hun besluttede, ville jeg bakke hende 100% op og være der for hende! Det er vel det, man har forældrer til.
Lone Møller
Jeg var 26 med den første og 34 med den anden. Jeg ville have ønsket, at nr. 2 kom tidligere, men ham jeg fik, ville jeg ikke bytte med nogen som helst :o) Jeg synes, det var et OK tidspunkt, jeg fik den første. Hvis min datter på 14 inden for de næste 4 år kom og sagde, at hun var gravid, ville jeg synes, at det var rigtig synd for alle parter. Hun ville blive bremset i en masse ting, og alternativet - abort - ville jeg have svært ved at anbefale. Min datter er så tilmed ekstremt lidt ansvarlig, og hun ville så absolut ikke egne sig til at blive mor. Det ville resultere i, at jeg fik en baby at skulle passe, og det er jeg slet slet ikke minded for.
PernilleLB
Jeg var 32 ved den første og 36 ved nr. 2. For mig var det dengang det rette tidspunkt. Jeg havde ikke været klar før. Men nu kan jeg måske godt ærgre mig lidt over, at jeg ikke kom igang nogle år før, så vi kunne have nået 1 eller 2 børn mere.
Nørrebro
Jeg var 40, og ja det er sent, men jeg skulle jo lige møde ham manden der, blive færdig med min uddannelse, blive fastansat etc. Desuden har jeg aldrig haft den der, jeg SKAL være mor, så måske fordi det var ved at være sidste udkald, man så tænker mere over der. Jeg fortryder egentlig ikke, at jeg ikke fik hende før. Jeg kunne godt tænke mig at være 5 år yngre, men livsmæssigt har jeg aldrig haft det bedre i mit liv :-) Hvis Nora kom og sagde, hun var teenagegravid, ja så vil vi tage den der fra. Jeg vil som udgangspunkt støtte hende i hendes valg. Men lad os nu se. Så vil hun virkelig være mønsterbryder. Min mor var 32 og min søster 29, da de fik deres første.
Babytilmaj
Ved nr. 1 var jeg 23, og vi var begge klar til forældrelivet, og det var fantastisk. Så fik jeg nr. 2, da jeg blev 26, og det var også en skøn alder. Nr. 3 var jeg 31, og det var også dejligt. De store var nu så store, at de kunne være med i det hele omkring den lille. Så fik vi nr. 4, som desværre døde. Det var en hård tid. Jeg var lige knap 39 og kunne godt mærke alderen trykke efter alle de graviditeter og fødsler og sorgen oven i. Den sidste, som er nr. 5, fik jeg, da jeg blev 39, og ja vi ELSKER hende over alt på jorden, men det ER hårdt. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 23 længere. Mit overskud skal jeg lede efter, og jeg er glad for, at jeg har så fantastisk en mand, der bare er der 100% for alle vores børn. Så jeg vil sige, at livet som mor på nu 40 til en på knap 2 år er hårdt men skønt. Jeg ville ikke undvære det for noget, men jeg kan godt mærke, at overskudet ikke er der på samme måde som med de andre.
Kikki
Jeg var studerende og 26 år, da jeg blev planlagt gravid. Men jeg syntes, at det var meget hårdt at være studerende samtidig. Jeg måtte sygemeldes i graviditeten grundet kvalme og opkast, og efter fødslen skulle jeg op til eksamen et par måneder senere, da hun kom, så jeg ikke kunne komme til eksamen. Ydermere kunne jeg ikke gennemføre den efterfølgende praktik, da vores datter konstant i flere måneder blev syg, hvilket kostede mig et ½ år ekstra studietid. Jeg tror nok, jeg havde ventet, til min studietid var ovre, hvis tiden kunne ændres. Det er i hvert fald det, jeg vil råde andre til. Nr. 2 fødte jeg som 30-årig og sidder her med 3 uger til termin med nr. 3 som 33-årig. Mht. teenagepiger, der bliver gravide, det ved jeg ikke, det har i mine øjne meget store konsekvenser for den unge.
Lomoki
Jeg var 29 år, og synes, at det var en meget god alder. Men havde jeg selv kunne bestemme, så synes jeg, at jeg var klar, da jeg var 25-26 år. Jeg vil lige understrege, at jeg ikke synes, der er noget forkert i at være en ung forælder. Jeg tror, det er meget individuelt, hvornår man er parat til det. Jeg er opvokset i Vestjylland, hvor mange af dem, jeg har gået i skole med, fik børn meget tidligt. Men de havde så både bil, hus og uddannelse. Jeg flyttede så bare til København og tog en lidt længere uddannelse, så jeg boede jo kun på et værelse og havde ikke de rammer, som var nødvendige, eller kæresten og roen :) Det vigtigste er vel, at man er på et stadie i sit liv, hvor man føler, man er moden og parat nok? Nogen er på det stadie meget tidligt og andre (som mig) lidt senere.
LeAn
Jeg var 31 med den første, og hun måtte godt være kommet lidt før. Jeg droppede p-pillerne, da jeg var 25, og ventede så 5 år på en positiv test. Mit ægteskab med hendes far holdt ikke, og måske vi var gået fra hinanden tidligere, hvis hun var kommet tidligere - umuligt at sige. Jeg har fået 2 mere som 41- og 42-årig, og det er i det sene, synes jeg. Men jeg skulle jo lige finde sammen med deres far først ;-) Min mor fik mig som 18-årig og har altid anbefalet os piger at vente noget længere. Min far var 21, og de er stadig sammen og har det godt. Min mor fik sig en uddannelse, da hun var midt/sidst i 20'erne, så det kan lade sig gøre, når der er støtte i baglandet (dvs. min far). Skulle min 14-årige komme om et års tid og være gravid, så ville jeg blive ked af det og håbe, hun vælger en abort. Mest fordi det vil præge hele hendes ungdom og gøre en del ting mere besværlige. Insisterer hun på at få barnet, ja så må vi finde ud af det. Jeg håber så, at hendes far og jeg kan enes om, hvor og hvordan osv. Men mest af alt håber jeg altså, at hun sørger for at beskytte sig mod både diverse sygdomme og graviditet, når hun engang bliver sexuelt aktiv.
Suppehønen
Jeg var 30, da jeg fik den første, 36 da jeg fik nr. 2 og 38 her ved nr. 3. Jeg har tit hørt, at vi skulle have haft børn noget før, men sagen var bare, at det var vi ikke klar til. Så for mig var det at blive 30 samme år, som jeg blev mor, helt OK, og jeg har aldrig følt mig gammel eller noget.
ladydan1
Jeg var 19 med den første, og personligt var jeg klar, og han var også planlagt. Anderledes ifht. at få ham og være mor, nej der ville jeg ikke have gjort noget anderledes. Hvis min teenagedatter kom og fortalte, hun var gravid, ville jeg fortælle hende, at valget om barnet var hendes, at jeg ville støtte, alt det jeg kunne, men at hun skulle vide, at uanset hvilket valg, hun nu traf, ville det ændre hende for altid. At ende et liv er en meget stor beslutning og ligeså at få ansvaret for et liv, men at begge dele handler om ansvar. Der er jo mange flere ting at fortælle/snakke om, men det skal være dialog.
Hvor gammel var du, da du fik børn? Og er der noget, du ville gøre om, hvis du kunne? Skriv en kommentar herunder.
22-08-2011
|
Kommentarer
© 1999-2025